0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Trumps eksrådgiver sigtes for at udvise foragt for Kongressen

Steve Bannon risikerer op til et års fængsel for at nægte at svare på spørgsmål om stormløbet på Kongressen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Michal Cizek/Ritzau Scanpix
Foto: Michal Cizek/Ritzau Scanpix
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Et udvalg i Repræsentanternes Hus i USA har tirsdag stemt for at sigte Donald Trumps tidligere chefstrateg Steve Bannon for at udvise foragt for Kongressen.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Det sker, efter at Bannon torsdag udeblev fra en høring i et kongresudvalg, hvor han skulle vidne om stormløbet på Kongressen 6. januar.

Bannon var indkaldt som vidne af det udvalg, der undersøger de voldsomme begivenheder den dag. Men via sin advokat havde han på forhånd meddelt, at han ikke ville svare på spørgsmål.

Anklagen om at udvise foragt for Kongressen kan give fængsel i op til et år eller udløse en bøde.

Den tidligere præsident Donald Trump har gentagne gange forsøgt at blokere for udvalgets undersøgelse af optøjerne i januar, hvor fem personer mistede livet.

Trump har blandt andet bedt Bannon og andre om at nægte at svare på spørgsmål fra udvalget.

Mandag sagsøgte Trump desuden udvalget, der foretager undersøgelsen, i et forsøg på at blokere adgangen til dokumenter om kongresuroen.

Trump og hans advokater hævder i søgsmålet, at de dokumenterne er beskyttet af en særlig lovhjemmel, der sikrer retten til en vis grad af fortrolighed mellem en siddende præsident og dennes rådgivere.

Formanden for udvalget i Repræsentanternes Hus, demokraten Bennie Thompson, siger tirsdag ifølge AP, at udvalget ikke vil godtage Bannons nej som et svar.

»Bannon gør sig muligvis til en martyr, der forsøger at hvidvaske det, der skete den 6. januar, for at vise sin fulde loyalitet over for den tidligere præsident«.

»Men vi bliver ikke afskrækket eller distraheret. Og vi bliver heller ikke forsinket i vores arbejde«, siger Thompson.

Det er ikke første gang, at der bliver rejst en sigtelse mod Bannon. Han var sidste år tiltalt for at svindle folk, som havde doneret penge til at opføre en mur langs USA’s grænse til Mexico.

I de sidste timer af Trumps tid som præsident benådede han Bannon.

ritzau

Annonce

Læs mere