0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Cubaner involveret i omdigtet sang får fængselsstraf

Retsvæsnet i Cuba er begyndt at straffe personer, der deltog i demonstrationer rettet mod landets regering.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Alexandre Meneghini/Ritzau Scanpix
Foto: Alexandre Meneghini/Ritzau Scanpix
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Cuba er begyndt at straffe personer, som deltog i demonstrationer rettet mod regeringen for nylig, som rystede det kommunistisk styrede land.

Fotografen Anyelo Troya var for retten tirsdag. Han blev ifølge sin mor idømt et års fængsel for at have forstyrret den offentlige orden.

Han havde taget del i en demonstration i hovedstaden Havana.

»De bragte ham til retssagen uden en forsvarsadvokat«, siger hans mor, Raisa Gonzales, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Hun tilføjer ifølge den amerikanske avis Miami Herald, at sønnen blev dømt sammen med ti andre unge demonstranter.

Troya havde filmet dele af en video til den regeringskritiske hiphop-sang ’Patria y vida’ (Fædreland og Liv), som under protesterne i Cuba har fået status som en ny revolutionssang.

Titlen er en omskrivning af den mangeårige cubanske leder og revolutionshelt Fidel Castros slogan ’Patria o Muerte’ (Fædrelandet eller Døden).

Under demonstrationerne kunne sangen høres fra tusindvis af deltagere i flere byer.

17-årig for retten i dag

Torsdag kommer den 17-årig studerende Amanda Celaya for retten.

Hendes faster, en uafhængig journalist ved navn Miriam Celaya, oplyser til Miami Herald, at niecen er tiltalt for at forstyrre den offentlige orden, og at hun blev anholdt søndag, fordi hun blev set filme en demonstration med sin mobiltelefon.

»Hun er ikke involveret i politik. Hun optog bare demonstrationen«, siger Miriam Celaya.

De efter cubanske forhold usædvanlige demonstrationer fandt sted i weekenden 11. og 12. juli. Styret i Cuba har ifølge Reuters beskyldt antirevolutionære eksilcubanere i USA for at stå bag urolighederne.

Tusindvis af cubanere gik på gaden som følge af den værste økonomiske krise i landet i årevis, der har udløst mangel på blandt andet dagligvarer og medicin.

Deltagerne gav også udtryk for utilfredshed med manglende frihedsrettigheder og myndighedernes håndtering af coronapandemien.

Anklager kan give op til 20 års fængsel

Myndighederne bekræftede tirsdag, at retssagerne mod de tilbageholdte personer var begyndt.

De er sigtet for at anspore til uro, vandalisme, at forstærke coronapandemien eller angreb mod ordensmagten. Anklagerne kan føre til straffe på op til 20 års fængsel.

Adskillige videoer lagt ud på sociale medier af cubanere viser, at politi- og militærfolk samt regeringsloyale civile tæsker demonstranter.

På de statslige tv-stationer er der ifølge Reuters derimod kun vist billeder af væltede politibiler og personer, som plyndrer en såkaldt dollarbutik, der styres af myndighederne, og hvor der kan købes efterspurgte varer som blandt andet mad.

ritzau