Anthony Scaramucci under et møde med pressen i Det Hvide Hus.
Foto: Pablo Martinez Monsivais/AP

Anthony Scaramucci under et møde med pressen i Det Hvide Hus.

USA

Trumps nye toprådgiver nedsmelter for åben mikrofon: Stabschef er en »fucking paranoid skizofren«

Borgerkrigen i Trumps inderkreds bryder ud i lys lue efter kontroversielt interview.

USA

Selv hvis man måler efter de dagligt forandrede standarder, der sættes af Det Hvide Hus under Donald Trump, er det et opsigtsvækkende interview, som kommunikationsdirektør Anthony Scaramucci har givet til magasinet The New Yorker.

»Reince Priebus bliver snart bedt om at tage sin afsked«, sagde Scaramucci om Trumps øverste chef.

»Reince er en fucking paranoid skizofren, han lider af paranoia«, fortsætter kommunikationschefen.

Scaramucci kontaktede ifølge The New Yorker selv journalisten Ryan Lizza, efter at Lizza på baggrund af anonyme kilder havde rapporteret, at præsident Trump spiste middag med chefen for Fox News, Bill Shine, og kanalens populære talkshowvært Sean Hannity.

Krævede kilde oplyst

En opbragt Scaramucci krævede at få kildens identitet oplyst, hvilket Lizza nægtede. Scaramucci troede, at han talte uden for citat, men han sagde aldrig, som praksis foreskriver, at kommentarerne var til baggrund. Han gav direkte Reince Priebus skylden for lækket og demonstrerede at man skal holde børnene for ørerne, når han taler:

Han parodierede Priebus over for journalisten:

»Næh, Bill Shine kommer. Lad mig lække den fucking middag og se, om jeg kan cock-block’e de folk, ligesom jeg cock-blockede Scaramucci«.

Cock-blocking er amerikansk slang for en mand, der står i vejen, når en anden mand forsøger at lægge an på en kvinde.

Det er blevet en offentlig hemmelighed, at Priebus var imod, da Trump for få dage siden udpegede Anthony Scaramucci til sin nye kommunikationschef, og det synes Scarramucci nu at bekræfte.

Scaramucci sagde direkte, at han forventer, at Priebus går af i de kommende dage.

»Han forstod ikke den fine hentydning, der lå i, at jeg refererer direkte til præsidenten«, siger kommunikationschefen ifølge The New Yorker.

Bannon »sutter sin egen pik«

Den nye toprådgiver har gjort kampen mod de hyppige læk fra Det Hvide Hus til sin mærkesag, og fortæller derfor at han har pudset både FBI og justitsministeriet på Priebus, der formelt set er chef i Det Hvide Hus.

»Det, jeg vil, er at fucking myrde alle dem, der lækker, og få præsidentens dagsorden tilbage på sporet, så vi kan gøre noget godt for det amerikanske folk«, sagde Scaramucci.

Med sin loyalitet over for præsidenten står Scaramucci i sin egen udlægning næsten alene i Det Hvide Hus. Også toprådgiver Steve Bannon fik en øretæve med Scaramuccis saftige ordforråd.

»Jeg er ikke som Steve Bannon. Jeg prøver ikke at sutte min egen pik«, sagde Scaramucci om manden som mange beskriver som Trumps chefideolog.

»Jeg forsøger ikke at opbygge mit eget brand på præsidentens fucking personlige styrke. Jeg er her for at tjene landet«.

Scaramucci forsøgte i løbet af torsdagen at nedtone konflikten med Priebus, men efter at The New Yorker nu har trykt hans bemærkninger direkte transskriberet, er konflikten internt i Det Hvide Hus nu brudt ud i lys lue.

Efterfølgende har han på Twitter  meddelt, at han vil holde igen med det farverige sprog.

»Jeg stolede på en journalist. Det vil ikke ske igen«, tilføjer han.

Fyring eller forfremmelse?

Under normale politiske omstændigheder ville Anthony Scaramucci formentlig blive tvunget til at gå af efter de pinlige kommentarer om kolleger. Men det er ikke sikkert, at det vil blive konsekvensen hos en præsident, der selv er kendt for sine bramfrie bemærkninger.

»Efter enhver objektiv standard var dette interview en katastrofe, og Mooch (Scaramucci, red.) er elendig til sit job. Men præsidenten vil elske det«, skriver Business Insiders Josh Barro på Twitter.

Måske kan det ligefrem føre til en forfremmelse.

»Jeg håber, at alle forstår, at Mooch vil få det her interview rammet ind og hængt op på væggen på sit nye kontor, som bliver Reinces gamle kontor«, skriver Barro.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce