Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Østersø-flåden. Krigsfartøjer fra den russiske flåde ligger forankret, mens soldater går rundt i byen Baltijsk tæt på Kaliningrad.
Foto: Thomas Heine

Østersø-flåden. Krigsfartøjer fra den russiske flåde ligger forankret, mens soldater går rundt i byen Baltijsk tæt på Kaliningrad.

Rusland
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

93-årig russisk krigsveteran: Vi vil kun fred, men vi er klar til kamp

Nato’s kommende beslutning om at stationere bataljoner i Polen og Baltikum vækker vrede i den russiske eksklave. Men ikke frygt.

Rusland
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nina Demesjeva var 18 år gammel, da Adolf Hitler 22. juni 1941 brød ikkeangrebspagten med Josef Stalin og angreb Sovjetunionen. De følgende fire år tilbragte hun som sygeplejerske ved fronten – bl.a. i Voronesj, i Stalingrad (der i dag hedder Volgograd) og i Ukraine – før hun i oktober 1945 flyttede til den krigshærgede by ved Østersøen, som dengang endnu hed Königsberg, hovedbyen i det af Sovjetunionen erobrede Østpreussen.

Syv årtier senere bor hun stadig i byen og provinsen, der siden 1946 har heddet Kaliningrad, og som i dag er en russisk eksklave omgivet af Nato-landene Polen og Litauen.

Nina Demesjeva er ikke begejstret for den aktuelle situation, hvor Nato har påbegyndt etableringen af en missilforsvarsbase i Polen, få hundrede kilometer fra Kaliningrad, og hvor den vestlige militæralliance på sit topmøde i Warszawa 8.-9. juli ventes at træffe den endelige beslutning om at sende roterende bataljoner med bl.a. amerikanske, britiske og danske soldater til såvel Polen som de tre baltiske lande.

Specielt bekymret er hun dog heller ikke.

»Vores præsident, Vladimir Vladimirovitj Putin, gør alt for, at verden ikke skal opleve en ny krig«, forsikrer Nina Demesjeva.

»Men hvis den kommer, er vi parate«, tilføjer den 93-årige krigsveteran, som i anledning af 75-årsdagen for nazisternes angreb er trukket i en brun uniformsjakke dækket af medaljer for – sammen med andre krigsveteraner og unge russere – midt om natten at marchere mod et krigsmindemærke i Kaliningrad, sætte lys og lægge blomster.

Nina Demesjevas bemærkninger er typiske for stemningen i Kaliningrad op til Nato-topmødet. Her råder en vis irritation, en vis vrede og en vis forbløffelse over udstationeringen af Nato-tropper i nærområdet, men på ingen måde panik.

»Efter den russiske militæroperation i Syrien og efter en hel række af militærøvelser, som er gennemført her, er den indre følelse af sikkerhed meget høj«, siger Aleksej Vysotskij, en ’patriotisk’ orienteret sociolog i Kaliningrad.

»Folk er betydeligt mere bekymrede over inflation og faldende indkomster end over sikkerhedssituationen. En stor del af befolkningen har familiemæssige bånd til militæret, og Kaliningrad-borgerne føler sig i høj grad overbevist om, at dette område er godt beskyttet«, konstaterer han.

Nedrustning og oprustning

Hele Kaliningrad blev under den kolde krig regnet som militært område og var frem til 1992 lukket for udlændinge og for mange sovjetborgere. Siden Sovjetunionens opløsning er der sket en betydelig nedrustning, og ifølge en analyse udarbejdet af forskere fra det respekterede britiske militære analysecenter IHS Jane’s er antallet af soldater i regionen faldet fra 85.000 til 15.000, antallet af kampfly og -helikoptere fra 240 til 80 og antallet af kampvogne fra 620 til 200, mens antallet af flådefartøjer er faldet knap så drastisk.

»Den nuværende rolle for de russiske styrker i Kaliningrad er hovedsagelig konventionel afskrækkelse. I lyset af deres størrelse, udstyr og formåen bibringer de imidlertid kun eksklaven det minimalt acceptable sikkerhedsniveau«, hed det i analysen, der blev lavet op til en sikkerhedskonference i Riga i november sidste år.

Eksperterne fra Jane’s konkluderede, at der ikke er bevis for nogen »usædvanlig opgradering« af de russiske styrker i Kaliningrad, men at deres antal er stabiliseret og deres kampstyrke skærpet takket være nye fartøjer og våben såvel som en kraftigt øget øvelsesaktivitet.

Dertil kommer, at det avancerede jord til luft-missilsystem S-400 har været permanent opstillet i regionen siden 2012. Og at offensive Iskander-missiler, der kan bestykkes med atomvåben og nå f.eks. København, mindst to gange er blevet sendt midlertidigt til Kaliningrad i forbindelse med øvelser.

Den gængse vurdering blandt russiske og vestlige militæreksperter er, at Rusland vil stationere Iskander-missiler permanent i Kaliningrad i løbet af de kommende år, hvad enten det bliver som svar på Nato-bataljonerne i Polen og Baltikum, eller – mere sandsynligt – når missilforsvaret i Polen efter planen er i funktion i slutningen af 2018.

»Der er en meget høj grad af sandsynlighed for, at Iskander-missiler vil blive stationeret i Kaliningrad. Men Iskander er vort es i spillet om missilforsvar og Nato-aktivitet omkring vore grænser. Vi må bruge det klogt. Der er et stort spil i gang, og vi vil ikke smide kortet med det samme. Vi vil spille det, når Rusland mest behøver det politisk«, siger Ivan Konovalov, direktør for tænketanken Center for Strategiske Konjunkturer i Moskva, til Reuters.

»Det er ikke Ruslands skyld«

Selve byen Kaliningrad giver i dag ikke noget videre militariseret indtryk ud over et par militærakademier og et væld af krigsmindesmærker. Men kører man rundt i regionen, er der mængder af militærinstallationer, nogle nedlagte og nogle i brug.

En raketbase gemt bag høje mure dér. Et træningscenter for faldskærmstropper inde i skoven dér. Og i byen Baltijsk, hvor Østersø-flåden har sin base, ligger krigsfartøjerne side om side, mens uniformerede flådesoldater og officerer spadserer rundt i gaderne.

»Hvis nogen virkelig vil have krig, er det bare at komme an, så skal de nok få svar på tiltale. Men hvem har brug for krig? Nogle politikere måske, men ikke folket, hverken russere eller polakker eller litauere eller danskere«, siger Sergej, 24 år, der sammen med sin 42-årige kollega Andrej bruger en fridag fra arbejdet på en lokal fiskefabrik i Baltijsk til at fiske efter rødspætter fra en mole i byen.

Som stort set alle i Kaliningrad benægter de, at Rusland selv skulle være skyld i Nato’s oprustning.

Krim, som Rusland annekterede i 2014, har ’altid været russisk’. Revolutionen i Kijev var ikke nogen folkelig opstand, men ’et kup iværksat af vestlige efterretningstjenester’. Rusland er ikke part i krigen i det østlige Ukraine, som i stedet står mellem ukrainske fascister og undertrykte etniske russere, hedder det. At Rusland skulle have ambitioner om igen at underlægge sig Baltikum eller Polen, betegnes som nonsens.

Der er en meget høj grad af sandsynlighed for, at Iskander-missiler vil blive stationeret i Kaliningrad

Samtidig pointerer næsten alle, at de trods øget oprustning ikke forventer noget egentligt sammenstød mellem Rusland og Nato.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi klarede os gennem den kolde krig, så hvorfor i alverden skulle vi slås nu? Vi rejser ofte til Polen for at købe ind, og sidste sommer var vi i Litauen på ferie. Jeg har ikke indtryk af, at nogen ønsker krig der heller«, siger Svetlana Sidorova, en 42-årig modebutiksejer, som har taget sin 13-årige søn, Denis, med ind for at se de historiske udstillinger på ’Fort nummer fem’; et i en ring af forter, der blev opført rundt om Königsberg i 1870’erne.

Udstillingerne har hovedfokus på sovjetiske triumfer og tab under Den Store Fædrelandskrig, men hylder også – hvilket langtfra altid er tilfældet i Rusland – allierede bidrag såsom britiske luftangreb på Königsberg i august 1944. Der er tilmed en separat udstilling om ’Tyskere mod Hitler’ fra pastor Martin Niemöller til Claus von Stauffenberg, der forsøgte at myrde Hitler i juli 1944.

Planlægger Nato et angreb?

Nato’s forsikringer om, at missilforsvaret er et værn mod Iran, og at bataljonerne i Polen og Baltikum skal ses som en ’snubletråd’ for en russisk aggression, vækker ringe genklang i den russiske debat.

I en del russiske medier er der jævnligt påstande om, at Nato planlægger en angrebskrig mod Rusland lig med Hitlers i 1941. I et magasinprogram på årsdagen for Hitlers angreb bragte en af de førende, statskontrollerede russiske tv-kanaler et kort, som sammenlignede truslen fra Tyskland 22. juni 1941 med truslen fra Nato 22. juni 2016.

Der er lagt op til ballade mellem Joe fra Nato og Ivan fra Rusland. Kilde: Politiken / Rune Pedersen, Kristian Jensen og Jacob Svendsen

Frants Klintsevitj, næstformand for forsvars- og sikkerhedsudvalget i det russiske parlaments overhus, hævdede for nylig, at 10 tidligere sovjetiske militærbaser i Baltikum er ved at blive gjort klar til et amerikansk ’Prompt Global Strike’ mod Rusland. Og at missilforsvarsanlægget i Polen reelt er et skalkeskjul for opstillingen af offensive Tomahawk-krydsermissiler.

»Det er oplagt, at Nato bruger Rusland som skræmmebillede, og måske er det gunstigt for os at bruge Nato som skræmmebillede«, siger sociologen Aleksej Vysotskij.

»Vi har valg i september. Og ligesom polakker, estere og litauere hævder, at Rusland snart vil angribe dem, er der også hos os radikale fyre, som bruger en tilsvarende politisk retorik. Jeg tror ikke, at præsidenten eller forsvarsministeren lægger planer mod et overraskelsesangreb fra Nato. Rusland er for stort til, at noget sådant er muligt. Ligesom Nato og EU er for store til, at det ville være muligt fra Ruslands side. Vi er dømt til at leve ved siden af hinanden. Jeg tror, at nervøsiteten vil aftage om fem eller syv eller ti år, og at vi igen vil lære at stole på hinanden«, siger han.

Nato er rykket for tæt på

Samtidig understreger Vysotskij, at Rusland har været nødt til at opruste, fordi Nato siden Sovjetunionens opløsning er rykket tættere og tættere på, således at Kaliningrad nu er omringet af Nato-lande. Ikke mindst fordi de enorme tab under Anden Verdenskrig står så stærkt i erindringen i Rusland, vil man gøre alt for at undgå en ny storkrig, siger han og mange andre. Men måden at undgå det er at sætte sig i respekt militært.

»Det er ikke os, der har udvidet vore grænser til kanten af den tidligere Warszawa-pagt. Det er hen mod os, de fremmede baser er kommet«, påpeger han.

POLITIKEN MENER

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Valerij Jegorkin, en 55-årig statstjenestemand, der deltager i Kaliningrads officielle ceremoni i anledning af årsdagen for Nazitysklands angreb, er inde på samme spor.

»Selvfølgelig hilser vi det ikke velkommen, at Nato stationerer styrker i vort nærområde. Hverken vi eller de stater, der er rundt om os, har brug for denne våbenskramlen«, siger han.

»Nogen ønsker at vise sin styrke, men vi er ikke bange. Og jeg håber, at man forstår, at hvis det kommer til stykket, har vi også væbnede styrker«, siger Valerij Jegorkin.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden