Kilde: AP

Amerikansk præsidentvalg 2016

Michelle Obama: »Når de andre sænker niveauet, så hæver vi det«

USA’s populære førstedame sendte slet skjulte giftpile mod republikanernes Donald Trump på demokraternes konvent.

Amerikansk præsidentvalg 2016

For otte år siden stod hun ved sin mands side, da han besejrede Hillary Clinton ved det demokratiske primærvalg.

Men da Michelle Obama i nat talte ved det demokratiske konvent, hyldede hun Clinton for at være en rollemodel for alle kvinder.

»Jeg ser mine børn, to smukke sorte kvinder, der leger med hunden på Det Hvide Hus’ græsplæne. Takket været Hillary tager mine døtre og alle andre døtre det nu for givet, at en kvinde kan blive USA’s præsident«, sagde Obama, mens en storsmilende Bill Clinton klappede fra VIP-loungen af den kvinde, han muligvis snart skal afløse.

Rollemodel for alle USA's børn

Michelle Obama er an af de mest populære figurer i Det Demokratiske Parti og fik en stormende modtagelse på det demokratiske konvent i Philadelphia. Hun talte med udgangspunkt i at se sine børn vokse op i Det Hvide Hus.

»Jeg kan huske første gang, jeg så dem stige ind i de der store biler fuld af store, bevæbnede mænd, på vej til skole. Deres ansigt presset mod vinduet. Jeg kunne ikke tænke andet end, hvad er det dog, vi har gjort?«, sagde Obama.

Men som præsident er man ikke blot et forbillede for sine egne børn - man er en rollemodel for alle USA’s børn.

»Det her valg handler om, hvem der skal have magten til at forme vores børn i de kommende fire eller otte år. Der er kun én kandidat i dette valg, jeg tør overlade det ansvar, kun én der er virkelig kvalificeret: Det er vores ven, Hillary Clinton«, sagde Obama.

DOKUMENTATIONSe hele Michelle Obamas tale her

Skjulte angreb på Trump

Førstedamer afholder sig pr. traditionen fra direkte angreb på politiske modstandere, og hun nævnte ikke Donald Trump med et ord. Men der var igen tvivl om adressen, da Obama advarede mod de billeder, børn ser af politikere i fjernsynet.

»Vi insisterer over for vores døtre på, at alt det had, de hører fra politikere på tv, ikke repræsenterer det sande USA. Vi har lært dem, at hvis nogen i skolen mobber, så skal man ikke gå ned på deres niveau. Når de andre sænker niveauet, så hæver vi det«.

Eller som hun sagde på engelsk: »When they go low, we go high!«

Og skulle nogen af de knap femtusinde delegerede i Wells Fargo Center i Philadelphia fortsat have været i tvivl, var ingen det længere, da Obama henviste til de 140 maksimale karakterer på Twitter, som er blevet Donald Trumps foretrukne kommunikationsmiddel.

»Den præsident, jeg ønsker for mine piger og for alle børn, skal være en, der forstår, at ting ikke er sort-hvide. De kan ikke koges ned til 140 karakterer. Hvis man skal have nøglerne til atomvåbnene, nytter det ikke noget, at man er ømskindet eller har en tendens til at lange ud efter alt og alle«, sagde Obama, mens salen viftede med de udleverede »Michelle«-skilte.

LÆS OGSÅ

Der lå måske også en lille opfordring til de mange skuffede Bernie Sanders-tilhængere i salen, da Michelle Obama fortalte om sin beundring for Clintons stædighed efter valgnederlaget.

»Hun blev ikke vred eller desillusionoeret. Hun pakkede ikke sammen og gik hjem. For hun vidste, at det handlede om mere end hende. Det, jeg beundrer allermest ved Hillary, er, at hun aldrig bryder sammen under pres«, sagde Michelle Obama.

Onsdag holder Præsident Obama sin store afskedstale til sit parti, og her kan Hillary Clinton regne med endnu en varm retorisk omfavnelse fra Obama-familien.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden