fantom. På baggrund af vidneudsagn har tysk politi fået fremstillet denne fantomtegning af Burkhard Garweg.
Foto: Polizei Wolfsburg

fantom. På baggrund af vidneudsagn har tysk politi fået fremstillet denne fantomtegning af Burkhard Garweg.

Europa

Tidligere RAF-terrorist glemte at maskere sig under røveri

Tre tidligere tyske terrorister menes at være desperate efter penge til deres liv under jorden.

Europa

Efter at have levet i skjul under falske identiteter i 30 år, er en trio af tidligere topterrorister fra den venstreorienterede organisation, Rote Armee Fraktion, pludselig dukket op igen med ny kriminalitet i Tyskland. Men måske har Daniela Klette (57), Ernst-Volker Staub (61) og Burkhard Garweg (47) mistet deres håndelag? I hvert fald er to røveriforsøg mod pengetransporter gået galt, og politiet har fået masser af spor efter trioen fra RAF, som ellers var kendt for netop aldrig at efterlade sig spor.

Ved det sidste røveriforsøg i Wolfsburg i december, som de tre topmedlemmer af den tredje og sidste generation af RAF-terrorister sættes i forbindelse med, 'glemte' en af dem, formentlig den yngste Burkhard Garweg, oven i købet at maskere sig. Derfor har politiet nu ud fra vidneudsagn kunnet fremstille en fantomtegning, som formentlig er ganske vellignende. Med mindre manden har nået at skifte udseende siden da.

DNA i flugtbil

Det var efter et ligeledes mislykket røveriforsøg på en VW-pengetransport uden for et supermarked ved Bremen i sommer, politiet opdagede dna-spor, som fører til de tre tidligere topterrorister, i deres fundne flugtbil. Ved supermarkedet skød de svært bevæbnede gerningsmænd mod pengetransporten i forsøg på at true personalet i VW'en til at lukke dørene op og give dem pengene.

Da det mislykkedes, tog trioen flugten til en nærliggende skov, hvor man forsøgte at brænde bevismateriale, men efterlod sig dna, såkaldte »genetiske fingeraftryk«.

Onsdag aften oplyste politikommissær Jürgen Hage i tv-programmet 'Aktenzeichen XY', at en af gerningsmændene bag røveriforsøget ved Wolfsburg 28. december, ikke bar maske. Det er formentlig Burkhard Garweg, men kan også være Ernst-Volker Staub.

Derfor kunne politiet i tv-programmet, der også bød på en rekonstruktion af det brutale røveriforsøg i Bremen, præsentere den nye fantomtegning. Efter udsendelsen har politiet modtaget 100 henvendelser fra folk, der mener at have oplysninger, der kan være med til at opklare sagen og føre til anholdelse af de tre tidligere terrorister. Nogle af opkaldene kom fra borgere, som mener at have set eller ligefrem kendt de tre terrorister. De har i realiteten levet 'under jorden' siden 1990.

Foto: Polizei Wolfsburg

Gemte sig i DDR

Indtil da havde det tidligere styre i DDR gemt flere efterlyste RAF-terrorister. Da Muren faldt, og Tyskland var genforenet, valgte mange RAF-folk at leve anonymt i undergrunden, hvilket mange fortsatte med efter terrororganisationens officielle opløsning i 1998.

Eksperter i Tyskland, blandt dem den tidligere chefanklager i flere sager mod RAF-medlemmer, Klaus Pflieger, der også har skrevet bøger om organisationen, mener ikke, at trioen er på vej mod nye terror. Kriminaliteten skal ganske enkelt forsyne dem med penge til at gå ind i en slags pensionisttilværelse under jorden.

»Det er ikke let at leve stilfærdigt og totalt anonymt under jorden, og da slet ikke i 30 år. De har ingen mulighed for at have et arbejde eller at tjene penge på lovlig vis«, siger han til tv-stationen ZDF.

Sidste gang trioen, så vidt det er bekendt i offentligheden, skaffede sig penge ved kriminalitet, var i 199l, da den røvede 1,1 millioner D-Mark fra en pengetransport. Men midlerne fra den forbrydelser er formentlig brugt op, vurderer eksperterne.

»Det er ikke let at leve stilfærdigt og totalt anonymt under jorden, og da slet ikke i 30 år«

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg går ud fra, at Garweg, Staub og Klette lever i ubemærkethed, muligvis et sted i Nordtyskland. Måske bor de sammen, endda med en hund«, sagde kriminalkommissær Jürgen Hage i tv-programmet og henviste til, at der var fundet hundehår i en af gerningsmændenes flugtbiler.

Lever sikkert i højhuse

Andre eksperter mener, at trioen kan have slået sig ned i Schweiz, som angiveligt var et populært gemmested for RAF-terrorister på et tidspunkt. Ifølge den tidligere anklager Klaus Pflieger, er det mest sandsynlige, at de tre tidligere terrorister bor i et højhus-kompleks i en storby, hvor man »ikke kender eller har kontakt med naboerne - det vil passe dem bedst«.

Men indtil videre ved ingen, hvor de aldrende eks-terrorister befinder sig. Politiet i Tyskland er dog sikre på, at de inden alt for længe ser sig nødsaget til at forsøge et nyt røveri for at komme til penge, så de kan se frem til en økonomisk sikker alderdom i deres skjul.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce