Foto: Markus Schreiber/AP
Europa

Hidsig diskussion mellem politi og minister efter masseovergreb

Tysk indenrigsminister kritiserer politi efter voldsomme episoder i Køln.

Europa

De voldsomme overgreb på mindst 90 kvinder i Køln nytårsnat, begået af en stor gruppe mænd af nordafrikansk eller arabisk udseende, har vakt stor harme i Tyskland, hvor debatten nu raser på flere fronter.

Indenrigsminister Thomas de Maizière kritiserer politiet hårdt for den mangelfulde indsats på den centrale plads mellem hovedbanegården og den berømte domkirke i Køln, hvor - ifølge øjenvidner på pladsen - hundredevis af mænd dækkede over de gerningsmænd, som uhindret fik lov at antaste, befamle og stjæle fra kvinderne.

»Først ryddede politiet pladsen og da de her begivenheder senere udspandt sig, ventede man bare på nødopkald (i stedet for at gøre noget aktivt, red.). Sådan kan politiet ikke arbejde«, sagde en vred indenrigsminister, politiets øverste chef, Thomas de Maizière til tv-stationen ARD i morges.

Forstår ikke glad meddelelse

Ministeren undrer sig over, at politiet i Køln nytårsmorgen udsendte en pressemeddelse om en »fredelig og festlig nytårsaften« i byen og forlanger, at der hurtigt sker anholdelser i sagen. Indtil videre har politiet dog ikke anholdt en eneste af gerningsmændene, hvis antal, der også er stor uenighed om.

Vidner på pladsen oplevede, at der var et sted melelm 500 og 1500 yngre mænd af arabisk eller nordafrikansk udseende til stede og at de fleste af dem skubbede, fyrede raketter og kanonslag ind i mængden af nytårsglade tyskere i forsøg på at sprede den og isolere kvinderne, som nogle af dem så antastede.

Ifølge politiet i Køln er det dog svært at sige, hvor mange af den store gruppe, som egentlig deltog i overgrebene, hvor kvinder blev overgramset, revet i tøjet og fik frastjålet punge og telefoner. En enkelt anmeldelse af de foreløbig 90, politiet har modtaget fra kvinder, handler om en form for voldtægt.

Politiet afviser kritik

Kritikken fra indenrigsministeren afvises »uanstændig« af formanden for en af de tyske fagforeninger for politifolk, Deutschen Polizeigewerkschaft, Rainer Wendt.

»De politifolk, der egentlig gør tjeneste i Køln, har i månedsvis været sendt på andre opgaver og inddraget i overvågningen af grænsen til Østrig i Bayern«, siger Rainer Wendt til radiostationen Hessischen Rundfunk.

Han og andre politifolk efterlyser bedre og mere moderne videoovervågning på centrale pladser og banegårde, der vil kunne hjælpe politiet med at identificere gerningsmænd. Den slags udstyr vil blive sat op ved hovedbanegården i Køln, inden karnevallet i byen i næste måned, har byens borgmester lovet.

Politichefen i Køln, Wolgang Albers, afviser ligeledes, at politiet ikke var opgaven voksen. Ifølge ham var der ligefrem flere politifolk på den centrale plads end forrige nytårsaften. Politichefen opgjorde på et pressemøde tirsdag antallet af gerningsmænd til omkring 1.000. Mændene samlede sig ved stationen, mange af dem var stærkt berusede, hvorfor politiet lidt før kl. 1 nytårsnat bestemte sig for at rydde pladsen.

Organiseret sexkriminalitet

Mange af mændene af arabisk eller nordafrikansk udseende fik dog lov at genindtage den i mindre grupper og så startede chikanen. tyverierne og overgrebene mod kvinder. Ifølge Wolfgang Albers og mange andre ledende politifolk i Tyskland er der tale om en ny og organiseret form for sexbetonede forbrydelser i landet. Også i byerne Hamborg, Stuttgart og Bielefeld har politiet fået anmeldelser om lignende episoder, dog med langt færre gerningsmænd og ofre.

Flere ledende politikere i Tyskland advarer stærkt mod at bruge overfaldene til at generalisere og kritisere flygtninge og indvandrere.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce