0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

USA: Der er store problemer at løse, før atomaftalen kan blive genoptaget

Torsdag udløb en aftale om international overvågning af Irans atomprogram, og det er uvist, om den forlænges.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Andrew Harnik/Ritzau Scanpix
Foto: Andrew Harnik/Ritzau Scanpix
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, kræver et omgående svar fra styret i Iran, om det fortsat vil tillade FN-organisationen at inspicere landets atomanlæg.

Den nuværende aftale om inspektioner, der udløb torsdag, er en del af en atomaftale fra 2015 mellem Iran og de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd samt Tyskland.

»Det er nødvendigt med et omgående svar fra Iran«, udtaler Rafael Grossi, der står i spidsen for IAEA, i en erklæring fredag.

Irans udsending til IAEA, Kazem Gharib Abadi, afviser, at Iran er forpligtet til at efterkomme anmodningen fra IAEA.

USA’s udenrigsministerium opfordrede fredag Iran til uden forsinkelse at sikre IAEA fortsat mulighed for at overvåge det iranske atomprogram i henhold til den seks år gamle atomaftale.

Aftalen indebærer blandt andet, at Iran skal afvikle centrale dele af sit atomprogram. Til gengæld skal omfattende økonomiske sanktioner mod landet fra det internationale samfund udfases.

Men i 2018 trak USA’s daværende præsident, Donald Trump, landet ud af atomaftalen og indførte nye sanktioner mod Iran.

Siden begyndelsen af april har forhandlere fra Tyskland, Frankrig og Storbritannien mødtes i arbejdsgrupper i Østrigs hovedstad, Wien.

Samtidig har USA og Iran under den nye amerikanske præsident, Joe Biden, haft indirekte forhandlinger om, hvilke sanktioner USA er villig til at ophæve, og hvad Iran er villig til at give til gengæld for at genoplive aftalen.

Samtalerne er aktuelt sat på pause, men ventes at blive genoptaget i begyndelsen af juli.

USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, siger fredag, at der er store problemer at løse, før hele atomaftalen kan blive genoptaget.

»Vedrørende IAEA så er det fortsat en alvorlig bekymring. Den bekymring har vi informeret Iran om, og den skal løses«, siger Blinken på et pressemøde i Paris.

Blinken tilføjer, at der stadig er betydelige uoverensstemmelser med Iran om en genoptagelse af atomaftalen.

Men han udtrykker håb om, at en genoptagelse af forhandlingerne i de kommende dage kan bringe parterne nærmere hinanden.

»Men vi er der endnu ikke«, siger han.

ritzau