Wall Street. Trumps nye kommunikationsdirektør, Anthony Scaramucci er en sleben finansmand fra Wall Street med erfaring fra blandt andet det årlige verdensøkonomiske topmøde i Davos, Schweiz.

Wall Street. Trumps nye kommunikationsdirektør, Anthony Scaramucci er en sleben finansmand fra Wall Street med erfaring fra blandt andet det årlige verdensøkonomiske topmøde i Davos, Schweiz.

USA

Trumps kommunikationschef gør hovedrent på sin twitterkonto

Anthony Scaramucci har fortrudt en hel del, efter præsident Trump udpegede ham til kommunikationschef. »Fuld åbenhed - jeg sletter gamle tweets, de skal ikke distrahere nogen«, twitter kommunikationschefen selv.

USA

»Man har et standpunkt, til man til man tager et nyt«.

Sætningen fra afdøde statsminister Jens Otto Krag (S) har tilsyneladende evig gyldighed - også på den anden side af Atlanten. Krags forklaring, på at han efter et valgnederlag i 1967 alligevel godt kunne bruge SF som støtteparti, er siden blevet taget til indtægt for to skoler.

Er budskabet selve essensen af det værste i politik:

Et fokus på magt uanset omkostningerne og gamle holdninger? Eller er der tale om en simpel og snusfornuftig evne til at blive klogere og manøvrere under nye vilkår?

'Nasseprinsens' forklaringer

Præsident Donald Trumps nye kommunikationsdirektør, den 53-årige finansmand Anthony Scaramucci, kender næppe til en afdød dansk statsministers talemåder, men efter udnævnelsen har han slettet stribevis af Trump-kritiske tweets. Den snakkesalige Scaramucci, der blandt andet er blevet kaldt 'nasseprins', hælder selv til tolkning nummer 2.

»Gamle holdninger ændrer sig - det burde ikke distrahere nogen«, lød hans forklaring på den nidkære hovedrengøring blandt sine over 16.000 tweets, som den nyslåede chef straks satte i værk, da medierne begyndte at grave i den enorme twitterkonto.

Væk med udsagn som, at Trump blot er endnu en »holdningsløs og selvcenteret politiker«. Et tweet, der roser den tidligere republikanske præsidentkandidat Mitt Romney for at holde sig ude af »balladen om Trump« var også blandt de første, der røg i papirkurven.

Clinton er ikke længere kompetent

Ifølge nyhedsbureauerne og blandt andet The Guardian gled et 2012-tweet om Trumps demokratiske rival ved præsidentvalget, Hillary Clinton, som en »utrolig kompetent« politiker samme vej. Heller ikke en forudsigelse fra 2015 om, at Trumps rival i kampen om det republikanske præsidentkandidatur, Jeb Bush, ville blive »en fantastisk præsident« overlevede den hvide tornado i afkrogene på kommunikationsdirektørens twitterkonto.

Et hårdt angreb på klimaskeptikerne er også ekspederet ud i mørket sammen med meldinger om, at »murer ikke virker«, og at »et overvældende flertal ser Islam som en fredelig religion og ønsker at leve i åbne demokratier«.

Borgerkrig i våbenlobbyen

Et enkelt tweet fra Scaramucci nåede at skabe dobbelt uro i Trumps bagland, før hovedrengøringen.

»Vi (USA) har 5 procent af verdens befolkning, men 50 procent af verdens våben. Nok er nok. Det er fornuftigt, at der er brug for mere kontrol«, skrev Scaramucci allerede i 2012.

Før det angreb på den våbenglade del af USA var blevet slettet, var en talsmand for den stærke våbenlobby, NRA allerede gået til modangreb på Trumps udnævnelse af den nye kommunikationschef.

En »bekymrende« beslutning på grund af Scaramuccis modstand mod retten til at eje våben, tweetede NRA's Dana Loesch. Det angreb blev imidlertid hurtigt slettet fra NRA's twitterkonto.

Er der en ting, der næppe bliver ændret foreløbigt, så er det den særlige twitter-arkæologi, der går i gang i samme øjeblik en person 'bliver til noget' i amerikansk politik.

Scaramucci? Han tager det hele i stiv arm: »Jeg er hårdhudet, og nu drejer det sig om at støtte præsidentens agenda og tjene det amerikanske folk«, skrev han i endnu et tweet.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce