Krisesituationer rammer ofte uden forvarsel og er rystende oplevelser, som vi kun langsomt forstår konsekvenserne af. Men samtidig er kriser skelsættende. De markerer et brud med den eksisterende orden, de kræver hurtige beslutninger, og de trækker lange spor ind i fremtiden. Det gjaldt for terrorangrebene i USA 11. september 2001, for mange af de problemer, vi har på techområdet, kan føres tilbage til reaktionerne i tiden efter. Det gælder også for coronaudbruddet, og vores reaktioner er med til at forme den digitale fremtid.
I starten af kriser vil fokus altid være på de tydeligste symboler såsom pulveriserede tvillingetårne, overfyldte hospitaler og myndighedernes udmeldinger. Men hvis vi løfter blikket og kigger ud i horisonten, så kan kriser som 11. september og corona hjælpe os med forstå den fremtid, vores reaktioner skaber. En af de skjulte kræfter, der bliver sat fri, når frygten og usikkerheden overvælder os, er teknologiske løsninger, der skal hjælpe os med at installere en ny samfundsorden. Og nu hvor teknologi er rygraden i vores samfund, er de beslutninger mere afgørende end nogensinde før.
Vi kan hverken forstå krigen mod terror efter 11. september eller vores nuværende situation uden et blik for det kompleks af konkrete, teknologiske løsninger og de politiske, kommercielle kræfter, som kriser frigiver.
Terror banede vej for overvågning
Terrorangrebene i 2001 banede vej for den amerikanske efterretningstjeneste NSA’s globale overvågningsprogram, som blev afsløret af Snowden-lækagerne i 2013. Som den engelske sociolog David Lyon viste i bogen ’Surveillance after 9/11’, så gav det enøjede fokus på sikkerhed i kølvandet på terrorangrebet ikke plads til at diskutere demokratiske rettigheder, men krævede handlekraft og ’total information’ via digital overvågning.
De internetvirksomheder, der ellers prædikede gennemsigtighed, indgik skjulte partnerskaber med efterretningstjenester, der fik direkte adgang til brugernes data. Planerne om lovgivning, der skulle tvinge techvirksomheder til at respektere privatliv, blev aflyst fra den ene dag til den anden.
Samtidig cementerede angrebene i USA argumentet om, at sikkerhedshensyn kræver, at digital overvågning må holdes skjult. Og som et resultat har vi nu i de sidste 20 år levet med uregulerede amerikanske techfirmaers kommercielle datahøst og aggressive dominans – det, som Harvard-professor Shoshana Zuboff har døbt ’overvågningskapitalisme’.
Coronakrisen er anderledes end 11. september, men kalder også på politiske svar og teknologiske løsninger. Fordi frygt og usikkerhed ikke giver plads til kritik, så kan kriser bane vej for voldsomme tiltag, som vi måske ikke ville gå med til under normale omstændigheder.
Man kunne sagtens forestille sig, at de danske myndigheder – præcis som de kinesiske – ville have lyst til overvåge, om vi holder os hjemme og på afstand af andre mennesker. Og med Danmarks veludviklede digitale tjenester kunne cpr-numre, teledata og andre informationer nemt samkøres – og bøder for at overtræde reglerne kunne sendes direkte til folk via NemID.
Men modsat angrebene i USA har coronakrisen ikke ført til, at stater i den vestlige verden har sat regler og rettigheder ud af spil med argumenter om sikkerhed, og vi har langt mere nuancerede diskussioner om grænserne for teknologiske løsninger. I stedet for skjult kontrol har vi åbne dialoger om, hvor effektiv den digitale kontaktsporing vil være, hvad den betyder for vores privatliv, og hvem der får adgang til data, og hvor længe.
Danmark sagde nej til Google
Privatlivsspørgsmål, solnedgangsklausuler og databeskyttelse er i fokus i de offentlige og politiske debatter, og det er helt legitimt at understrege glidebaneproblemet – at løsninger udviklet til et nødvendigt formål på længere sigt kan misbruges til urimelige formål. Samtidig er benovelsen over Silicon Valleys løsninger ikke så selvfølgelig som før i tiden. Senest har Digitaliseringsstyrelsen takket nej til Google og Apples corona-sporingssystem med argumentet om, at et dansk alternativ vil være sikrere.
Den danske app, der skal hjælpe med at kortlægge coronasmitten, bliver frivillig og vil kun bruge data fra bluetooth, som ikke kan sige, hvor du har været, men kun hvem du har været i nærheden af.
Bortset fra USA og Kina har mange af verdens stater fået øjnene op for problemerne ved at lade techfirmaer overtage samfundskritiske funktioner. Ikke kun i Europa, men også i Australien og andre steder ser vi nu meget håndfaste politiske krav om digital ansvarlighed og klare spilleregler på techområdet.
Disse nuancerede diskussioner giver håb om, at vi på længere sigt kan få digitale teknologier, der tager udgangspunkt i vores fælles demokratiske behov. Vi behøver ikke vælge mellem sikkerhed, privatliv eller ansvarlighed, hvis vi har klare spilleregler, stærke institutioner og et konsekvent fokus på, hvad det er for et samfund, vi gerne vil skabe.
Det arbejde er allersværest i krisetider, men vigtigere end nogensinde. Og foreløbig er det svært at forestille sig, at en ny lækage som Snowdens vil vise, at lande i den vestlige verden nu installerer noget, der minder om det, vi fik efter 11. september.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
