Det Sydkinesiske Hav kan blive centrum for en kold krig mellem Kina og USA

Dai Bingguo har i et par årtier været en af de mest magtfulde mænd i kinesisk udenrigspolitik. Han er egentlig gået på pension, men i sidste uge blev topdiplomaten sendt til Washington for at levere et budskab fra regeringen Beijing.

Og Dai Bingguo lagde ikke fingre imellem, da han angreb den kendelse, som selv kineserne regner med vil gå dem imod ved Den Internationale Domstol i Haag i dag. Her har USA’s allierede Filippinerne lagt sag an i den penible strid om de vigtige områder i Det Sydkinesiske Hav, hvor flere nationer mener, at Kina gør uretmæssigt krav på havområder langt fra landets grænser.

»Ingen lande bør på nogen måde følge kendelsen, og i særdeleshed er der ingen, som skal forsøge at tvinge Kina til at gennemføre den. Og Filippinerne burde tales fra at provokere Kina. Ellers vil Kina ikke bare se passivt til«, sagde Dai Bingguo i sin tale, som han holdt for en række analytikere og eksperter fra tænketanke.

Filippinernes sagsanlæg kom efter flere års strid om Scarborough Shoal. Det er et klippeskær 220 kilometer fra den filippinske kyst og cirka fem gange så langt til Kina, som kineserne også hævder retten til. Samtidig var Kina begyndt opbygningen af en lang række kunstige øer og militære baser i Det Sydkinesiske Hav. I 2012 stødte flådefartøjer fra de to lande sammen flere gange, og året efter opgav Manila diplomatiet og gik til domstolen i Haag.

Meget mere end et koralrev

Det vigtigste ved dagens kendelse er, hvordan kommunistpartiet i Beijing kommer til at reagere på den. Reaktionen vil afsløre, hvilken retning Kina som nation vil udvikle sig i. Om verdens mest folkerige nation er på vej til at blive en global stormagt, der accepterer internationale konventioner og institutioner som FN. Eller om det er en bølle med global rækkevidde, der laver sine egne regler.

For Kina og Filippinerne drejer det sig om langt mere end de koralrev og klipper i Scarborough Shoal, hvis højeste punkt kun lige når op over havoverfladen.

Det drejer sig om nogle af de vigtigste fangstområder for fiskeri, der fylder meget i den filippinske økonomi og for regeringen i Beijing, der hver dag skal brødføde en befolkning på 1,35 milliarder mennesker. Men det handler især om den mulige forekomst af især naturgas og olie, som er en af de vigtigste grunde til, at Kina gør krav på cirka 90 procent af området i Det Sydkinesiske Hav.

Og ikke mindst handler det for Beijing om plads. Om territorium. Og det er en kamp, der kan få globale konsekvenser.

Det Sydkinesiske Hav er også et af verdens mest trafikerede farvande, der har nogle af de vigtigste ruter for kommerciel skibstrafik fra eksempelvis Asien og til Europa. Kina har ingen interesse i at stoppe og kontrollere skibstrafikken. Det ville kunne skade økonomien, for meget af trafikken går til og fra Kina og de kinesiske fabrikker.

Derimod er det den militære skibsfart i området, som Beijing vil have kontrol over, for navigationsfriheden på havene gælder ikke kun for olietankere og containerskibe, men også for eksempelvis amerikanske hangarskibe. Derfor kan Det Sydkinesiske Hav ende som centrum for en kold krig mellem Kina og USA. Filippinerne er militært allieret med USA, og derfor kan den amerikanske flåde blive trukket ind i en konflikt med kinesiske fartøjer.

Hvad vil Filippinernes Trump?

Det er usandsynligt, at der bliver tale om en decideret krig. Men med en optrappet konflikt og stadig flere fly og flådefartøjer i området stiger risikoen for tilfældige sammenstød og uheld, der kan eskalere og komme ud af kontrol. Kina har en historik med krigshandlinger i Det Sydkinesiske Hav. I januar 1974 gik Vietnam og Kina i krig over de ubeboede Paraceløer, og 70 vietnamesiske soldater døde i konflikten. De to lande stødte sammen igen i 1988. Denne gang var det over Spratleyøerne, hvor 60 vietnamesiske soldater døde.

En af de seneste nye ubekendte i ligningen om en koldkrigslignende tilstand er, hvad Filippinernes nye leder vil gøre ved konflikten.

Den nationalistiske Duterte kan bedst betegnes som en fillippinsk udgave af Donald Trump. Under valgkampen sagde Duterte, at han ville sætte sig på et par jetski og ræse ud for at plante det filippinske flag på de omstridte klipper. Men han har senere sagt, at han vil have direkte forhandlinger med Kina om konflikten. Beijing foretrækker klart det sidste. Også i forhold til andre lande, som Beijing har territoriale stridigheder med. Kommunistpartiet står bedre, hvis man kan spille flere lande ud mod hinanden.

Men der kan gå lang tid, før Beijing reagerer på kendelsen fra Haag. Der vil komme hårde afvisninger fra kommunistpartiet, men egentlige handlinger vil først ske, når præsident Xi Jinping og partiet har set, hvordan omverdenen – især Filippinerne, Japan, Sydkorea, Rusland og USA – reagerer.

Kina har ratificeret FN's havretskonvention, og tribunalets kendelse er bindende for begge parter, men omvendt har domstolen ingen bemyndigelse til at håndhæve den. Så hvad sker der, hvis Beijing ikke har lyst til at spille efter internationale spilleregler og konventioner?

Intet fra de seneste par årtier tyder på, at etpartistatens dårlige opførsel – som det for eksempel bliver opfattet fra omverdenen i forhold til støtten af Nordkorea og menneskerettighederne i Kina – har fået konsekvenser for regeringen i Beijing. Ingen lande vil tale om for eksempel sanktioner eller straffe, for med et marked på 1,35 milliarder forbrugere har Kina økonomiske muskler, som er langt vigtigere end dets militære.

En straf som mod Norge?

I første omgang vil Beijing måske synes, at hensynet til de territoriale krav i Det Sydkinesiske Hav er vigtigere end dets internationale omdømme. Man vil fortsætte udbygningen af de kunstige øer og patruljerne. Og man vil måske straffe Filippinerne ved at gøre det sværere for filippinske virksomheder i Kina. En straf, som Beijing også brugte mod Norge, da forfatteren Liu Xiaobo blev tildelt Nobels Fredspris i 2010. Forholdet har været på køl siden.

Kinas globale omdømme vil lide stor skade, for det næste naturlige spørgsmål bliver, om FN's havretskonvention blot er den første af andre internationale spilleregler, som Beijing ikke har lyst til at følge. Og hvad vil omverdenen gøre ved en kolos som Kina, der ikke spiller efter de samme regler som de fleste andre?