Præsident Donald Trump var ifølge en anonym kilde til stede under det møde, hvor det blev aftalt at betale for to kvinders tavshed om angivelige seksuelle forhold til Trump. Præsidenten benægter beskyldningerne.
Foto: Evan Vucci/AP

Præsident Donald Trump var ifølge en anonym kilde til stede under det møde, hvor det blev aftalt at betale for to kvinders tavshed om angivelige seksuelle forhold til Trump. Præsidenten benægter beskyldningerne.

USA

Medier: Trump deltog i møde om at bestikke kvinder

Ifølge The Wall Street Journal og CNN var Donald Trump til stede, da advokat Michael Cohen og redaktør David Pecker aftalte at betale en kvinde for at tie stille om forhold til præsidentkandidaten.

USA

Donald Trump var den tredje person i lokalet, da hans advokat Michael Cohen og en mediechef under valgkampen diskuterede, hvordan de kunne afværge negative historier om præsidentkandidatens forhold til kvinder. Det skriver The Wall Street Journal og CNN på baggrund af en anonym kilde, der ifølge medierne har kendskab til sagen.

Hvis påstanden er korrekt, kan det potentielt inkriminere præsidenten.

Mødet, som blev afholdt i august 2015 på 26. etage i Trump Tower i New York, er omdrejningspunktet for en føderal kriminalefterforskning om misbrug af kampagnemidler. Ifølge retsdokumenter offentliggjort onsdag blev det under mødet aftalt at bestikke to kvinder, så de ikke offentligt fortalte om deres angivelige seksuelle forhold til Donald Trump.

Michael Cohen og bestyrelsesformand David Pecker for American Media, der ejer magasinet National Enquirer, har begge indrømmet, at de deltog i mødet. Af retsdokumenter fremgår det, at »mindst et andet medlem af kampagnen« for Trump også var til stede.

Ifølge den anonyme kilde var den tredje person Donald Trump selv. Hvis det er sandt, underminerer det præsidentens tidligere forklaringer i sagen. Trump fastholder selv, at »han ikke har gjort noget forkert«.


Tavshedens pris

Retsdokumenter fra sagen beskriver, hvordan David Pecker under mødet tilbød at bruge sit magasin National Enquirer som en fluefanger for kritiske historier om Trump.

»Pecker tilbød at hjælpe med at håndtere negative historier omkring præsidentkandidatens forhold til kvinder, blandt andet ved at hjælpe kampagnestaben med at identificere sådanne historier, så de kunne blive købt, og deres offentliggørelse afværget«, fremgår det i et retsdokument ifølge CNN.

Pecker har selv indrømmet, at National Enquirer i et tilfælde betalte 150.000 dollars til den tidligere Playboy-model Karen McDougal, som påstår at have haft en affære med Donald Trump. Pengene fik magasinet senere tilbageoverført fra Michael Cohen. Den tidligere Trump-advokat har selv indrømmet at have bestukket den tidligere pornostjerne Stormy Daniels med 130.000 dollars i en lignende sag.

Onsdag blev Michael Cohen idømt tre års fængsel efter at have erklæret sig skyldig i otte kriminelle forhold, heriblandt bestikkelsen af de to kvinder. Overførslerne var ifølge amerikansk valgkampagnelov at betragte som ulovlige donationer til Trumps valgkamp.

Trump afviser

Præsident Donald Trump har løbende afvist at have haft kendskab til de to bestikkelsessager. Torsdag udtalte han ifølge CNN, at han »intet forkert har gjort i forhold til valgkampagneloven«.

På Twitter skriver præsidenten endvidere:

»Jeg instruerede aldrig Michael Cohen i at bryde loven. Han var en advokat og burde kende loven. Det hedder ’juridisk rådgivning’, og en advokat har et stort ansvar, hvis der sker fejl. Det er derfor, de bliver betalt. Selv om mange valgkampagnestøtte advokater i stærke vendinger har udtalt, jeg intet gjorde forkert i forhold til kampagnestøtteloven, hvis de overhovedet er gældende, fordi dette ikke var støtte til valgkamp«.

Såfremt Donald Trump deltog til mødet, hvor bestikkelserne blev aftalt, underminerer det præsidentens hidtidige forklaringer.

Michael Cohen har over for efterforskere påstået, at han handlede på Trumps ordrer.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce