0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

43 meldes dræbt i luftangreb mod marked i etiopisk region

Ifølge flere kilder angreb regeringsstyrker et fyldt marked i Tigray tirsdag. 43 meldes dræbt og 80 såret.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Yasuyoshi Chiba/Ritzau Scanpix
Foto: Yasuyoshi Chiba/Ritzau Scanpix
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mindst 43 mennesker blev dræbt i et luftangreb mod landsbyen Togoga i Etiopiens krigsplagede region Tigray tirsdag.

Det oplyser en lægekilde til nyhedsbureauet Reuters onsdag.

Kampe mellem oprørere og regeringsstyrker er de seneste dage blusset op nord for regionshovedstaden Mekelle.

Talsmand for det etiopiske militær oberst Getnet Adane vil hverken be- eller afkræfte hændelsen.

Han siger, at luftangreb er en ofte anvendt militærtaktik, og at regeringen ikke retter angrebene mod civile.

Tirsdagens luftangreb ramte et marked omkring klokken 13.00 lokal tid. Det fortæller en kvinde, hvis mand og toårige datter blev såret.

»Vi så ikke flyet, men vi hørte det«, siger hun til Reuters onsdag.

»Da eksplosionen skete, løb alle ud. Efter lidt tid kom vi tilbage og forsøgte at hjælpe de sårede«.

Kvinden fortæller videre, at markedet var fyldt med familier. Hun så ikke nogen væbnede styrker i området.

»Mange, mange mennesker blev dræbt«, siger hun.

En officiel lægekilde, som henviser til øjenvidner og redningsmandskab, fortæller, at mindst 43 mennesker blev dræbt.

Over for The New York Times bekræfter officielle sundhedsmyndigheder i Tigray, at 43 mennesker mistede livet, mens omkring 80 andre blev såret.

Lægekilder og øjenvidner fortæller til den amerikanske avis, at der var tale om et luftangreb udført af regeringen.

Ifølge The New York Times er angrebet angiveligt det mest dødelige, enkeltstående angreb i den otte måneder lange borgerkrig.

En talsmand for premierminister Abiy Ahmed er ikke vendt tilbage på en anmodning om en kommentar fra Reuters.

Samtidig beskriver britiske BBC de aktuelle kamphandlinger som de mest alvorlige siden november, hvor Etiopiens regering hævdede at have trukket sig sejrrigt ud af konflikten.

Alligevel er kampene fortsat i større eller mindre omfang.

Siden stridighederne i Tigray brød ud mellem parterne sidste år, er tusindvis af civile blevet dræbt, og over to millioner mennesker er fordrevet fra deres hjem.

ritzau

Annonce