Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nedskæringer. Syriske flygtningei Ketermaya venter på de lovede nødrationer. Men FN har skåret ned og mange må leve af at tigge. Libanon er kun en fjerdedel af Danmark, men huser lige nu over 1,2 millioner flygtninge fra nabolandet Syrien.
Foto: Bilal Hussein /AP

Nedskæringer. Syriske flygtningei Ketermaya venter på de lovede nødrationer. Men FN har skåret ned og mange må leve af at tigge. Libanon er kun en fjerdedel af Danmark, men huser lige nu over 1,2 millioner flygtninge fra nabolandet Syrien.

Flygtningestrøm
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Flere flygtninge i nærområdet? Det må være jeres spøg, siger de i Libanon

En enkelt landsby i Libanon har taget flere syriske flygtninge end Storbritannien. Libaneserne er bange for at blive et mindretal i deres eget land.

Flygtningestrøm
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er ikke, fordi Bilal Kassem har noget mod syrere.

Slet ikke.

»Min tante er gift med en syrer. Jeg har været sammen med folk fra Syrien hele mit liv. Det er gode mennesker«, siger 55-årige Kassem, der er borgmester i den libanesiske landsby Ketermaya en snes kilometer syd for hovedstaden Beirut.

Men alt med måde.

Og med omkring 7.000 syriske flygtninge har landsbyen, der normalt har omkring 15.000 indbyggere, taget imod omtrent lige så mange syrere som hele Storbritannien med 60 millioner indbyggere.

»Vi klarer det, fordi vi ikke har noget alternativ. Men det kan ikke blive ved på denne måde«, siger Kassem og forklarer, at det er blevet sværere og sværere for byen at håndtere og hjælpe flygtninge.

»Der er kommet mange flere syrere. Samtidig er bistanden udefra skåret ned«, siger han.

Kun 13 dollars om måneden

Tidligere fik landsbyen hjælp fra blandt andet De Forende Arabiske Emirater og Røde Halvmåne, men de har begge indstillet støtten det seneste år. Samtidig har FN skåret ned. Tidligere fik hver flygtning 19 dollars (ca. 125 kroner) om måneden, men det er blevet reduceret til 13 dollars og med et maksimum på 65 dollars – svarende til fem mennesker – per familie, selv om mange er betydeligt flere. Det er ganske enkelt ikke nok at leve af, og overalt i Libanon kan man langs veje og på gader se syriske kvinder og børn ligge og tigge.

I alt har FN registeret omkring 1,2 millioner syriske flygtninge i Libanon, men regeringen i Beirut anslår, at tallet reelt er mere i retning af halvanden million.

»Vores befolkning er steget med 30 procent på 4 år. Det kan ingen lande holde til – og slet ikke et land med en meget skrøbelig økonomi og politisk struktur som Libanon«, siger Hala El-Helou, der er specialrådgiver for Libanons socialminister.

Ifølge hende har det lille land (godt 10.000 kvadratkilometer) for længst nået smertegrænsen.

»For Libanon som land er det en eksistentiel trussel. Lige nu går det med nød og næppe, men det politiske system er fastlåst, og hvis økonomien forværres, eller der kommer en bølge nye flygtninge, vil det hele bryde sammen«, siger hun.

»Så bliver vi et mindretal i vores eget land – og imens klager lande i Europa over at få 5.000 eller 10.000 eller måske 20.000 flygtninge«, siger hun og peger på, at alene i Libanons hovedstad, Beirut, er der flere syriske flygtninge end de omkring 430.000 syrere, der ifølge UNHCR har søgt asyl i EU, siden borgerkrigen startede i 2011.

Eksplosiv situation

Ud over syrerne er der også knap en halv million palæstinensiske flygtninge i Libanon, der dermed er det land i verden, der har den største andel af flygtninge i forhold til befolkningen (ca. 6,2 millioner indbyggere).

Infrastrukturen i landet er bygget til en befolkning på 4 millioner og er under massivt pres. Vejene er overfyldte, og manglen på elektricitet er blevet markant værre. Der er flere timelange strømafbrydelser i Beirut hver dag, og der er akut vandmangel i flere områder.

Der er ingen officielle flygtningelejre i landet, så syrerne er spredt ud over hele landet, hvor de bor i små teltlejre, ufærdige bygninger eller – hvis de har råd – lejede værelser og lejligheder.

Vores befolkning er steget med 30 procent på fire år. Det er der ingen lande, der kan holde til

»Libanon var et af verdens tættest befolkede områder i forvejen, og denne krise har gjort situationen helt uholdbar«, siger Hala El-Helou.

Indtil videre har der ikke været større voldelige sammenstød på grund af flygtningene, men hun frygter, at det kun et spørgsmål om tid, hvis ikke Vesten øger støtten til Libanon.

»Det er ikke nok bare at give humanitær bistand. Hvis ikke det hele skal eksplodere hernede, kræver det, at der kommer investeringer og udviklingsbistand, så vi kan tackle situationen og presset«, siger hun.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Milliardudgift

Ifølge regeringen har flygtningekrisen og borgerkrigen i Syrien kostet Libanon omkring 20 milliarder dollars i udgifter og tabte indtægter. Inden krigen var Libanons økonomi i høj grad baseret på turisme. Det er næsten forsvundet, dels af frygt for sikkerheden, dels fordi mange arabiske turister tidligere kørte gennem Syrien for at komme til Libanon.

Også i Ketermaya får ideen om, at Libanon som et af Syriens nabolande skal gøre mere og tage flere flygtninge, borgmesteren til at bryde ud i latter.

»Flere? Det er ikke muligt. Krisen har allerede bragt os i knæ«, siger han, og ryster på hovedet, når han hører, at Danmark har lovet at tage 1.000 flygtninge.

»Det er latterligt. Det betyder jo ingenting«, siger han og joker med, at hvis situationen fortsætter, vil han selv overveje at flygte til Danmark.

Og mange i landsbyen har helt åbenbart fået nok af syrerne.

»De er dovne og sløser med maden«, siger Abu Ahmad, en pensioneret elektriker, vredt. Han har selv flere syrere boende i sit hjem og føler sig moralsk forpligtet til at hjælpe, fordi han selv flygtede til Syrien i 2006, da Israel bombede Libanon.

Men hans tålmodighed er i høj grad ved at rinde ud.

»De sidder bare der – de gør ingenting, ordner ikke noget og forsøger ikke at hjælpe«, siger Abu Ahmed, der får en kop formiddagste i byens kryddeributik sammen med en håndfuld venner.

De er enige i hans holdning.

Det er ligesom med palæstinenserne. Da de kom i 1948, troede de, at de kun ville være her et par måneder. Nu er der gået næsten 70 år

»De bruger deres penge på makeup i stedet for mad«, siger en kvinde, der sidder ved kasseapparatet. »Og de sælger de tæpper, de får«, lyder det fra en anden.

For at mindske spændingerne har Ketermaya som mange andre i Libanon indført spærretid for de syriske flygtninge, så de ikke må bevæge sig ud om aftenen og natten, men det er efter borgmesterens opfattelse lige så meget for at beskytte dem selv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»På denne måde undgår vi konflikter – ellers ville syrerne få ansvaret for alle problemer og enhver uro om aftenen«, forklarer Kassem.

Trods frustrationerne har mange indstillet sig på, at flygtningene ikke forsvinder i den overskuelige fremtid.

»Det er ligesom med palæstinenserne. Da de kom i 1948, troede de, at de kun ville være her et par måneder. Nu er der gået næsten 70 år«, siger Hussein, en lokal taxichauffør.

»Syrerne vender heller aldrig tilbage. Der er jo ikke noget at vende tilbage til«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden