Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
KØ. Migranter venter i morgenkulden på at blive fragtet væk fra grænseposten i Nickelsdorf på den østrigsk-ungarske grænse.
Foto: Muhammed Muheisen/AP

KØ. Migranter venter i morgenkulden på at blive fragtet væk fra grænseposten i Nickelsdorf på den østrigsk-ungarske grænse.

Flygtningestrøm
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tysk indenrigsminister: Vi ser syriske flygtninge, som ikke taler arabisk

I Tyskland kæmper man for at få boliger nok til flygtningene. I Østrig frygter eks-antiterrorchef Islamisk Stat-krigere.

Flygtningestrøm
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tyskland: Næsten hver tredje syriske flygtning kommer i virkeligheden fra andre lande. Det vurderer de tyske myndigheder. »Vi ser forfalskede syriske pas. Der er mennesker, som hævder at komme fra Syrien, men ikke taler ét ord arabisk«, oplyser indenrigsminister Thomas de Maiziere. Han understreger, at det ikke er ensbetydende med, at de ikke kan få asyl, men opfordrer alligevel de tilrejsende til at tale sandt om deres baggrund.

Samtidig vil tyskerne fremskynde sagsbehandlingen for de mange asylansøgere, der kommer fra det vestlige Balkan og som ikke opfylder kravene til at få opholdstilladelse. De sager skal afgøres på en dag, meddeler senator Mario Czaja. Balkanflygtningene har hidtil søgt mod nord i stort antal, fordi de - mens deres asylsager behandles - får sociale ydelser, der ligger over, hvad de kan tjene på et normalt arbejde i hjemlandene Albanien, Kosovo og Montenegro.

CDU's næstformand kritiserer, at nogle delstater udsteder sygesikringskort til de tilrejsende flygtninge uden nogen form for begrænsninger. »Det er rigtigt, at flygtninge får deres medicin. Men hvis vi signalerer, at alle - også dem, der kommer uden at have nogen gyldig grund til at søge asyl hos os - fra dag 1 har ret til alle sundhedsydelser, så begår vi en fejl«, mener Georg Nüsslein.

Oliestater kritiseres for manglende flygtningeindsats

En flygtningeekspert, Michel Konstantin, kræver, at de arabiske lande tager imod flere flygtninge i stedet for at hente store mængder af arbejdstagere fra Indien og Bangladesh. »De har mere jord, de har umådelige finanser og de har en masse arbejdspladser«, lyder hans begrundelse.

Flere steder sultestrejker flygtninge i protest mod de forhold, de mødes af i Tyskland. I byen Greibo er de for eksempel ikke tilfredse med at være indkvarterede i en hal, men kræver i stedet at få lejligheder at bo i.

I Nieheim i Westphalen har lokalmyndighederne opsagt lejere i kommunale ejendomme, så boligerne i stedet kan benyttes til indkvartering af flygtninge. Det er »juridisk problematisk og politisk katastrofalt«, finder lejernes forening og advarer om, at det spiller den tyske befolkning og flygtningene ud mod hinanden.

Trange indkvarteringer giver ballade

De trange forhold giver konflikter flere steder. I Leipzig kom flere hundrede syrere og afghanere op at slås i et asylcenter, hvor 1.800 mennesker bor i en messehal. Det lykkedes først politiet at standse urolighederne, da et stort antal betjente var nået frem.

Og i et center i Baden Württemberg fandt myndighederne slagvågen så som køller og jernstænger, som - frygter politiet - skulle bruges til at gøre modstand mod flytningen af nogle beboere til et andet center.

En CDU-politiker er blevet fortørnet over, at en muslimsk imam nægtede at give hende hånden. Det får hende nu til at kræve, at indvandrerne skal forpligte sig til at overholde de grundliggende værdier i Tyskland. Det har udløst en strøm af klager fra tyske kvinder over mænd og drenge, som ikke vil tale med kvindelige lærere og over kvindelige ekspedienter, som afviser at tale med mandlige kunder i butikkerne. »Vi må spørge: Hvad skal vi overhovedet acceptere?«, mener Julia Klöckner fra CDU.

Et andet aspekt af indvandringen er børnene. Ifølge delstaten Niedersachsens opgørelse er der i øjeblikket 32.716 skolebørn, hvis kendskab til tysk betegnes som ringe eller ikke-eksisterende. Det er børn, der er kommet til landet i det forløbne år - og det giver ifølge kulturminister Frauke Heiligenstadt betydelige udfordringer for skolerne.

Østrig: Tilstrømningen fra syd fortsætter. Siden midnat er der kommet over 6.000 mennesker ind i landet, oplyser migrationsmyndighederne.

En repræsentant for det indvandringskritiske parti FPÖ forlanger, at myndighederne udgiver en arabisksproget 'husorden' for indvandrerne med oplysninger gående fra, at det ikke er i orden at smide affald på gaden til at seksuel chikane af kvinder er uantagelig.

Vi vil se angreb inden for de næste fem måneder.

Den tidligere chef for den østrigske sikkerhedstjeneste, Bundesamt für Verfassungsschutz und Terrorismusbekämpfung, er sikker på, at der er hellige krigere fra Islamisk Stat blandt flygtningene i Europa. »Vi vil se angreb inden for de næste fem måneder«, advarer Gert Polli, der mener at vide, at den tyske efterretningstjeneste er »virkelig desperat« over udviklingen.

»Vi europæere importerer både ofre og gerningsmænd, så vi er nødt til at regne med farlige situationer i asylcentrene«.

Kroatien: Her opretholdt myndighederne indtil i dag en blokade af gods- og personbiltransport fra Serbien, der - mener kroaterne - har skyndt sig at sende migranter og flygtninge til den kroatiske grænse. Serberne havde reageret på blokaden ved at forbyde import af kroatiske varer. Men nu er den ugelange grænselukning afsluttet og trafikken kan atter køre over.

8.500 mennesker kom ind i landet i går, meddeler politiet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tjekkiet: Den tidligere præsident Vaclav Klaus opfordrer til en folkeafstemning eller et fremrykket parlamentsvalg om EU's planer om at tvangsfordele 120.000 asylsøgere. Landets regering har meddelt, at den vil opfylde EU's krav, men det har den ikke mandat til, finder Klaus. Det er »en ekstraordinær situation, som truer vort lands selvstændighed«, mener han.

Grækenland: Den nytiltrådte migrationsminister Yannis Mouzalas venter, at tilstrømningen vil vare ved: »Den bliver ved så længe krigen fortsætter. De bliver kun standset af dårligt vejr«, siger han om de mange, der kommer med småbåde til de græske øer.

Der kom cirka 4.000 til Lesbos onsdag og torsdag.

Sverige: Her overvejer man at bruge landets tomme fængselspladser og militærkaserner som nødløsning for at kunne hjælpe den stigende flygtningestrøm til landet, skriver Reuters her til aften.

Der kommer godt 1.000 flygtninge til Sverige om dagen, og den svenske Justits- og Migrationsminister, Morgan Johansson, oplyste på et pressemøde i dag, at situationen er »presset«.

Den svenske regering arbejder på højtryk for at få lavet en lov, der tvinger alle kommuner til at tage imod flygtninge, da fordelingen, som den foregår nu, er meget skæv, så nogle kommuner tager langt flere, end de har kapacitet til. Derudover arbejder de på at få så mange offentlige institutioner som muligt til at hjælpe til med at finde indkvarteringsmuligheder for flygtningene, her iblandt Kriminalforsorgen og Forsvaret.

I Sverige får de syriske flygtninge automatisk asyl og permanent opholdstilladelse.

EU: Et flertal af medlemslandene er blevet enige om tvangskvoter, hvilket betyder, at protester fra flere østeuropæiske lande er fejet til side. Det gik ikke stille af sig, erkender EU's præsident Donald Tusk.

»Mange lande havde ubehageligheder at sige til andre«, oplyser han om de forhandlinger, som tydeligvis var særdeles karske.

Han forudser, at unionen kan få brug for sit eget grænsekorps for at beskytte sine ydre grænser mod det, han kalder en »overdreven bølge« af migranter. Uden grænsekontrol »har vi ikke nogen migrationspolitik, men snarere totalt kaos«, advarer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Frontex: Den europæiske unions grænseagentur ser lige som tyskerne mange eksempler på, at asylansøgere udgiver sig for at være syrere, selv om det ikke er tilfældet. Det er især afghanere, som forsøger sig. »Vi vurderer, at andelen af falske syriske pas ligger på omkring 10 procent«, meddeler Frontex' talsmand Ewa Moncure.

Unicef: FN's børnefond meddeler, at antallet af børn på flugt er steget med 80 procent i løbet af de seneste måneder. Fra januar til slutningen af juli kom 133.000 mindreårige til Europa.

Kilder: Frankfurt Allgemeine Zeitung, Focus, Rheinische Post, Kurir Zeitung, Kronen Zeitung, Aftonbladet, Dagens Nyheter samt nyhedsbureauerne dpa, AP og Reuters.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden