Med inspiration fra Monty Python forklarer vi den britiske EU-ballade. Kilde: Politiken / Kristian Jensen og Thomas Lauritzen

Europa

Det er langt fra kun briterne, der er blevet trætte af EU

Ny international meningsmåling tyder på, at utilfredsheden med EU er endnu større i Frankrig end i Storbritannien.

Europa

Hvis det ikke var briterne, men i stedet franskmændene, der om to uger skulle til folkeafstemning om landets EU-medlemskab, så er det ikke godt at vide, hvad resultatet ville blive.

Hvis man skal tro en ny, stor paneuropæisk meningsmåling på tværs af 10 medlemslande, så kunne rigtig mange franske vælgere måske godt finde på at melde sig ud. Og det er de ikke ene om.

EU oplever nu igen et skarpt dyk i offentlig støtte i en række af de største medlemslande

»Briterne er ikke de eneste, der er i tvivl om EU. Unionens image og status har i de senere år været på en rutsjebanetur på tværs af Europa«, lyder det fra Bruce Stokes, direktør i det uafhængige amerikanske analyseinstitut Pew.

»EU oplever nu igen et skarpt dyk i offentlig støtte i en række af de største medlemslande«, konstaterer Stokes på basis af svarene fra over 10.000 europæere fra nord til syd, som i maj blev spurgt af Pew om deres holdning til samarbejdet.

I gennemsnit erklærer et snævert flertal på 51 pct. sig stadig positivt stemt over for EU, men næsten lige så mange – 47 pct. – erklærer sig negative. Og gennemsnittet dækker over en voldsom stigning i negativ opfattelse blandt især grækerne, franskmændene og spanierne.

Adspurgt om de føler sig mest positive eller mest negative over for EU, så svarer næsten tre fjerdele af grækerne og næsten to tredjedele af franskmændene, at de er negative. I Spanien er det 49 pct., mens »kun« 48 pct. af de notorisk skeptiske briter svarer negativt.

Franskmænd mister troen på EU

Antallet af adspurgte, der erklærer sig positivt stemt over for EU, er faldet skarpest i Frankrig og Spanien siden en Pew-måling i 2015 (henholdsvis 17 og 16 procentpoint).

Men selv i Tyskland er støtten faldet med hele 8 procentpoint siden sidste år.

Blandt de testede lande er støtten til EU størst i Polen og Ungarn, som ellers begge har stærkt EU-skeptiske regeringer.

I virkeligheden er det regeringernes egen skyld, at EU reagerer for lidt og for sent på tidens store problemer

Ikke mindst de franske regeringspolitikere er stærkt bekymrede over den stadig mere EU-skeptiske holdning blandt mange af de vælgere, som allerede næste forår skal vælge en ny præsident for landet.

»Det paradoksale er, at lederne nu er ved at blive bange for EU på grund af deres vælgeres stigende skepsis. Men i virkeligheden er det regeringernes egen skyld, at EU reagerer for lidt og for sent på tidens store problemer, fordi medlemslandene ikke kan blive enige om fælles løsninger«, siger Yves Bertoncini, direktør for den franske tænketank Notre Europe.

Folkene bag Pews undersøgelse påpeger, at den økonomiske krise og den græske gældskrise i årevis har skadet EU’s omdømme. Men holdningerne var faktisk begyndt at gå i en mere positiv retning igen sidste år. Lige indtil Europas flygtningekrise for alvor slog igennem.

Stor utilfredshed med asylpolitik

»Meget af utilfredsheden med EU blandt europæerne kan tilskrives håndteringen i Bruxelles af flygtningesituationen. I hvert eneste af de testede lande er der overvældende utilfredshed med håndteringen af det problem«, konstaterer Pew.

I en særskilt måling erklærer to tredjedele af hollænderne sig utilfredse med EU’s reaktion på flygtningekrisen, og Holland er det mest positive af de 10 lande.

Både i Polen, Ungarn, Spanien og Italien er tre ud af fire af de adspurgte utilfredse med EU’s håndtering af flygtninge.

I frontlinjestaten Grækenland, som har været ankomststed for langt de fleste bådflygtninge sidste efterår, erklærer hele 94 pct. sig utilfredse med asylpolitikken.

Oppe mod nord står det ikke meget bedre til i Sverige, som er et af de lande, der har taget imod flest asylsøgere.

88 pct. af svenskerne i målingen svarer, at EU har klaret flygtningekrisen dårligt.

Danmark er ikke omfattet af Pews undersøgelse.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce