Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn

indfødt. Jan Månsson har boet hele sit liv i Jägersro. To gange om ugen trisser han over til centret og kommer forbi Migrationsverket og sultestrejkende palæstinensere. Ingen generer ham. Han tror bare ikke, at det er godt for Sverige. Teltene er nu fjernet. Det endte med ballade mellem politi og palæstinensere.

Flygtningestrøm
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nabil nåede sine drømmes mål - Jan tvivler på, at det er godt

Nabil flygtede gennem Europa og undgik at afgive fingeraftryk. Nu er han nået til Sverige. »Jeg er lykkelig«, siger han, da han har afgivet sit fingeraftryk det. Jan Månsson tror ikke, det er godt - hverken for Sverige eller flygtningene.

Flygtningestrøm
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jan Månsson er 72 år. Han går dårligt. I 39 år arbejdede han som buschauffør. Nu har han ondt i ryggen. Derfor støtter han sig til en rollator, når han trisser over til centret i Jägersro lidt uden for Malmø.

MAGASINET

En asfaltjungle, hvor bymidten består af en kolossal parkeringsplads, et lidt nedslidt storcenter, benzintanke, burgerbarer, store veje med megen trafik og en travbane. Herning er pittoresk ved siden af. Det tager ham 20 minutter at gå en kilometer, og derfor er det også kun hver onsdag og fredag, han går fra sin lejlighed ned til centeret.

Her gør han det samme hver gang. Spiller lidt på travheste og køber nogle øl i Systembolaget. Hvis det er godt vejr som i dag med lun oktobersol, sætter han sig på en bænk udenfor.

Politikerne siger, at de skal lære svensk og have arbejde, men der er jo for fan ikke arbejde til svenskerne

På vejen går han forbi Migrationsverket, hvor der denne morgen står 200 flygtninge og migranter og venter på at komme ind og få taget fingeraftryk. På den anden side af vejen har nogle statsløse palæstinensere slået telte op. De kan ikke få asyl, men ingen lande i Mellemøsten vil modtage dem, så de kan ikke sendes hjem. Nu sultestrejker de.

»Palæstinensere i limbo. Her for at bidrage. Ikke for at få bidrag. Vi har intet land. Vi har ingen løsning«, står der på et stort banner. 100 års krig i Mellemøsten eksporteret til en kønsløs vej i Jägersro. Jan Månsson har boet her hele sit liv. Han har ingen familie.

»Ensam«, siger han.

Når han sidder på bænken, drikker han sig nogle gange en »bajser«. Her er han også omgivet af mennesker, der stammer fra andre lande. Mange er unge. De gør ham ikke noget.

»Aldrig! Der er aldrig nogen der har generet mig. Og sygeplejerskerne på sygehuset er også indvandrere. De er kanon«.

Men han tror ikke på projektet. I september søgte 25.000 mennesker asyl i Sverige. Et flertal vil få det. Sverige giver asyl til alle syrere for tiden. Anerkendelsesprocenten for irakere og iranere er over 60 procent. For afghanere er den 76 procent.

»Det er ikke godt. Man kan ikke bare tage alle de mennesker. Politikerne siger, at de skal lære svensk og have arbejde, men der er jo for fan ikke arbejde til svenskerne. Det er klart, at vi skal hjælpe. Men det koster jo penge, og skatten og prisen på cigaretterne stiger. Forleden købte jeg en pakke cigaretter. Den kostede 47 kroner. Dagen efter kostede den 48«, siger Jan Månsson

Lykkelig for at afgive fingeraftryk

På Migrationsverket skal Nabil fra Syrien afgive fingeraftryk. Han er 26 år og kom hertil med sin mor og sin bror og sin søster fra Syrien. De har krydset havet, de har gået ad hede, støvede veje, og ved hver grænse har de frygtet at blive taget. Nu har de nået deres drømmes mål.

I de andre lande har Nabil frygtet for at skulle afgive fingeraftryk. Nu skal han til at afgive sit, og han smiler over hele sit runde ansigt. Politiken må gerne bevidne det. Vi må også gerne skrive hans efternavn, men i Sverige er det en fast regel, at man ikke skriver efternavnet.

Jeg havde venner i Sverige, og de sagde alle, at det var et godt land. Nu tror jeg, at det bliver mit land

Han er ikke bange. Han er glad. Han bliver målt. Han bliver vejet, og han får taget fingeraftryk af en meget venlig mand. Da han har fået det fingeraftryk, han har rejst så langt for at få, tager han lidt forskud på glæderne. I forventningen om at fingeraftrykket bliver til en opholdstilladelse, siger han.

»Nu er jeg lykkelig. Fri. Jeg kan rejse overalt. Jeg behøver ikke længere være bange for, at politiet kommer og spørger, hvor mine papirer er henne«.

Han har boet i flere lande i nærområdet, før han kom hertil. Han læste hotel-management i Syrien og prøvede at gøre uddannelsen færdig i Libanon. Det kunne ikke lade sig gøre, og så besluttede de sig til at flygte.

»Jeg havde venner i Sverige, og de sagde alle, at det var et godt land. Nu tror jeg, at det bliver mit land«.

Det venlige Migrationsverk

Der er 500 ansatte på Migrationsverket i Malmø, og de har aldrig haft så travlt som nu. Men de kender deres opgave. Hver dag, når de møder på arbejdet og tænder for deres computer, bliver de mindet om, hvad deres opgave er. Med hvid skrift på en blå skærm står der.

»Ett Sverige som med öppenhet tar tillvara den globala migrationens möjligheter«.

»Et Sverige som med åbenhed drager fordel af den globale migrations muligheder«. Hvor Udlændingestyrelsens hjemmeside er neutral og hverken afslører, om man som institution er tilhænger eller modstander af flere flygtninge, stiller Migrationsverket sig anderledes an.

Om deres vision står der på hjemmesiden:

»Vi betraktar migrationen som en positiv kraft, något som bidrar till att göra vårt land rikare i ekonomiskt och kulturellt hänseende«.

Det bliver hårdt arbejde. Forleden sagde generaldirektøren for Migrationsverket, Anders Danielsson, at det bliver nødvendigt at skaffe 1.000 nye bosteder hvert døgn:

»Vi er ved at nærme os vejs ende. De pladser, som vi har bedt kommunerne stille til rådighed, kommer vi til at behøve snart. Det drejer sig om gymnastiksale og andre store sale, som anvendes i krisesituationer. Det er ikke den måde, vi plejer at modtage på, men sådan ser situationen ud«.

Integrationsminister Morgan Johansson talte om behovet for national samordning. Der skal muligvis bygges præfabrikerede modelhuse til at rumme 75.000 mennesker.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det, som er til Sveriges fordel, er, at vi i den her svære situation har stærke og organiserede institutioner og mange frivillige, som gør et fantastisk stykke arbejde. Men det bliver et svært efterår. Det kommer til at blive sværere, inden det bliver bedre«, sagde integrationsministeren.

Det var 3. oktober. Noget tyder på, at tusind nye pladser om dagen ikke er nok. I denne uge har omkring 1.500 søgt asyl hver dag.

Generaldirektør Anders Danielsson appellerer nu om akut hjælp fra de svenske kommuner til de 10.000 personer i Migrationsverkets modtagelsessystem, som allerede har opholdstilladelse og sidder fast i de boliger, Migrationsverket har til rådighed. Han tror dog stadig på det svenske system.

»Som det ser ud nu, er det yderst vigtigt, at alle parter klør på og gør, hvad de kan. Hvis vi arbejder sammen, kan vi klare det«, siger Anders Danielsson til Migrationsverkets hjemmeside.

Vi har aldrig oplevet lignende

De mange flygtninge og migranter kommer med tog fra København og med færger fra Tyskland til Trelleborg syd for Malmø.

På havnen i Trelleborg kører busserne om bord på båden. Så går flygtningene ind i busserne, og de fleste bliver kørt til Migrationsverket og det nedlagte hotel her i byen. Det er ombygget til at være et modtagelsescenter og er det eneste europæiske asylcenter af dem, Politiken har set, der er på dansk niveau.

Her er så godt. Det er så organiseret, og svenskerne er meget venlige

Her står Mazen. En ung mand på 23 år, der i Syrien levede af at være fotograf. Han er sammen med sin bror og sin søster og taler godt engelsk. Broren var advokat i Syrien, og de havde tænkt sig at søge asyl i Tyskland, men havde på fornemmelsen, at der var rigtig mange, som søgte asyl der. Derfor tog de færgen til Trelleborg i Sverige. Her blev de hentet af en bus, som kørte ind på færgen. Her gik de ind i bussen, og for to timer siden ankom de til hotellet i Jägersro. Nu skal de til Jönköping.

»Her er så godt. Det er så organiseret, og svenskerne er meget venlige. Vi har ikke oplevet noget lignende på vores rejse«.

På spørgsmålet, hvordan han har det med at skulle afgive fingeraftryk i Sverige, siger han:

»Jeg glæder mig«.

Han er ung, han er velklædt, han taler engelsk. Det arabiske forår endte i krig og kaos. I stedet for et liv i Syrien ser Mazen nu ud til at få et liv i Sverige.

Det koster penge

Det er her, Jan Månsson har boet i 72 år. Nu er han i sit livs efterår, og han trisser ind i centeret og hen til kiosken, hvor han køber tre rækker på en travkupon. Han køber for et bestemt beløb hver onsdag og for et bestemt beløb hver fredag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Travbanen ligger lige ved siden af, men han går aldrig derind. I stedet sætter han sig hjemme og ser løbene i fjernsynet. Det er lidt mere spændende, når man selv har spillet. Da han har købt sine kuponer, går han over i Systembolaget. Her køber han seks øl. Så går han hjem forbi Migrationsverket. Køen er blevet meget mindre.

Systemet Sverige fungerer. Men Jan Månsson tror ikke på det. Han siger det samme flere gange.

»Selvfølgelig skal vi hjælpe. Men politikerne siger, at de skal lære sproget og have arbejde. Men der er jo for fan ikke noget arbejde til svenskerne. Så skal indvandrerne bare sidde der og lave ingenting. Og det koster penge«.

Det har han ret i. Den svenske regering vil bruge to milliarder svenske kroner om året frem til 2019 på flygtningene.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden