Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
P

Jagten på brunbjørnens hemmelighed

Dybt i de svenske skove gemmer sig muligvis svaret på, hvordan vi i fremtiden kan sende en astronaut til Mars i dvaletilstand og undgå diabetes, muskelsvind og knogleskørhed.

12. juli 2018
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst


Det er ikke hver dag, man møder en dansk hjertelæge i en svensk skov med et ultralydsapparat på ryggen til en værdi af godt en halv million kroner.

39-årige Peter Godsk Jørgensen fra Glostrup Hospital står en tidlig morgenstund i en lysning i den nordlige del af Dalarna i Mellemsverige.

Det er køligt, og solen har endnu ikke brændt duggen væk fra det store tæppe af blåbærbuske, som findes overalt i skovbunden. Hjertelægen kigger koncentreret op mod himlen mellem træernes toppe. I det fjerne fornemmer man lyden af en helikopter.

Hjertelægen er ikke alene i skoven. Han er en del af en 15 mand stor ekspedition med dyrlæger, forskere og sygeplejersker. De er allesammen en del af et omfangsrigt forskningsprojekt, der går under navnet Det Skandinaviske Bjørneprojekt, som fra dansk side har modtaget økonomisk støtte fra Augustinus Fonden og Lundbeckfonden.

Forskerne vil afsløre brunbjørnenes hemmelighed. For de store dyrs fascinerende biologi og fysiologi kan potentielt blive et våben mod mange af de sygdomme, som plager os mennesker. Lige fra knogleskørhed, liggesår og muskelsvind til diabetes og hjertekarsygdomme.

På sigt kan brunbjørnens evne til at gå i dvale måske endda overføres til astronauter, så de kan komme friske og veludhvilede frem til de planeter, som menneskeheden vil kolonisere i fremtiden.

Lyden af helikopteren er nu øredøvende. Den lander i skoven i en sky af støv og små sten. Peter Godsk Jørgensen træder et skridt tilbage og vender ryggen til helikopteren for at beskytte sit ansigt.

Forskerne har udstyret 71 brunbjørne i det store skovområde 60 kilometer nord for den lille svenske by Orsa med et halsbånd, som via gps kan afsløre deres nøjagtige position til hver en tid.

Ekspeditionsholdet har planlagt til mindste detalje, hvordan de vil lokalisere og bedøve de tre vilde bjørne med kaldenavnene Alma, Vasa og Trossa så hurtigt og nænsomt som muligt.


Den geografiske sladrehank viser nu, at den 2-årige hunbjørn Alma kun befinder sig 300-400 meter fra det skovbryn, hvor vi står.

I al hast læsser forskerholdet noget laboratorieudstyr af helikopteren, hvorefter den letter igen med den svenske ekspeditionsleder Sven Brunberg og hans assistent David Ahlqvist ombord. Ahlqvist sidder klar med et gevær, som er ladt med en bedøvelsespil med en skrigende lyserød fjer i enden.

En brunbjørn kan løbe op til 50 kilometer i timen, og for at David Ahlqvist kan ramme den med bedøvelsespilen, skal helikopteren være 2 til 10 meter fra bjørnen. Udfordringen er at få jaget bjørnen ud i en lysning, da helikopteren ikke kan flyve mellem de tætte træer.

Peter Godsk Jørgensen ønsker mændene i helikopteren held og lykke ved at løfte tommelfingeren. Så letter helikopteren og forsvinder bag grantræernes toppe.




Tilbage i skoven står forskerholdet med den danske professor Ole Frøbert fra Örebro Universitetshospital i spidsen. Frøbert har forsket i bjørnenes biologi i 9 år, og mens helikopteren er på bjørnejagt, fortæller Ole Frøbert om en episode sidste år, hvor det kunne være endt galt ved bedøvelsen af en bjørn.

»Når bjørnen bliver ramt af pilen, tager det lidt tid, før bedøvelsen begynder at virke. Sidste år havde vi en dramatisk hændelse, hvor bedøvelsen begyndte at virke, mens bjørnen var på vej ud i en bæk og faldt i søvn med hovedet under vand. David Ahlqvist reagerede hurtigt. Han sprang ud ad helikopteren fra 3 meters højde, løb ud til bjørnen og fik den løftet op ad vandet. I samme sekund snappede bjørnen ud efter ham, og det kunne være endt galt. Men det lykkedes heldigvis at redde bjørnen, og David Ahlqvist kom tilbage i helikopteren uden at være komme noget til«, siger Ole Frøbert.

Ole Frøbert når ikke at fortælle mere. Over en walkie-talkie kommer meldingen om, at Alma er fanget og nu bliver fløjet tilbage til forskerholdet, som hurtigt stimler sammen og kigger forventningsfuldt op i luften.

Da helikopteren er landet, starter en hektisk men koordineret aktivitet, hvor det er tydeligt, at hver enkel ekspeditionsdeltager ved præcis, hvad de skal gøre.






Nu er det Peter Godsk Jørgensens tur til at ultralydskanne bjørnens hjerte.

Han barberer lidt pels af med en barbermaskine, som blotter en lille smule hud og klemmer tre elektroder fast på bjørnens krop. Herefter presser han proben fra ultralydsapparatet, som man kender fra den traditionelle ultralydskanning af en gravid kvindes mave, ind mod det nøgne stykke hud.

For at undgå genskin fra den skarpe sommersol på computerskærmen, hvor Peter Godsk Jørgensen kan følge med i ultralydsskanningen, bliver han og bjørnen dækket over med et stort tæppe.

Inde i halvmørket kommer bjørnens hjerte med de fire hjertekamre til syne, som pumper helt regelmæssigt med cirka 60 slag i minuttet, som er bjørnens normale hvilepuls. Et dybt suk fra bjørnen gør på forunderlig vis stemningen ganske tryg og fredfyldt under tæppet, selv om en bjørn er inviteret indenfor.

Det er ikke første gang, at bjørnen Alma har fået ultralydsskannet sit hjerte. Den og 12 andre vilde bjørne, som er med i denne del af Det Skandinaviske Bjørneprojekt, har fået deres hjerter skannet to gange om året. I februar måned under deres vinterhi, hvor de sover seks måneder i streg uden at få vådt eller tørt og så på en sommerdag i juni, som den vi er vidne til i dag.



Den første gang Peter Godsk Jørgensen skannede et vinterhjerte hos en brunbjørn i vinterhi, glemmer han aldrig.

»Hjertet slog ganske få gange i minuttet, og det virkede nærmest som om, hjertet var gået i stå. Blodet flød så langsomt, at de røde blodlegemer klumpede sig sammen og fremkaldte en tåge i alle fire hjertekamre. Hvis vi havde oplevet det samme fænomen hos en af vores hjertepatienter, ville vi have råbt alarm og sat gang i en intensiv behandling, for sådan ser det ud hos patienter, når de har fået svært hjertesvigt. Men hos bjørnen i vinterhi er det en del af dens natur at skrue pulsen ned til et minimum, så hjertet kun slår helt ned til 8 slag i minuttet, når det et mest ekstremt«, siger Peter Godsk Jørgensen og fortsætter:

»Vi er på jagt efter at forstå, hvordan bjørnen bærer sig ad med at skrue op og ned for hjerteslagsfrekvensen mellem sommer og vinter uden at hjertet og organerne på nogen måde tager skade. For hvis vi løser den gåde, vækker det håb om, at vi kan bruge den viden til at hjælpe patienter, som får et pludseligt hjertesvigt, så organerne ikke lider permanent skade efter den uforudsete hændelse«, siger Peter Godsk Jørgensen, mens han pakker ultralydsapparatet ned i rygsækken og løfter tæppet væk fra bjørnen og ham selv.


  • Værktøj

    Hver forsker har sit eget specialværktøj med til at få taget de rigtige prøver, hvadenten det er blod, væv, hår eller afføring.



Ude i lyset igen bliver Alma vejet på en vægtstang. Vægten afslører, at den lille hunbjørn vejer 40,5 kilo og dermed har fordoblet sin vægt siden sidste år. Prøvetagningen og den intense undersøgelse af bjørnens sundhedstilstand er slut. De små sår, som vævsbiopsierne efterlod, bliver syet sammen med nål og tråd, og bjørnen får et nyt halsbånd på med friske batterier, så forskerholdet kan finde Alma igen om cirka 8 måneder, når hun er gået i vinterhi under en myretue eller i en hule under nogle sten.

»Det ser ud til, at Alma er ved at vågne. Skynd jer at pakke jeres ting sammen og gå tilbage til bilerne«, siger den tyske feltkoordinator Andrea Friebe. Hun behøver kun at sige det en gang.

Forskerne bærer den slumrende bjørn ned ad en lille sti, som fører dem dybere ind i skoven. Alma bliver lagt på et tæppe af blåbærbuske i skyggen af et træ. Den italienske forsker Jacopo Morelli giver bjørnen en indsprøjtning, som skal ophæve bedøvelsens virkning.

Det er tid til at forlade operationsbordet i skovbunden. For om lidt vil bjørnen vågne helt. Sikkert en smule fortumlet og lidt øm i sine operationssår, selvom den har fået smertestillende medicin. Den skal have lov til at vågne i fred og ro. Så samtidig med, at helikopteren letter, kører kortegen af seks biler videre af de støvede grusveje gennem den nærmest endeløse skov. På vej mod to nye skovlysninger, hvor de to brunbjørne Vasa og Trossa bliver fløjet ind og får den samme behandling som Alma.


  • Bedøvet

    Bjørnen er bedøvet indtil den får en dosis modgift. Fra modgiften gives har holdet 20-30 minutter til at forlade bjørnen.



Om aftenen samles hele holdet bag Det Skandinaviske Bjørneprojekt på feltstationen den lille by Tackåsen, som er en klynge af røde træhuse midt ude i skoven.

Husene ligner klassiske, hyggelige ødegårde, men i ekspeditionens ånd er stuerne forvandlet til laboratorier med centrifuger, analyseapparater og mikroskoper. Så snart forskerne træder ind ad døren, går de i gang med at analysere de friske blod- og vævsprøver fra de tre brunbjørne.

Flere af forskerne har så travlt, at de overhører den første indbydelse til at komme ud i køkkenet og spise aftensmad og få et glas vin eller en øl.

Et fransk forskerhold er i gang med at fryse blodprøver fra bjørnen ned, som skal analyseres, når de kommer hjem til Frankrig. De centrifugerer bjørneblodet, hvor de separerer blodcellerne fra det plasma, som cellerne svømmer rundt i.

Når forskerne kommer hjem, vil de undersøge, om deres seneste store opdagelse holder vand, som for nylig blev offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Scientific Reports under Nature. For forskerne har fundet ud af, at blod fra en bjørn i vinterhi modsat blod fra en bjørn på en sommerdag, kan få humane muskelceller til at svulme op i størrelse og blive stærkere.

»Det er måske svaret på, hvorfor bjørne ikke får muskelsvind under deres vinterhi. Sandsynligvis har de en eller flere faktorer i blodet, som modvirker, at musklerne sygner hen, som de gør meget hurtigt hos mennesker, hvis de er sengeliggende på grund af en alvorlig sygdom. Eller måske kender du det selv, hvis du har haft en brækket arm i gips i nogle uger, og armen kommer tynd og slap ud, når gipsen bliver taget af. Vores håb er, hvis vi finder den faktor fra bjørnens blod, som kan få små, slappe muskelceller til at svulme op, at det kan blive til et lægemiddel, som kan forebygge, at mennesker mister muskelmasse, når de er bundet til en hospitalsseng og ikke kan bruge kroppen«, siger den franske ph.d. Fabrice Bertile, som står i spidsen for forskningsprojektet.

Han håber også, hvis det lykkedes at finde den lovende bjørnefaktor, at den kan bruges til at undgå muskelsvind hos astronauter, når de begiver sig ud på længere rumrejser.

»I Rummet er man vægtløs, og det betyder, at kroppen ikke møder modstand, og kropsdele som ben og arme bliver overflødige, når man blot kan svæve rundt i rumfartøjet. Det får musklerne til at svinde ind. Vores håb er, at den bjørnefaktor vi er på sporet af, vil kunne få en astronaut frem og tilbage fra Mars uden at tabe muskelmasse. Astronauten vil være stærk som en bjørn, når hun eller han returnerer til Jorden«, siger Fabrice Bertile.





Under den sene aftensmad i det store spisekøkken bliver det store samtaleemne bjørnenes tarmflora, som man også kalder mikrobiota med et andet ord. For forskerholdet har med professor Fredrik Bäckhed fra Gøteborg Universitet i spidsen fundet ud af, at der sker noget ganske særligt hos mus, hvis de modtager det samfund af bakterier, som findes i bjørnens tarme henholdsvis om vinteren og om sommeren.

»Vi har fundet ud af, at musene bliver fede, hvis de modtager bakterier, som findes i bjørnens tarme om sommeren. Omvendt, bliver de slanke, hvis de modtager bakterier, som findes i bjørnens tarme om vinteren. Det kunne tyde på, at bjørnen bærer på opskriften til en effektiv slankekur, som måske også kan vise sig effektiv i mennesker og ad den vej forebygge fedmerelaterede livsstilssygdomme, som diabetes og hjertekarsygdomme«, siger Ole Frøbert.

Der kan måske også være noget i bjørnenes diæt, som kan virke sundhedsfremmende på mennesker og her peger pilen på blåbær, som en brunbjørn spiser op til 50 kilo af om dagen i perioden fra juli til september, hvor den feder sig op til det forestående vinterhi.

»Vi har i et foreløbigt studie vist, at patienter, der har fået en blodprop i hjertet, klarer sig bedre under genoptræningen, hvis de drikker et blåbærekstrakt hver dag, og det kan måske skyldes blåbærrenes kolesterolsænkende effekt«, siger Ole Frøbert.

Forskerne vil nu undersøge, om de lovende resultater holder stik, hvis finansieringen af studiet falder på plads. For planen er at undersøge blåbærrenes potentielt helsebringende effekt på hele 900 patienter.

»Det vil kræve 230.000 shots med blåbærekstrakt«, siger Ole Frøbert og fortæller, at 17 procent af Sveriges areal er dækket med blåbærbuske.



Samtalen når ikke længere. For ved bordenden har ekspeditionens leder Sven Brunberg rejst sig op og fortæller om morgendagens program, som starter klokken 7.00.

Han har været med i det skandinaviske bjørneprojekt siden det startede for 32 år siden og bor 100 meter fra feltstationen. Et sted man ikke skal glemme at købe mælk til kaffen. Det nærmeste supermarked ligger 60 kilometer væk.

»I morgen skal vi fange Kajsa, som overnatter på et lille bjerg i en tæt skovbevoksning med høje grantræer. Vi skal have jaget den ud af skoven og ud på en lysning, så vi kan få ram på den fra helikopteren. Lad os håbe, at det går lige så glat, som de tre fangster i dag. Sov godt«, siger den 63-årige Sven Brunberg, der bliver kaldt for ’Mr. Bear’.

Det er dog ikke alle, der går i seng. Lyset i de midlertidige laboratorier brænder det meste af tiden gennem den lyse nat. For hvem ved? Måske indeholder et af reagensglassene brunbjørnens vidundermiddel.

REDAKTION

Tekst: Lasse Foghsgaard

Video og foto: Johannes Skov Andersen

Grafik: Mads Pedersen

Visuel tilrettelæggelse: Nima Hajarzadeh og Johannes Skov Andersen

Projektleder: Frauke Giebner

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

  • Skyline, København.

    Politikere i Københavns kommune sagde i denne uge nej tak til H.C. Andersen Adventure Tower, som ifølge planen skulle ligge i Nordhavn og række 280 meter op i luften. Det var alligevel for højt, men de seneste årtier er de høje huse faktisk begyndt at skyde i vejret igen. Hvorfor er de tilbage? Og hvad sker der med en by, når dens huse bliver højere end kirkespir og rådhustårne?

  • Du lytter til Politiken

    Julian Assange og turen nedad
    Julian Assange og turen nedad

    Henter…

    WikiLeaks-stifteren Julian Assange blev i årevis hyldet for at starte en demokratisk revolution med sin whistleblower-platform. Siden da er han stukket af fra anklager om voldtægt i Sverige og blevet beskyldt for at samarbejde med russerne. Han har haft politisk asyl på Ecuadors ambassade i London i syv år, men i sidste uge blev han smidt på porten og anholdt af det britiske politi. Er Assange en helt eller en skurk? Og hvordan ser fremtiden ud?

Forsiden

Annonce