Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Britisk labyrint: Derfor kan Cameron fare vild i Europa næste år

Analyse. Blindgyderne er mange, når briterne i 2016 sætter alt på et bræt for at få ændret EU-medlemskabet. Eller sætter kurs mod exit.

Hjertet af Europa
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det føles næsten absurd at skrive det i de sidste dage af et år, der har været så usædvanlig turbulent for Europa som 2015. Men næste år kan gå hen og blive det mest dramatiske i det europæiske samarbejdes historie.

Det kan det, fordi et af de største, rigeste og militært stærkeste medlemslande nu i selv den mest forsigtige analyse reelt risikerer at forlade unionen på et tidspunkt, hvor EU i forvejen er mere sårbar end nogensinde på grund af krisen om flygtninge og grænsekontrol.

Problemet er, at Cameron har gjort ét bestemt krav til den symbolske barriere, der skal kunne standse hele 'Brexit'-toget. Og det krav er uacceptabelt

Af en række kalendermæssige og politiske grunde (primært valgene i Tyskland og Frankrig) virker det ikke sandsynligt, at David Cameron vil vente til 2017 med Storbritanniens folkeafstemning om EU. Britiske medier har længe kredset om juni eller september 2016 som de mest realistiske tidspunkter.

Efter en lang og livlig debat blandt alle de 28 medlemslandes ledere på et topmøde, der sluttede fredag, har den britiske premierminister og hans europæiske kolleger nu sat sig næste års første EU-topmøde 18.-19. februar som mållinje.

Det skeptiske tog står klar til afgang

Derfor har både Cameron og hans forhandlingspartnere travlt nu, hvis de skal nå at standse det godstog fyldt med folkelig skepsis og nationalromantisk retorik, der allerede er ved at vinde momentum i retning af Storbritanniens exit.

Alle de europæiske ledere siger, at det er umådelig vigtigt at beholde Storbritannien i Den Europæiske Union – inklusive David Cameron selv. Men han siger også, at i tilfælde af en utilfredsstillende ny aftale om det britiske medlemskab, så kan premierministeren ikke engang selv anbefale et ja ved folkeafstemningen.

Som i alle den slags forhandlinger er der naturligvis et element af taktik og spil for galleriet. Af hensyn til alle skeptikerne derhjemme er Cameron nødt til at give indtryk af, at han ikke vil give sig for nemt. Og EU kan på sin side ikke holde til, at det åbenlyst ser for let ud at vælge og vrage i fællesskabets forpligtelser.

Men problemerne stikker langt dybere end som så. Efter de europæiske lederes fire timer lange debat sent torsdag aften, som begyndte med en 40 minutter lang tale fra Cameron, tegner der sig nogle meget store forhindringer for en aftale.

En gangsti og mange blindgyder

Specielt i spørgsmålet om at fratage udenlandske EU-borgere visse sociale rettigheder i Storbritannien har den britiske leder bevæget sig ind i en labyrint, som det ikke er sikkert, han kan finde ud af i løbet af de næste to måneder.

Selv sagde Cameron efter denne uges topmøde, at han nu kan skimte en »gangsti« gennem genforhandlingens minefelt. Mange andre ledere gjorde også, hvad de kunne for at komme med positive og uforpligtende lyde.

Det er jo ikke sådan, at rumænere og bulgarere vælter ind i landet i tusindvis hver dag for at voldtage den britiske velfærdsstat, selv om man godt kunne få det indtryk, når man læser de britiske tabloidaviser

Men det kan ikke skjule, at der lige nu ser ud til at være langt flere blindgyder end gangstier for premierministeren.

I den pakke af krav, som briterne skitserer, er der mange generelle ønsker om at gøre EU mindre bureaukratisk og mere effektivt og demokratisk, som ikke provokerer nogen synderlig meget.

Andre lidt sværere krav som undtagelse fra traktatens målsætning om »stadig tættere union« og bedre garantier for indflydelse til medlemslandene uden for euroen bør også kunne opfyldes med lidt god vilje og diplomatisk snilde.

Britisk krav om social undtagelse

Problemet er, at Cameron – presset af de britiske nationalister og af de mange skeptikere i hans eget parti – har gjort ét bestemt krav til den symbolske barriere, der skal kunne standse hele ’Brexit’-toget. Og det krav er uacceptabelt.

Cameron har konkret lovet sine vælgere, at udenlandske arbejdere fra andre EU-lande (læs: østeuropæere) skal fratages retten til forskellige offentlige løntilskud, som staten i Storbritannien giver til særlig lavtlønnede borgere.

Og han har lovet, at den ret skal tages fra dem i de første fire år, de bor i landet, selv om de har arbejde og betaler deres skat som alle andre.

Lige præcis det hovedkrav er så åbenlyst i strid med EU’s grundlæggende regler om ligebehandling af unionsborgere, at det vil kræve en traktatændring at acceptere det. Men ingen andre end briterne ønsker traktatændringer lige foreløbig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det ville i øvrigt tage så lang tid, at det ikke giver mening i forhold til tidsfristen for den britiske folkeafstemning, selv hvis den blev udskudt til 2017.

Tvivl om »den danske model«

En anden mulighed for den britiske regering kunne være at indføre regler, der fratager alle borgere retten til disse løntilskud i fire år, inklusive britiske statsborgere. Så er der jo ingen diskrimination. Men den tanke er for længst droppet af frygt for de hjemlige vælgeres vrede.

Derfor taler folk i Bruxelles nu igen om en løsning i stil med den danske Edinburgh-aftale i 1992 om forbeholdene.

Premierministeren kan næste år stå i en situation, hvor han enten må anbefale et nej - eller risikere at tabe sin folkeafstemning, hvis han anbefaler et ja

Det kunne give Storbritannien et løfte sort på hvidt fra de andre lande om, at det britiske ønske vil blive skrevet ind i traktaten på et senere tidspunkt.

Men det kan også meget vel vise sig at være en blindgyde, af mindst tre grunde:

For det første ændrer sådan en aftale ikke på kort sigt det faktum, at den britiske forskelsbehandling vil være ulovlig i EU. For det andet er det slet ikke sikkert, at især de østeuropæiske regeringer vil skrive under på det løfte. For det tredje vil det næppe blive opfattet som en troværdig garanti af de skeptiske britiske vælgere.

Nødbremse til et land, der ikke er i nød

Endnu en model, som EU-kommissione forsøger at sende i spil, er skabelsen af en slags 'nødbremse', der kunne tillade ethvert medlemsland at påberåbe sig retten til midlertidigt at begrænse adgangen for indvandrere fra de andre EU-lande i særlig kritiske situationer.

Problemet med den model er, at det ville være Bruxelles, der vurderede, hvornår et land står i en særlig situation, der retfærdiggør at bruge nødbremsen. Og reelt står Storbritannien ikke i nogen nødsituation.

Det er jo ikke sådan, at rumænere og bulgarere vælter ind i landet i tusindvis hver dag for at voldtage den britiske velfærdsstat, selv om man godt kunne få det indtryk, når man læser de britiske tabloidaviser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nødbremsen ligner derfor endnu en blindgyde for manden fra Downing Street nummer 10.

Dermed tyder meget på, at David Cameron kan blive tvunget til at droppe sit mest symbolske og præcise krav til EU-partnerne, hvis han vil have alt det andet i den britiske reformpakke.

Premierministeren kan derfor næste år stå i en situation, hvor han enten må anbefale et nej – eller risikere at tabe sin folkeafstemning, hvis han anbefaler et ja.

Storbritanniens premierminister har lovet en folkeafstemning om EU, hvis han vinder valget. Men kan briterne bare vælge og vrage, og hvordan kan det inspirere Danmark? Kilde: politiken.tv/ Thomas Lauritzen, Peter Vintergaard

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden