Boss. Luxembourgeren Jean-Claude Juncker overtog magten i EU-kommissionen sidste efterår.
Foto: Thierry Charlier/ASSOCIATED PRESS

Boss. Luxembourgeren Jean-Claude Juncker overtog magten i EU-kommissionen sidste efterår.

Feature

Mundkurv: Frygt skaber tavshed i Junckers butik

Folk er blevet bange for at tale med medier, erkender en række anonyme kilder fra EU-kommissionen. Eksperter advarer om, at Jean-Claude Juncker er ved at falde over sine egne ben med gammeldags politisk kommunikation.

Feature

Der var vild forvirring i det internationale pressekorps den onsdag eftermiddag sidst i februar, da Jean-Claude Juncker igen tog både de europæiske medier og store dele af sin egen organisation med bukserne nede.

Hundreder af korrespondenter var ved at forberede artikler og indslag om den strategi for en energiunion, som kommissionen havde fremlagt kort forinden.

EU-hovedstadens danske journalister sad midt i en briefing med konkurrencekommissær Margrethe Vestager om det vigtige energiforslag, da mobiltelefonerne begyndte at bippe med noget helt andet: at selv samme kommission pludselig ganske uventet havde vedtaget endnu en gang at lade Frankrig slippe for strafprocedurer på trods af landets gentagne brud på EU’s budgetregler.

Det er naivt at tro, at man kan kontrollere kommunikationen på den måde, som kommissionen er begyndt på

Beslutningen om Frankrig og to andre eurolande med budgetproblemer var ventet med spænding, fordi den har betydning for euroreglernes troværdighed.

Men kommissionen havde selv kommunikeret, at det problem først skulle på dagsordenen to dage senere. Derfor var medierne dårligt forberedt på at håndtere nyheden. Det samme var dele af kommissionens eget embedsapparat, inklusive EU-repræsentationerne i de 28 medlemslandes hovedstæder, der heller ikke havde fået noget forvarsel fra Bruxelles.

»Folk var dybt frustrerede. Det var en typisk Juncker: Ud med det, så jeg kan styre det hele«, siger en kilde i kommissionen.

Kun en håndfuld talsmænd

I lighed med flere andre interne kilder, Politiken har talt med, ønsker vedkommende ikke at stå frem med navn af frygt for de mulige konsekvenser. Det er nemlig ikke velset at kritisere den topstyrede og meget politisk bevidste kommunikation, som er blevet hverdagen i Bruxelles, siden Jean-Claude Junckers hold overtog magten i kommissionen sidste efterår.

Men ingen af kilderne er i tvivl om, at det var en bevidst handling fra topchefen og hans nærmeste medarbejderes side at overraske så mange som muligt ved at rode den ømtålelige nyhed om Frankrigs budget sammen med energiunionen.

Der har været tidligere eksempler. Som da Juncker pludselig dukkede uanmeldt op til et pressemøde midt i november, efter at han i en hel uge havde dukket sig for pressens spørgsmål om skattely-skandalen LuxLeaks.

Eller da kommissionen senere samme måned nægtede at oplyse tid og sted for offentliggørelsen af et stort forslag om en europæisk investeringsfond, der ellers skulle være et flagskib for kommissionens plan om at skabe vækst og job i Europa.

Den slags er blevet kendetegnende for et EU-system, som Juncker ønsker at gøre »mere politisk«, og hvor der skal kommunikeres »mindre, men bedre«.

Det har blandt andet medført en reform af kommissionens talsmandstjeneste, hvis styring nu er blevet flyttet helt op til kommissionsformanden selv og hans meget magtfulde kabinetschef, tyskeren Martin Selmayr.

Resultatet er, at de, der ved noget om sagerne, ikke tør sige noget. Og de, der må sige noget, de ved ikke nok. Det er måske i Junckers og Selmayrs interesse. Så kan de styre det hele. Men er det i EU's og borgernes interesse?

Kun en lille håndfuld talsmænd har nu lov til at tale med medierne, og alt skal godkendes i toppen. »Resultatet er, at de, der ved noget om sagerne, ikke tør sige noget. Og de, der må sige noget, de ved ikke nok. Det er måske i Junckers og Selmayrs interesse. Så kan de styre det hele. Men er det i EU’s og borgernes interesse?«, siger en kilde.

En anden centralt placeret kilde i kommissionen påpeger, at Martin Selmayr sidste år var chef for Junckers politiske kampagne for at blive EU-chef. Samme bånd kan findes hos de fleste andre i den lille gruppe mennesker omkring formanden, der nu reelt styrer kommissionens information til offentligheden.

Den nye cheftalsmand, grækeren Margaritis Schinas, har for eksempel tidligere siddet i Europaparlamentet for Jean-Claude Junckers egen konservative og kristdemokratiske politiske familie, EPP.

Blandt medierne i Bruxelles er det blevet bemærket, at informationen bliver styret anderledes håndfast end under den tidligere kommission, der var ledet af portugiseren José Manuel Barroso.

Blandt de positive ændringer er, at kommissærerne selv er mere til stede i kommissionens presserum. Til gengæld er der meget længere imellem de generelle pressemeddelelser, og det sker jævnlig, at kun udvalgte journalister fra de største medier bliver inviteret til fortrolige briefinger, mens andre må ringe forgæves til forskræmte embedsmænd med mundkurv på.

»Juncker og Selmayr har tydeligvis deres egen strategi. Det har de lov til«, siger formanden for den internationale pressesammenslutning i Bruxelles, API, den tyske korrespondent Tom Weingaertner.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er ikke vores opgave som journalistorganisation at forholde os til deres politiske linje. Men vi må insistere på, at det ikke forringer mediernes arbejdsvilkår. Og det har vi gjort«, siger han.

Også forskere i kommunikation og medier er bekymrede over udviklingen.

Det er ikke vores opgave som journalistorganisation at forholde os til deres politiske linje. Men vi må insistere på, at det ikke forringer mediernes arbejdsvilkår. Og det har vi gjort

»Det er naivt at tro, at man kan kontrollere kommunikationen på den måde, som kommissionen er begyndt på«, siger Claes de Vreese, professor i politisk kommunikation ved Amsterdams Universitet.

»Det er særlig uheldigt for en institution i EU-systemet at vælge denne kommunikationsstrategi, for borgerne har i forvejen en oplevelse af, at der er en kløft mellem systemet og borgerne. Denne strategi er næppe den rette til at lukke en sådan kløft«, siger han.

Små medier er chanceløse

Den anerkendte hollandske professor advarer om, at nutidens medielandskab ikke tillader, at man styrer, hvad alle på alle niveauer i organisationen siger udadtil.

»Det er en top-down-model, hvor man forsøger at styre og strømline kommunikationen oppefra i organisationen. Man kan sætte et meget stort spørgsmålstegn ved, om det er den rette strategi i 2015«, siger professor de Vreese. Han vurderer, at det giver en skævvridning af mediedækningen af EU-spørgsmål, hvis journalister ikke kan tale med embedsfolk.

»Det betyder, at kun store mediehuse med ressourcer til selv at grave oplysninger frem kan komme bag facaden. Små medier vil nu få endnu sværere ved at dække EU som område«, siger de Vreese.

På Roskilde Universitet advarer professor i journalistik Mark Ørsten også om, at netop en institution som EU-kommissionen opfattes som lukket og topstyret.

»Kommissionen har i forvejen rollen som skurk i den offentlige debat. Det image fodrer kommissionen kun selv med denne strategi – i en tid, hvor EU bestemt ikke er elsket«, siger Ørsten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

EU står lige nu på et vigtigt sted i sin historie, hvor Europa langsomt er på vej ud af en dyb økonomisk krise, og der er masser af problemer at løse.

Mens EU fører tilsyn med flere områder end nogensinde, har tilliden til institutionerne været faldende i mange lande fra 2007 til i dag, påpeger Claes de Vreese.

»Det her løser ikke tillidsmanglen. Det risikerer at virke stik modsat«, siger han:

»Det ville være langt bedre at sige: Her er en vigtig politisk debat om, hvilket Europa der skal komme ud af krisen. Jo mere information, des bedre. Det nytter ikke, at man vil styre al information oppefra. Det er kortsigtet at tro, at det kan skabe større tillid til EU. I stedet vil det nu blive en del af debatten, at kommissionen forsøger at styre debatten«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

  • 
    Arkitekt Jørn Utzon viser prototype på etfamiliehus i 1969.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?
    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?

    Henter…

    I dag er der premiere på dokumentarfilmen ’Jørn Utzon – manden & arkitekten’ om den dansker, der bl.a. tegnede Sidney-operaen: En bygning, der regnes med blandt det 20. århundredes mest ikoniske bygningsværker. Men hvordan endte Jørn Utzons hjertebarn, operaen i Sidney, som hans livs tragedie? Og hvorfor frøs danske arkitekter ham siden ud?

Forsiden

Annonce