Den samme sætning går igen og igen i Europas største flygtninge- og migrantlejr, der har tilnavnet ’junglen’ og ligger i den nordfranske havneby Calais: »Hvad skal der blive af os?«.
Og frygten gælder ikke mindst de mange uledsagede børn, som myndighederne lover at tage hånd om, men hvoraf mange ifølge flere flygtninge allerede har forladt lejren.
Rydningen af lejren begynder i dag, når 60 busser kører de første af de 6.400 flygtninge, som officielt befinder sig i lejren, til midlertidige flygtningecentre rundt omkring i Frankrig.
1.200 bevæbnede betjente er mobiliseret ud over de omkring 2.000, der allerede befinder sig i området, og belgisk politi er klar til at fange eventuelle ’afhoppere’ fra busserne, som forsøger at overskride grænsen.
Men trods frygten for fremtiden, kulden under teltene, volden og pløret på engen mellem klitterne og en grusvej ønsker mange at blive.
29-årige Salman fra Afghanistan, som Politiken mødte, kort før politiets aktion skulle gå i gang, peger selv på paradokset.
»’Junglen’ er et helvede. Den er en skamplet på Frankrig og hele Europa. Jeg har boet i noget, vi kalder et telt, men som bare er en presenning på pæle, i over et halvt år. Men vi vil ikke væk, for vi ved ikke, hvad der venter os«.
Han frygter at blive sendt tilbage til Afghanistan.
»Det er helt udelukket. Jeg har familie i Manchester, og jeg har brugt alle mine sparepenge og penge fra familien til rejsen hertil. Rygterne siger, at nogle af os skal helt ned til Pyrenæerne. Men jeg kommer tilbage, for det er her fra Calais, jeg har den bedste chance for at komme til England«.
Han vil stige op i en af busserne, men han overvejer »at stå af undervejs«. Andre siger rent ud, at de vil gøre modstand, og de kan regne med støtte fra de omkring 200 medlemmer af organisationen ’No Border’, som kræver fri adgang for flygtninge til Europa, og som har været i slagsmål med politiet både i Calais og Menton ved den fransk-italienske grænse.
Frygt for børnene
Salmans gode ven Hamid hører til dem, som har taget imod tilbuddet om en plads i en af de opvarmede containere, som myndighederne installerede tidligere på året, da en del af ’junglen’ blev ryddet.
»Jeg og to andre lavede en aftale med ledelsen af flygtningecentret ved siden af om, at vi tager os af tre drenge på 12 og 14 år, som boede i lejren alene. Deres brødre hoppede på en lastvogn til England, men det var alt for risikabelt at udsætte drengene for det, så nu er de her«, fortæller Hamid.
Omkring 1.300 uledsagede børn befinder sig i området, og de franske myndigheder har i de seneste uger forhandlet med den britiske regering om at overføre børnene til Storbritannien.
I sidste uge accepterede briterne 60 børn med familie i Storbritannien. 60 såkaldt ’svagelige og udsatte’ børn forlod Calais med retning mod Dover i weekenden, og regeringerne i de to lande forhandlede i går om yderligere 500.
Men mange frygter, at mange børn allerede har forladt ’junglen’. Politiken så lørdag eftermiddag tre grupper af større børn alene inde i byen, hvilket ifølge Hamid, der er tidligere lærer i Jalalabad i Afghanistan, ikke er et godt tegn.
Hvad sker der, hvis jeg bliver sendt mod nord, og børnene bliver sendt mod syd?
Hamid, afghansk lærer
»Det er netop det, vi har advaret mod«, siger han med henvisning til tidligere begivenheder: Da regeringen ryddede en del af ’junglen’ tidligere på året, forsvandt mindst 130 uledsagede børn sporløst.
Politiken havde mødt flere af dem kort tid før, da de spillede fodbold på en mark over for indgangen til flygtningecentret Jules Ferry, og ingen af dem havde kontakt med myndighederne.
Grupper vil ikke spredes
Ifølge Hamid har de fleste børn i dag fast kontakt med voksne. Men nu er alt usikkert.
»Hvad sker der, hvis jeg bliver sendt mod nord, og børnene bliver sendt mod syd? De vil helt sikkert ikke blive et sted, hvor de ikke kender nogen landsmænd, de har tillid til. Så vil de bare stikke af. Hvorhen? Vi kan kun håbe på, at de ikke havner i kløerne på folk, som vil misbruge dem«.
Inde i ’junglen’ går den samme vending igen: »Vi skal holde sammen«. Og det er nemt at forklare, fastslår sudaneren Jamal.
»Her i ’junglen’ holder vi os for os selv. Vi sudanere klarer os, fordi vi holder sammen. Nu risikerer vi at blive spredt for alle vinde, og vi bliver anbragt steder, hvor vi ikke er velkomne«, siger han.
