Politikens Marcus Rubin fulgt livet i en libanesisk flygtningelejr Kilde: Politiken.tv / Marcus Rubin

Flygtningestrøm

Syrisk underklasse må blive i Libanon: Det burde være os, der kom til Europa

Langt de fleste syriske flygtninge har ikke råd til at tage til Europa. De er fanget i uendelig fattigdom og har en fremtid uden håb.

Flygtningestrøm

Hver nat har den 23-årige syriske flygtning Jiha Abdel Moula den samme drøm. At hun og hendes familie rejser væk fra Libanon, hvor de har været i de sidste 2 år, og som så mange andre kommer til Europa.

»Min mand brokker sig over det. Han spørger, om jeg ikke snart kan finde på noget andet at drømme om«, siger hun med et genert smil.

Sagen er nemlig, at det formentlig aldrig kommer til at ske – i hvert fald ikke i en overskuelig fremtid. Jiha og hendes familie – manden og to små børn – har ikke noget, der bare minder om de 20-25.000 kr., det koster at komme til Europa med menneskesmuglerne.

Som flertallet af de omkring halvanden million syriske flygtninge i Libanon er de fanget. Uden arbejde, uden penge til at rejse videre – og uden noget hjem at vende tilbage til i Syrien.

»Det er så uretfærdigt. Det burde være os, der blev prioriteret og kom til Europa. Ikke dem, som har penge, og som sagtens kan klare sig«, siger hun. Men sådan er det ikke. Tværtimod.

»Det er de mindst uddannede, der bliver her. Eliten og dem, som har overskud og uddannelse, tager til Europa. Vi sidder tilbage med de fattigste, de mindst uddannede og dem, som ikke har nogen ressourcer«, siger Hala El-Helou, der er specialrådgiver for Libanons socialminister.

Jina og hendes familien bor sammen med omkring 300 andre syrere i en lille uformel flygtningelejr lidt oppe i bjergene syd for Beirut, og efter de lokale standarder er lejren ikke værst.

Der er forholdsvis rent. Der er støbt betongulve til teltene, og de godt 300 flygtninge i lejren har bygget et par improviserede skolerum af planker og spånplader, hvor børnene sidder på små plastikstole. Endnu bedre betaler de i modsætning til de fleste andre flygtninge i Libanon ikke husleje. Markens ejer har stillet den gratis til rådighed for dem.

86 kroner om måneden

Men livet er stadig hårdt.

Familien får 86 kr. per person om måneden af FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, og hertil fra tid til anden fødevarepakker med langtidsholdbare varer som ris, bulgur, couscous og tørrede bønner, men det er svært at få tingene til at hænge sammen.

Jihas mand er uddannet garver, men arbejder som de fleste andre syriske flygtninge som daglejer og tjener 265-330 kr. om måneden.

Alle vil til Europa

Men selv om familierne har mad og tag over hovedet, hober konsekvenserne af permanent at leve på kanten af samfundet på et eksistensminimum sig op.

Jihas lille søn har en for eksempel en fod, der vender lidt forkert. I Damaskus købte hun derfor specialsko til ham, så benet udvikler sig rigtigt, og foden langsomt bliver presset på plads. Men nu er skoene for små, og hun har ikke mulighed for at købe nye.

»Så min søn ender med at komme til at halte og få et skævt ben, fordi vi er flygtet«, siger hun, mens de andre kvinder, der under samtalen har samlet sig omkring hende, nikker.

Alle vil som Jiha gerne til Europa – eller bare til et sted med bedre muligheder. Men de har heller ingen penge. »Jeg skylder hospitalet flere tusinde kroner«, siger San’a al Rakel, en 35-årig kvinde fra Damaskus, der også bor i lejren med sin familie. Hun kom til Libanon i 2012, efter at en raket ødelagde familiens hus og dræbte hendes svoger og to børn.

Hun har otte børn og sidder med gæld til sygehuset, fordi de er kommet til skade, mens de løb og legede i lejren.

En datter mistede en finger, da hun faldt over nogle glasskår, en anden var ved at blive kvalt i et træ, og en tredje blev alvorligt forbrændt. da en gryde væltede – stort set al madlavning foregår over åben ild. Jiha og de øvrige kvinder og deres familier er langtfra de værst stillede syriske flygtninge.

Mistet håb

Andre har det umådelig meget værre og lever helt dernede, hvor der end ikke er overskud til at drømme.

Det gælder for eksempel Fatme Sayad, en 35-årig kvinde fra en landsby ved Aleppo. Hun sidder sammen med sine fem små børn på det møgbeskidte hullede fortov ved en rundkørsel i den sydlige del af Beirut. Den mindste dreng sidder i en klapvogn, to små piger ligger på fortovet, og de to drenge står og hænger op langs en mur.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Dette er intet liv. Der er intet håb, ingen fremtid - intet

Familien flygtede, da Islamisk Stat indtog byen, og de har været i Libanon de sidste to år. De har bogstavelig talt mistet alt. Selv håbet.

Faderen sidder derhjemme, han blev såret i hovedet og ryggen og kan ifølge Fatme stort set intet foretage sig, så hun og børnene tilbringer dagene her med at tigge. På gode dage tjener de 10.000 libanesiske pund, omkring 40 kr.

Børnene går ikke i skole, fordi manden er syg, og Fatme ikke har mulighed for at bringe dem og passe de små samtidig.

»Dette er intet liv. Der er intet håb, ingen fremtid – intet«, siger hun og begynder at græde. »Hvad skal der blive af os – af mine børn. De har intet gjort – og nu sidder vi her«, siger hun og lægger armene om dem.

Imens kører bilerne videre ude på vejen omkring rundkørslen. Ingen standser eller åbner vinduet for at give penge. Alle har travlt – og der er syriske flygtninge overalt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

Forsiden

Annonce