Demonstrationer. Titusindvis af mennesker demonstrerede til aften i Tyskland.
Foto: Markus Schreiber/AP

Demonstrationer. Titusindvis af mennesker demonstrerede til aften i Tyskland.

Europa

Modstandere af Pegida: Nej, I er ikke folket!

Demonstrationer imod anti-islamisterne endte med sammenstød i Tyskland.

Europa

Det måtte gå galt. Og det gjorde det så i aften i Leipzig i den østlige del af Tyskland. Her stødte en demonstration for bevægelsen Pegida, der er imod islamisering af de tyske og europæiske samfund, og en moddemonstration sammen, så sten og andre genstande fløj gennem luften og over 35 mennesker kom til skade.

Ifølge politiet i Leipzig deltog 4.800 mennesker i den lokale afdeling af anti-islamiserings bevægelsen, som i Leipzig kalder sig Legida, mens hele 30.000 var med i moddemonstrationen.

Strid på bannere

Demonstranterne mod Legida i Leipzig bar bannere, der direkte vendte sig mod anti-islamiseringsbevægelsens anvendelse af det gamle kampråb i DDR forud for Murens fald i 1989: »Wir sind das Volk!«

»I er måske folkelige... Men I er ikke Folket! Til alt held for Aftenlandet«, stod der blandt andet at læse på bannere med henvisning til betegnelsen Aftenlandet, som henviser til det gamle, kristne Vesten og som Pegida-bevægelsen har taget til sig.

Demonstrationerne i Leipzig blev opløst af politiet, da det endelig lykkedes at få adskilt de to grupperinger.

Overdøvet af pibekoncert

Også i Berlin kom demonstrationerne for og imod Pegida, som i hovedstaden kalder sig Bärgida, tæt på hinanden uden, at det dog udløste voldsomme sammenstød. I Berlin demonstrerede 4.000 mennesker ifølge avisen Berliner Morgenpost mod blot 400 Bärgida-demonstranter. Det lykkedes for moddemonstranterne at overdøve talerne hos Bärgida med en højlydt pibekoncert, så tæt var parterne på hinanden.

I Dresden, hvor Pegida-bevægelsen har sine rødder og startede mandags-demonstrationerne i oktober sidste år, mente bevægelsens grundlægger, Lutz Bachmann, at der i aften var hele 40.000 med i en rekordstor march gennem byen.

I sidste uge mødte 18.000 op, men opfordringen til at komme med blomster og sørgebind til ære for ofrene for terrorattentatet i Paris i sidste uge, har tilsyneladende fået mange flere med i optoget. Det til trods for, at nogle af de efterladte til ofre på det satiriske magasin Charlie Hebdo i Paris udtrykkelig havde frabedt sig solidaritet fra Pegida.

Kom til os, muslimer

Endnu engang understregede Lutz Bachmann, at Pegida ikke er imod hverken indvandrere eller muslimer. Han kom oven i købet med en opfordring:

»Alle I muslimer, som er integrerede i det tyske samfund, kom og støt Pegida!«

Flere tyske medier havde dog et mere behersket deltagerantal, ifølge eksempelvis Bild og ugemasinet Spiegels hjemmeside var der omkring 15.000 til demonstrationen i Dresden.

Endnu engang har den tyske bundesregering meldt klart ud imod Pegida. Den tyske justitsminister Heiko Maas gav i løbet af mandagen udtryk for, at arrangørerne, »hvis de havde den mindste smule anstændighed«, ville aflyse mandagens marcher. Fordi, som den socialdemokratiske justitsminister udtrykte det: »ofrene for terroren i Paris ikke har fortjent at blive udnyttet til sådan en hetz«.

Norsk sympati-march

Også bundeskansler Angela Merkel, der tidligere i sin nytårstale - uden at nævne Pegida ved navn - fik lagt afstand til bevægelsen, udtalte sig på en voldsom mandag i Tyskland. På et pressemøde gentog den tidligere bundespræsident Christian Wulffs ord: »Islam hører til i Tyskland«

Ikke desto mindre har Pegida-marcherne bredt sig til andre lande.

I den norske hovedstad Oslo blev den første mandags-march i solidatiret og sympati med den tyske moderorganisation. Ifølge initiativtageren, Max Hermansen, gik 200 med i optoget, flere med store norske flag. En journalist fra norsk TV2 med pakistanske rødder, som forsøgte at interviewe deltagere i marchen blev mødt med racistiske forbandelser som »muslim-djævel« og »indvandrerlort«, skriver avisen Aftenposten.

Mandag aften slog angsten for terror til i den berlinske undergrund, da politiet lukkede undergrundsstationen Oranienburger Tor efter fundet af en mystisk papkasse. Det viste sig dog efter grundig undersøgelse, at kassen var ganske harmløs.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce