Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tvekamp. Norbert Hofer (t.h.) fra det østrigske Frihedsparti, FPÖ, tabte præsidentvalget på målstregen til den grønne politiker Alexander Van der Bellen. Men resultatet var så tæt, at højrenationalisten Hofer lige så godt kunne have vundet.
Foto: Ronald Zak/AP

Tvekamp. Norbert Hofer (t.h.) fra det østrigske Frihedsparti, FPÖ, tabte præsidentvalget på målstregen til den grønne politiker Alexander Van der Bellen. Men resultatet var så tæt, at højrenationalisten Hofer lige så godt kunne have vundet.

Hjertet af Europa
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Oprør fra det yderste højre: Lettelsen blandt Europas ledere kan blive kortvarig

Analyse. Selv om højrenationalisterne tabte på målstregen, symboliserer Østrigs præsidentvalg et opgør med Europas politiske midte.

Hjertet af Europa
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nyheden om, at en grøn universitetsprofessor slog højrenationalisternes fremstormende kandidat på stregen i Østrigs præsidentvalg, havde næppe nået at forlade Wien, før Frankrigs regeringsleder tastede løs på Twitter.

»En lettelse at se østrigerne afvise populismen og ekstremismen«, sukkede Manuel Valls og tilføjede:

»Enhver bør tage ved lære af det i Europa«.

Den vigtigste lære fra det østrigske præsidentvalg er, at ingen af landets store, gamle partier overhovedet var til stede i anden runde

Den sidste sætning var utvivlsomt tænkt som en advarsel til den franske nationalistleder, Marine Le Pen, om at hun ikke skal komme for godt i gang.

Men den lynsnare og meget politiske reaktion fra Valls får på en måde sendt det modsatte signal.

Den afslører, hvor tæt den franske regeringsleder – eller i det mindste de rådgivere, der bestyrer hans twitterkonto – har fulgt den østrigske valggyser. Og hvor nervøse, Frankrigs etablerede politikere er for at se historien gentage sig, når det bliver de franske vælgeres tur til at vælge præsident næste forår.

Nervøsiteten i Paris er forståelig, og den deles i mange andre hovedstæder.

Både i Frankrig og i en række andre europæiske lande, inklusive Danmark, har de etablerede partier til højre og venstre for det politiske centrum god grund til at frygte et folkeligt opgør med deres dominans.

Næsten halvdelen stemte på højrenationalist

Når Manuel Valls og andre regeringsledere på tværs af kontinentet ser lidt nærmere på det østrigske resultat, så har de ikke den store anledning til at føle sig lettede.

Ganske vist var den grønne Alexander Van der Bellens sejr udtryk for, at et snævert flertal af de østrigske vælgere ønskede at forhindre kandidaten fra det yderste højre, Frihedspartiets Norbert Hofer, i at indtage landets højeste embede. Men sejren var næsten forsvindende lille, og resultatet afslører en dyb splittelse i det østrigske samfund og en stor mistillid til både de etablerede politiske partier og det europæiske samarbejde.

Folk føler, at man ikke lytter til dem længere. Vi har behov for en ny politisk kultur

Kun godt 30.000 stemmer adskilte de to kandidater i den fintælling, der nu tillader den 72-årige humanist, pragmatiker og EU-tilhænger Van der Bellen at blive sit lands statsoverhoved med 50,3 procent af stemmerne.

De fleste af hans stemmer kom fra vælgere, der var mere interesserede i at blokere Hofer end i at vælge Van der Bellen.

Alligevel stemte næsten halvdelen af østrigerne på Frihedspartiets kandidat. Det var næsten et tilfælde, at Norbert Hofers kampagne mod indvandrere og EU ikke gjorde ham til præsident.

Traditionelle partier blev dømt ude

Resultatet demonstrerer en gabende kløft mellem de veluddannede byboer, som især stemte på Van der Bellen, og arbejderne og folk i provinsen, som i vidt omfang hellere ville have haft Norbert Hofer.

Men den vigtigste lære fra det østrigske præsidentvalg er, at ingen af landets store, gamle partier overhovedet var til stede i anden runde af valget.

Både socialdemokraterne og de konservative, som har regeret Østrig stabilt i generationer, blev elimineret i første rundes brogede felt med mange forskellige alternative kandidater.

I en vis forstand stod den endelige tvekamp mellem to outsidere, der hver på sin måde markerede et oprør mod efterkrigstidens dominerende politiske bevægelser i Østrig og resten af Europa.

»Folk føler, at man ikke lytter til dem længere. Vi har behov for en ny politisk kultur«, advarede Alexander Van der Bellen selv, da hans snævre sejr var i hus.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Formanden for det østrigske Frihedsparti (FPÖ), Heinz-Christian Strache, virker ikke synderligt skuffet over, at hans kandidat blev slået på målstregen.

»Vi har skabt begyndelsen på et stort politisk kursskifte i Østrig og i Europa«, sagde han i går.

Stormen fra Europas yderste højrefløj

Forskellige nationalistiske, populistiske eller patriotiske partier og bevægelser har i årevis haft en stigende medvind, som Europas flygtningekrise og grænseproblemer er ved at gøre til en storm.

Vi har skabt begyndelsen på et stort politisk kursskifte i Østrig og i Europa

Både i Ungarn og i Polen har nationalkonservative partier sat sig tungt på magten ved hjælp af populistiske og indvandrerfjendske budskaber – men også godt hjulpet på vej af vælgernes skuffelse over de traditionelle partier, der tog over efter Jerntæppets fald.

Men det er på ingen måde en udvikling, der begrænser sig til Central- og Østeuropa. Både i Holland, Tyskland og de nordiske lande har indvandrerfrygt og mistillid til de etablerede, midtsøgende partier givet nationalisterne en styrke, der ikke er set siden Anden Verdenskrig.

Selv om FPÖ’s Norbert Hofer tabte med nogle ganske få stemmer, så varsler Østrigs præsidentvalg en ny politisk æra i Europa. En politisk virkelighed, hvor også vælgerne i de rigeste og hidtil mest stabile EU-lande søger et opgør med det etablerede.

Frankrigs nationalister vejrer morgenluft

Det er et nyt politisk landskab, hvor Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl sagtens kan blive Danmarks næste statsminister, hvis han beslutter sig for det.

Og hvor formanden for Front National, Marine Le Pen, har en reel chance for at blive Frankrigs præsident næste år.

Lige nu tyder meget på, at de traditionelle partier til både højre og venstre går lige så splittede og svækkede ind i den franske valgkamp, som deres søsterpartier i Østrig gjorde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Le Pen har derfor gode muligheder for at gå videre til anden valgrunde i maj 2017 og skabe et politisk brag, der bliver meget større end det østrigske. For uden Frankrig er der ikke noget EU.

Set fra Front Nationals synspunkt er læren fra Østrigs præsidentvalg ikke, at højrenationalisterne tabte. Men derimod, at de lige så godt kunne have vundet.

»Det beviser, at det er muligt for en patriotisk kandidat at vinde flertal«, siger Front Nationals næstformand, Florian Philippot, som er Marine Le Pens chefstrateg:

»Nu er det kun et spørgsmål om tid, før den nationale suverænitet vender tilbage«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden