0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Joe Biden vinder overraskende sejre i nat og fortsætter sin optur

De sorte vælgere fortsætter med at støtte Joe Biden, og den tidligere vicepræsident kommer ud af primærvalgets mest afgørende aften med vind i ryggen. Bernie Sanders vandt valgets største stat Californien, men skuffede andre steder.​​​​​​​​

​​​​​​​​

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mario Tama/Ritzau Scanpix
Foto: Mario Tama/Ritzau Scanpix

Joe Biden fejrer sin gode super tuesday med en tale i Los Angeles.

USA

For mindre end en uge siden havde Joe Biden ikke vundet en eneste stat, hans kampagne var i en bakkedal, og han havde langt fra solid opbakning fra hverken vælgere eller det demokratiske establishment.

Nu – efter at en jordskredssejr i South Carolina i søndags satte det i gang – fortsætter Joe Bidens overraskende momentum på primærvalgenes vigtigste dag, super tuesday, hvor 14 amerikanske stater stemmer om, hvem der skal være Donald Trumps modstander.

Det begyndte med Virginia, valgnattens fjerdestørste stat. Her udnævnte flere medier Biden til sejrherre, allerede inden stemmerne var talt op, fordi hans sejr tegnede så overbevisende.

Det fortsatte med sejr efter sejr i Syden: North Carolina, Alabama, Tennessee og Arkansas, hvor sorte vælgere ligesom ved sidste uges storsejr i South Carolina stillede sig bag Barack Obamas tidligere vicepræsident Joe Biden.

Endnu mere overraskende var det, at Joe Biden vandt i Massachusetts og Minnesota, hvor Bernie Sanders havde håbet at vinde og derfor holdt vælgermøde dagene før super tuesday.

Sejrene kommer efter Joe Biden i de seneste 72 timer før super tuesday oplevede sin præsidentkampagnes største optur, hvor hans moderate rivaler, Pete Buttigieg og Amy Klobuchar, opgav deres præsidentdrømme efter Bidens South Carolina-sejr, og det demokratiske partis establishment derefter overdyngede Biden med støtte.

Fra sin valgfest i Los Angeles talte en eksalteret Joe Biden til sine tilhængere.

»Det ser rigtig godt ud«, råbte han begejstret.

»De kalder det ikke super tuesday for ingenting. Vi er endog meget i live!« ​

Joe Bidens kampagne har før dette momentum været i en lang nedadgående spiral med yderst skuffende resultater i primærvalgets tre første stater og ikke mindst et halvt år med mestendels uimponerende og til tider vrøvlende optrædener på i tv-debatter og til valgmøder.

Bidens nedtur blandet med et kandidatfelt overfyldt af moderate kandidater satte den progressive Bernie Sanders på en overbevisende vinderkurs.

Onsdag morgen mangler endnu to af super tuesday-staterne at blive afgjort, mens Bernie Sanders ifølge AP har vundet den meget betydningsfulde stat Californien. Men Bernie Sanders skuffede også i flere stater, hvor det var forventet, at han ville vinde.​

I Burlington i staten Vermont, Bernie Sanders hjemby, buhede hans støtter til hans valgfest, da Joe Bidens første sejr fra Virginia rullede ind på storskærm. De buhede hver gang Bidens sejre faldt som perler på en snor i løbet af aftenen.

Til gengæld jublede den tætpakkede lagerhal, da senator Sanders som forventet vandt sin egen stat Vermont. Men symptomatisk for den første halvdel af super tuesdayvandt Bernie Sanders med en mindre margen i Vermont, end han gjorde i 2016 mod Hillary Clinton, og han forhindrede ikke Joe Biden i at komme op over spærregrænsen på 15 procent.

Det hele var ikke kun nederlag for Bernie Sanders. Han har onsdag morgen ud over Vermont vundet Utah og Colorado i vest. I den næststørste super tuesday-stat Texas, hvor Sanders forventes at gøre det godt med latino-vælgere, står han med 40 procent af stemmerne optalt lige med Biden. Ifølge AP er Sanders på vinderkurs i Californien.

Den anden kandidat

Det var tydeligt, at Sanders ville trække forskellen mellem ham og Biden tydeligt op, da han gik på scenen i hjembyen Burlington og talte til sine støtter til valgfesten i lagerhallen.

»Vi kan ikke slå Trump med den samme gamle slags politik«, sagde Sanders.

Han omtalte ikke Biden ved navn, men der var ingen tvivl om, hvem »den anden kandidat« var, da han sagde til sine støtter under jubelråb fra salen:

»En anden kandidat stemte for krigen i Irak«.

Trods Joe Bidens noget bedre start på super tirsdag var den selverklærede demokratiske socialist Sanders fortsat sikker på at vinde Demokraternes nominering, sagde han.

»Vi vil slå den farligste præsident i USA’s historie«, sagde Bernie Sanders.

Matt Faziol, en 31-årig Sanders-tilhænger i ternet skovmandskjorte kiggede lidt ængsteligt mod storskærmen, hvor resultater fra CNN blev offentliggjort.

»Jeg er lidt bekymret. Texas ser ud til at være tættere, end vi havde håbet«, sagde han.

Annonce

Bernie Sanders støtter blev ikke efter hans tale for at se flere resultater rulle ind på storskærm, men forsvandt hurtigt ud af hallen.

Bloomberg skuffer

En anden kandidat, som manges øjne var rettet mod på super tuesday, var tidligere borgmester i New York, milliardæren Michael Bloomberg.

Tirsdag var første gang, han stod på valgsedlen i primærvalget. Hele hans kampagnes eksistens har været baseret på, at Joe Bidens kampagne ville fise ud, når primærvalget ramte super tuesday. Her stod Bloomberg klar i kulissen med flere hundrede millioner dollars brugt på reklamer i super-staterne, mens Biden knap har haft råd til at føre kampagne i super tuesday-staterne. Men Bloombergs investering så ikke ud til at have betalt sig. Han vandt kun ét sted, i det lille territorium Amerikansk Samoa.

Fra Florida forsøgte Bloomberg at bevare optimismen.

»Ligegyldigt, hvor mange delegerede, vi får i nat, har vi gjort noget, som ingen troede muligt«, sagde han ifølge CNN. ​

Ræsets næstsidste kvindelige præsidentkandidat Elizabeth Warren, hvis kampagne toppede i efteråret, men kun har været på vej drastisk nedad lige siden, havde heller ikke super tuesday en god valgaften og så ikke ud til at kunne vinde en eneste stat.

Og som et yderligere tegn på en skidt aften: I hendes egen stat Massachusetts, hvor hun er senator, vandt Joe Biden, der ellers ikke har brugt en eneste dollar på valgreklamer i staten. Bernie Sanders kom på andenpladsen, og Warren havnede selv helt nede på en tredjeplads.

Læs mere:


Læs mere