Nye politikområder har det med at tage form ganske langsomt. Klimaområdet er et godt eksempel. Længe var verden fuld af forurenende firmaer, forbrugere, der hovedløst købte og smed væk, og fossile brændstoffer, flyrejser og overforbrug. Forskere og aktivister pegede godt nok på faresignalerne og konsekvenserne ved et ødelagt klima. Men havene opslugte jo det meste af det skidt, vi hældte i dem, og der var langt meget mere status i udlandsrejser end miljøbevidsthed. Indtil for nylig var klimatruslen usynlig og abstrakt, og vi havde mere fokus på vækst og forbrug.
På samme måde har det taget lang tid for os at få øje på, at digitale teknologier, internettet og sociale medier ikke bare er smarte løsninger og nem adgang til information. Lige nu sker der en politisk opvågnen, og vi får øje på, at techfirmaer skamløst høster og (mis)bruger vores data, at sociale medier bliver brugt til manipulation, og at digitale forandringer undergraver rettigheder, industrier og samfundsinstitutioner. Vi står over for et nyt politikområde, der kræver opmærksomhed og vidtrækkende indgreb.
I dansk sammenhæng har vi været optaget af at fjerne politiske barrierer for digitalisering og fokuseret på at skabe konkurrencefordele for virksomheder med fokus på ansvarlighed, dataetik og tillid. Men der mangler klare spilleregler på det digitale område, for lige nu er det de hurtige, grådige og skamløse firmaer, der tager fortjenesten og undergraver dele af vores samfund.
Vestager i front
Det digitale politikområde er i stigende grad på dagsordenen – med Margrethe Vestager helt i front. Spørgsmålet er ikke, om vi skal have digitale forandringer eller ej, for det er svært at forestille sig et samfund uden teknologi. Spørgsmålet er snarere, hvordan vi kan opnå fordelene ved den digitale udvikling uden at skulle acceptere de nuværende vilkår og tilstande på området.
Lige nu tager svarene på det digitale politikområde en række former, som alle har både fordele og ulemper.
Google og Facebook ligner efterhånden monopoler, som begrænser vores frie valg, for hvor kan vi ellers søge efter information eller være i kontakt med vores netværk?
Et politisk svar på den situation har været forslag om at splitte dem op, så de ikke længere kan samkøre data, opkøbe alle deres konkurrenter og dominere hele det digitale område. Det indgreb kunne begrænse techgiganternes økonomiske og teknologiske magt og give mere ansvarlige firmaer fodfæste. Men ulemperne er, at vi får dårligere tjenester, hvis f.eks. data fra Google-søgninger ikke må bruges af Google Maps.
Andre forslag sætter fingeren på, at techfirmaernes datahøst i lukkede systemer er det største problem. Oxford-professoren Viktor Mayer-Schönberger har foreslået at tvinge de store platforme til at dele data med andre. Et relateret problem er, at Facebook og Instagram ’låser’ brugerne fast, fordi de mister deres kontakter eller billeder, hvis de flytter.
Løsningen kan være at tvinge platformene til at lade os tage vores data med.
Overvågningskapitalisme
For nylig er der også dukket mere radikale forslag op. Shoshana Zuboff, forfatter til bogen ’Overvågningskapitalismens tidsalder’, foreslår, at vi simpelthen ulovliggør den overvågningsbaserede værdikæde, som techfirmaerne har skabt deres profit gennem.
I den ene ende af værdikæden kan vi gøre det ulovligt at høste persondata. I den anden ende, hvor data omsættes til indsigter og forudsigelser om vores adfærd og præferencer, kan vi også opstille politiske barrierer.
Som Zuboff formulerer det, så kan data-baserede forudsigelser om menneskelig adfærd forstås som et produkt, der fremstilles på Googles og Facebooks fabrikker og sælges til annoncører og andre, der vil påvirke os. Og ligesom vi ikke tillader salg af menneskers organer, så kan vi også ulovliggøre salg af menneskers fremtid. Fordelene ved så hårdhændet regulering er, at vi kunne få digitale løsninger uden indbygget overvågning, men det kunne også fjerne det potentiale, der ligger i at arbejde med data på samfundsnyttig vis.
Margrethe Vestager taler i stigende grad om techfirmaernes datahøst og forretningsmodel som overvågningskapitalisme og bruger Zuboff-formuleringer som, at det er ikke er os, der googler, men Google, der søger i vores liv. Måske skal vi ikke tænke på det som et valg mellem forskellige indgreb, men at der skal arbejdes politisk på alle tre fronter. Om ikke andet for at signalere at de nuværende tilgange er problematiske, og at en anden digital fremtid er mulig.
Mikkel Flyverbom er professor ved Copenhagen Business School og medlem af Dataetisk Råd
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
