To til tre personer angreb i nat dansk tid et center for udviklingshæmmede i den amerikanske delstat Californien. Kilde: Ritzau

USA

»Kuglerne ramte vores hus«

Beboere og vidner til de to dramatiske skudepisoder onsdag i San Bernardino er chokerede. Og føler sig usikre.

USA

»Hvad ved du? Vi får ingenting at vide!« Izhamar Contreras står bag disken på Shell-tanken på hjørnet af Orange Show Road og Waterman Avenue, der ligger kun få hundrede meter fra rehabiliteringscenteret Inland Regional Center, hvor 14 mennesker onsdag blev ofre i en af USA's værste skudmassakrer.

»Der har været politifolk herinde hele dagen, men ingen fortæller os noget. Der kom en FBI-agent ind for at få vores overvågningsvideoer, da skudkampen med gerningsmændene brød ud, og jeg kunne høre skuddene over hans radio, men så slukkede han.«, siger hun til Politiken. »Min mor bor lige om hjørnet fra, hvor det skete og er så chokeret, at hun ikke kan tale. Så det er meget frustrerende ikke at vide, hvad der foregår.«

Contreras er ikke alene med fornemmelsen af ikke at vide, hvad der præcist foregik i løbet af onsdag i San Bernardino, cirka 100 kilometer øst for Los Angeles. Det er en faktatåge, der først vil lette senere. De lokale forsøger at stykke en forståelse sammen af de tragiske begivenheder, baseret på de små brudstykker af dækning, de får fra radio, tv og sociale medier. Mange har ikke mulighed for at følge begivenhederne tæt på tv, for de kan slet ikke komme hjem.

Afspærrede villakvarterer

»Jeg var på vej hjem fra arbejde, men blev stoppet af hende«, fortæller James Bosney, der arbejder hos den lokale Hyundai-forhandler få timer tidligere. Han peger på en politikvinde fra San Bernardino County, der fungerer som afspærring for enden af villavejen Coulston Street. Hun står foran en stor, hvid politi-SUV, og hun bærer en semiautomatisk angrebsriffel.

En lignende SUV, der er sort, står kun få gader væk, og inde i den ligger der lignende angrebsrifler. Men denne SUV er totalt gennemhullet efter et dramatisk skudopgør mellem politi og formodede gerningsmænd. To af de sidstnævnte, bevæbnet med semiautomatiske angrebsrifler og håndskydevåben ligger døde i den sorte SUV, iklædt taktisk militærbeklædning.

Men den tredje mistænkte slap væk. Og derfor har politiet spærret alle villavejene omkring Richardson Street af, mens de gennemfører en større eftersøgning, da Politiken ankommer i San Bernardino ved 16-tiden, mindre end en time efter SUV’en blev gennemhullet.

Hus blev ramt af skud

»De fyrede hundredevis af skud af. Der var to kugler, der ramte mit hus.« fortæller Sam Smith, som Politiken møder uden for den lokale købmandskiosk, Todd’s Market. Jeg var på vej herhen til fods, og så ringede min kone, helt ude af sig selv af skræk. Jeg kunne høre skuddene i baggrunden. Da de døde hen, og jeg fik talt hende ned, gik hun udenfor, mens jeg havde hende i røret, og tjekkede bygningen. Hun fandt to skudhuller.«

Hans historie bliver suppleret af Mark Parides, der ligesom Sam Smith er en af de lokale, der kommer hos den lokale kiosk. »Jeg skulle bare ned og købe smøger og hilse på my man Tony« siger han og peger på manden bag disken. »Jeg stod herude på parkeringspladsen og røg, og pludselig vælter det ind med kampklædte politibetjente. De bad om at gå ud bagved, og Tony og jeg måtte forklare dem, at Tonys far er ude bagved i gården, og at han ikke taler ret godt engelsk.«

Tony har dog for travlt til at tale med Politiken. Mens han betjener kunder, sender han en lind strøm af Farsi ind i det mobilheadset, han har siddende i øret. Tony er ligesom sin far iraner. Og det er ikke det optimale at være i en situation, hvor en af de skudmistænkte er blevet identificeret med et mellemøstligt navn. Det navn er Syed Farook, som er amerikansk statsborger, men i skrivende stund vil politiet ikke sige noget om, hvordan han er involveret. Kun at han er en af de døde i den sorte SUV et par gader væk fra Todd’s Market.

»Fuldkommen vanvittigt«

»Den slags sker aldrig her«, siger Mark Parides. »Jeg flyttede hertil med min familie fra Brooklyn i New York, da jeg var dreng, netop for at komme væk fra skyderi i gaderne. Nu har jeg selv børn, som jeg skal sørge for er sikre, og så sker det her.«

Da Politiken spørger Parides om de hårde bandeopgør, der har præget San Bernardino i flere årtier, ikke har gjort indbyggerne hårdhudede siger han: »Det sker i meget specifikke områder. Det sker aldrig på stille villaveje som her. Vi er bare normale mennesker, der passer vores arbejde og prøver at få tingene til fungere. Det her er fuldkommen vanvittigt. Den slags skudmassakre hører vi normalt om andre steder i landet. Ikke her.«

Hverken Sam Smith eller Mark Parides kan komme hjem, for deres huse ligger lige midt i det afspærrede område, og politet slipper ingen igennem. Ligesom Hyundai-mekanikeren fra tidligere, James Bosney, må de vente på, at politiet finder den tredje mistænkte, før de kan slippe igennem afspærringerne. Bosneys beskrivelse af situationen er lige så bemærkelsesværdig som den fra Parides og Smith: »Både vi og Honda-forhandleren overfor blev lukket ned af nogle temmelig militante politistyrker. Vi anede ikke, hvad der foregik. Massakren foregik jo et andet sted i byen, så vi blev temmelig skræmte. Nu vil jeg bare gerne hjem. Jeg bor lige derovre, bag den næste politiafspærring.«

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kort efter Bosney havde fortalt Politiken om sin oplevelse, blev afspærringen hævet. Den angrebsriffel-bærende politikvinde kom over og sagde at folk nu kunne gå hjem. »Be safe«.

Øjenvidne til politiaktion

»Jeg føler mig ikke særlig sikker. Jeg tror, der er flere angreb undervejs.« Erin Macmanus står ved vejkanten, lige uden for Shell-tankstationen, som Izhamar Contreras passer. Hun var en af dem, der var tættest på selve skudmassakren uden selv at være en del af den.

»Jeg arbejder på den Chili’s-restaurant, der ligger lige over for Inland Regional Center«, fortæller hun. »Jeg var på vej op ad Waterman Avenue for at møde på arbejde kl. 11.« Det var netop lige omkring 11-tiden, at mindst tre maskerede gerningsmænd begyndte at skyde løs på de uskyldige mennesker i centeret.

»To politibiler kom drønende fra hver side og spærrede vejen af lige foran mig. Der var det lige sket. De eskorterede mig hen på restauranten, hvor vi så hele dagen har taget imod de evakuerede ovre fra centeret. Vi kunne se hele politiaktionen gennem vinduet.«

Erin MacManus’ historie matcher den officielle. »De folk, der blev angrebet, var ikke dem, der arbejdede inde på centeret. De havde bare lejet lokalet. Det var et julearrangement og en medarbejder-prisuddeling, der var i gang, der var i hvert fald, hvad de evakuerede fortalte os.« MacManus køber ikke den på det tidspunkt gældende teori, at motivet for angrebet handlede om selve arbejdspladsen. Men hvis det nu virkelig er et terrorangreb, hvorfor San Bernardino? Hvorfor ikke angribe en af de offentlige bygninger i Los Angeles?

»Er du klar over, hvor mange offentlige, føderale bygninger, der er lige heromkring?«, forklarer Erin MacManus mens hun skutter sig i aftenkulden. Hun havde regnet med at være hjemme før det var nødvendigt med en frakke. Hun peger over på Inland Regional Center. »De har flyttet en masse af de nationale og føderale kontorer fra Los Angeles herud, hvor de netop ikke burde være terrormål. De har til huse i helt anonyme kontorbygninger, hvor man aldrig ville opdage dem. Man skal vide, at de er der.«

Usikkerheden hersker

I skrivende stund kendes gerningsmændenes motiv dog stadig ikke, men politiet vil ikke udelukke, at det er et terrorangreb. Foreløbig tyder ingenting på at angrebet var religiøst betonet.

Ligesom Mark Parides kunne Erin MacManus ikke forestille sig, at en skudmassakre af denne art kunne finde sted i San Bernardino. »Alle medierne kommer til at sige, at der altid har været ballade her. Hende derovre har ikke lavet andet end at kæfte op til alle journalisterne, der forsamlet her om sin døde søn«, siger hun og nikker med hovedet hen i mod en kvinde, der meget højrøstet beklager sig til ethvert tv-kamera hun kan komme foran.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg har boet her i 16 år og aldrig set skyggen af bandeaktivitet. Og ja, hendes søn døde i et bandeopgør, men det handler jo for pokker ikke om hendes søn lige nu. Det handler om at der er 14 mennesker, der er døde og at vi ikke aner hvorfor.«

Da politiet et par timer senere hæver afspærringerne omkring Inland Regional Center og tv-kanalernes vogne med paraboler på taget sætter kursen tilbage mod Los Angeles, er det netop Erin MacManus’ fornemmelse, indbyggerne i San Bernardino stadig sidder tilbage med.

Fornemmelsen af at kende en masse fakta, men stadig ikke vide, hvad der foregår.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce