Foto: AP. Fotomontage: Lise Mogensen
Foto: AP

Foto: AP. Fotomontage: Lise Mogensen

Amerikansk præsidentvalg 2016

Londons nye borgmester langer ud efter Trump

Trump ved ingenting om Islam, siger den muslimske borgmester.

Amerikansk præsidentvalg 2016

Han har knap været borgmester for en af Europas største byer i en uge, men nu langer han ud efter ham, der kan gå hen og blive en af verdens mægtigste mænd.

Londons nyslåede borgmester, Sadiq Khan, er gået i kødet på Donald Trump, der ser ud til at blive den republikanske præsidentkandidat ved valget i november.

Khan, der er muslim, siger, at valget af ham som borgmester er en lærestreg til Trump og hans brandtale mod islam og opfordrer den demokratiske kandidat, Hillary Clinton, til at lade sig opildne til at fortsætte kampen om nøglerne til Det Hvide Hus.

Ifølge Khan ved Trump »absolut ingenting om islam«, og han er i fuld gang med »at gå ekstremisternes ærinde«, lyder det som reaktion på Trumps forslag om blandt andet et midlertidigt forbud mod muslimers indrejse i USA i kølvandet på terrorangrebene i Paris sidste år.

»Daesh, ISIS, disse fyre, de hader det faktum, at jeg er blevet Londons borgmester. Hvorfor? Fordi det taler imod deres forestilling om, at vestlige liberale idéer er uforenelige med islam«, siger han til New York Times. Den 45-årige Sadiq Khan bruger desuden lejligheden til også at stikke sin modstander under borgmestervalgkampen, den konservative Zac Goldsmith, en lige højre. Khan hævder, at Goldsmith valgte at gå den samme vej som Trump, og at valgkampen forsøgte at splitte fremfor at samle Londons borgere.

»Men London valgte sammenhold fremfor splittelse og afviste frygtens politik«, siger han og peger på, at borgmestervalget bør give Hillary Clinton endnu mere blod på tanden.

»Det, vi har vist, og som jeg håber, at Hillary og andre i USA er klar over, er, at håb trumfer frygt«, siger han.

Ingen undtagelse, tak

Sadiq Khan, som stammer fra Pakistan og er den første muslimske borgmester for en vestlig hovedstad nogensinde, understreger overfor CNN, at han ikke håber, at Donald Trump bliver den næste amerikanske præsident.

»Det vil være et valg af en, der ikke blot forsøger at splitte jeres samfund i USA, men som forsøger at splitte USA fra resten af verden. Det er ikke det Amerika, som jeg kender og elsker. Jeg håber ikke, den fyr vinder«, siger han og understreger, at Trump gør USA til et mindre sikkert land.

Donald Trumps uvidenhed om islam kan gøre begge vores lande mindre sikre

»Donald Trumps uvidenhed om islam kan gøre begge vores lande mindre sikre - han risikerer at fremmedgøre moderate muslimer verden over«, siger han.

Trump, der foruden det midlertidige indrejseforbud, som han dog har blødt lidt op ved at understrege, at det blot var et forslag, har foreslået overvågning af moskeer og etableringen af en database for alle muslimer, der bor i USA, har tilbudt at gøre en undtagelse for Khan og lade ham komme ind i USA, hvis han får magt, som han har agt.

»Der vil altid være undtagelser«, siger han ifølge BBC og understreger, at han er glad for, at Sadiq Khan skal lede London.

»Jeg håber, han gør det godt, for det vil være meget, meget godt«, siger han. Men den slags særbehandling preller af på Khan, der kalder det »latterligt«, kun at ville åbne grænserne for ham.

»Pointen er, at det ikke kun handler om mig. Det handler om mine venner, min familie og alle, der kommer fra en baggrund som min. Det handler om det budskab, der sendes afsted fra det mægtigste land i verden. Jeg tror ikke, at Donald Trump har forstået Amerikas historie«, siger han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce