Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Julius Nielsen
Foto: Julius Nielsen

Afsløret. Fra en lille vandprøve i Davisstrædet mellem Canada og Grønland er det lykkedes danske forskere at afsløre tilstedeværelsen af grønlandshajen og 28 andre fiskefamilier. Det kan blive et vigtigt og enkelt redskab til at overvåge de arktiske fiskebestande i forbindelse med den globale opvarmning.

Viden og tech
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dna-detektiver finder Grønlandshaj i halvanden liter havvand

Det er lykkedes danske forskere fra en lille spand havvand at afsløre hvilke våde skabninger, der findes i havdybet ud for den grønlandske sydvestkyst. Det kan blive et vigtigt instrument til at overvåge de arktiske fiskebestandes skæbne i forbindelse med den globale opvarmning.

Viden og tech
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For tre måneder siden trak den gådefulde grønlandshaj overskrifter i hele verden: Et internationalt forskerhold med danskere i spidsen havde afsløret, at grønlandshajen kan blive hele 390 år gammel og er dermed det hvirveldyr i verden, der kan leve i længst tid.

Nu er der igen nyt om Grønlands store kødæder. For det er lykkedes et dansk forskerhold fra Københavns Universitet at spore grønlandshajen ned til næsten en kilometers dybde på 21 forskellige lokaliteter i Davisstrædet mellem Grønland og Canada. Det er sket med et detektivarbejde, som ville få retsmedicinere til at blegne af misundelse.

Havet sletter ikke alle spor

For selvom et ordsprog siger, at havet sletter alle spor, så har forskerholdet udviklet en teknik, der kan spore de dna-fingeraftryk, som de våde havdyr efterlader i vandet på deres vej. Enten fra deres afføring eller skæl, der falder af i farten. Dna-sporet kan overleve i vandet i op til 14 dage, og forskerne kan afsløre mikroskopiske mængder i vandmasserne.

Forsøget var ikke sat i verden for at blive klogere på grønlandshajen. Forskerne var interesserede i at finde ud af, om den dna-teknik, de har udviklet i Danmark, kunne bruges til at afsløre, hvad det er for nogle fisk, der gemmer sig i det iskolde havdyb i den sydvestlige del af Grønland.

Derfor allierede forskerne sig med Grønlands Naturinstitut, der hvert år laver en fiskeekspedition, hvor de trawler havbunden for fisk på udvalgte lokaliteter, for at danne sig et overblik over, hvordan kommercielle fiskebestande som rødfisk og hellefisk har det. Når fiskene lander på dækket, tæller, vejer og artsbestemmer de fiskene, som udover hellefisk og rødfisk også tæller bifangst.

På den ekspedition, som de danske forskere deltog i, blev der trukket trawl lige over havbunden på 21 forskellige lokaliteter i Davisstrædet. Under hvert trawl blev der i en cylinder indsamlet halvanden liter havvand på den samme dybde, som trawlet befandt sig i. På ekspeditionen lykkedes det at fange 4.412 fisk med en samlet vægt på 2.341 kilo, som repræsenterede 49 fiskearter fra 28 fiskefamilier i en dybde, der varierede fra 188-918 meter. Udover en masse rødfisk og hellefisk, fangede de blandt andet dybhavsål, polartorsk, stenbider, rokker og en enkel grønlandshaj.

Dna forudsiger fiskernes fangst

De 21 prøver med havvand blev derefter sendt til Danmark og blev analyseret i et dna-laboratorium på Københavns Universitet.

»Vi oprensede den mikroskopiske mængde dna, som fandtes i hver havprøve og fiskede så det ud, som repræsenterede fiske-dna. Derefter afslørede vi den genetiske kode fra 10 millioner stykker fiske-dna og samlede informationen, som var det et gigantisk puslespil. Da vi puttede vores data ind i en database, som rummer genetisk information fra verdens dyr og planter, fik vi 29 hits på grønlandske fiskefamilier. Det interessante var, at 26 ud af de 29 grønlandske fiskefamilier, som vores havprøver kunne afsløre, også blev fanget med trawlet og endte på skibets dæk. Så vi kan med vores enkle dna-analyse med 90 procents sandsynlighed forudsige, hvad det er for nogle fiskefamilier, man vil trække op ad det iskolde havdyb«, siger adjunkt Philip Francis Thomsen fra Center for GeoGenetik på Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet.

Han har sammen med lektor og fiskekurator Peter Rask Møller og seniorforsker Ole Ankjær Jørgensen fra Grønlands Naturinstitut og DTU Aqua stået i spidsen for den aktuelle undersøgelse, der netop er blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift PLOS ONE.

Det er første gang, at det er lykkedes at kunne afsløre, hvad der findes på store havdybder uden at skulle trawle sig gennem havbunden eller sende et hold dykkere.

»Det er en ikke invasiv metode til at holde øje med fiskebestandene. Vi har tidligere brugt teknikken til at afsløre, hvad der findes af dyr i en sø eller i Øresund ved at tage små vandprøver fra havets overflade. Fra vores havprøver i Øresund kunne vi afsløre de 25 arter fisk, som man kunne forvente at finde i Øresund plus en ny gæst i form af sardiner, som nu har etableret sig i danske farvande og kan fanges. Med ekspeditionen i Grønland ved vi nu, at vi også kan afsløre fiskelivet på bunden af de kolde oceaner«, siger Philip Francis Thomsen.

Vandprøve afslører fiskebestandes størrelser

Han glæder sig over, at de i deres aktuelle undersøgelse, har fået et fingerpeg om, at man ikke kun kan bruge teknikken til at finde ud af, hvad det er for nogle fisk, der gemmer sig i dybet, men det også kan give en fornemmelse af, hvor talstærke de er.

»I vores fangst var der en høj repræsentation af rødfisk og hellefisk. I vores havprøver så vi også en høj repræsentation af det fiske-dna, som kommer fra rødfisk og hellefisk. Det kunne tyde på, at vi med vores dna-analyse også kan kvantificere, hvor mange fisk, der er af den enkelte art eller familie, og dermed hjælpe til med at få et overblik over, hvor store bestandene er«, siger Philip Francis Thomsen og fortsætter:

»Så vores dna-analyse kan blive et vigtigt redskab både kommercielt og forvaltningsmæssigt. For eksempel kan vores dna-analyse forudsige, hvor man skal tage hen, hvis man vil fange mange rødfisk og hellefisk. Omvendt, kan vi også holde øje med, om en art er ved at forsvinde, fordi den bliver fisket for hårdt, eller fordi den søger nordpå i takt med den globale opvarmning, som vi ved, de gør«.

Detektiver kunne ikke spore skulderlysfisk

Ekspeditionen til Grønland viser også, at dna-analysen i sin nuværende form ikke er 100 procent skudsikker. For eksempel landede der en dybhavsål og en skulderlysfisk på dækket, som det ikke lykkedes forskerne at spore i deres havprøver med halvanden liter saltvand.

»Måske er de så sjældne i dybhavet i Davisstrædet, at vi ikke har fået deres dna-spor med i vores vandprøver. Så vi kan ikke udelukke, at der er en grænse for, hvad vi kan finde, og vi måske vil gå glip af nogle sjældne fiskearter«, siger Philip Francis Thomsen.

Omvendt, har de danske forskere fundet dna-spor fra både sild og tobis, som det ikke lykkedes bundtrawlet at fange. Det kan umiddelbart lyde underligt, da begge fiskearter er rigt repræsenteret på de kanter.

»Det er der en logisk forklaring på. Sild lever oppe i vandmasserne og ikke nede ved bunden, og tobis holder typisk til ved sandbanker på lavere vand«, siger Philip Francis Thomsen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tudsefisk undgik trawlet

Forskerne har også dna-bevis på, at den monsteragtige dybhavstudsefisk med det store gab, der lokker byttedyr til med et lysorgan, med nød og næppe har undsluppet det store trawl, der blev trukket langs havbunden.

»Vi fandt spor fra den glubske tudsefisk. Så vores metode kan også dokumentere tilstedeværelsen af fisk, som klassiske overvågningsmetoder overser«, siger Philip Francis Thomsen.

De danske dna-detektiver fandt også mange dna-spor fra grønlandshajen, men der var kun én, der blev fanget af fiskeekspeditionens trawl.

»Det fortæller os, at grønlandshajen på trods af, at den er en meget langsomt svømmende haj, ofte evner at undgå det ellers effektive trawl«, siger Philip Francis Thomsen.

Biolog og ph.d.-studerende Julius Nielsen fra Københavns Universitet, der var med til at afsløre, at grønlandshajen er verdens ældste hvirveldyr finder den nye undersøgelse interessant.

»Det er spændende, at de finder meget haj-dna i det område. Det stemmer godt overens med, at vores igangværende satellitmærkninger af grønlandshajer viser, at de opholder sig i netop denne del af Grønland i lange perioder«, siger Julius Nielsen, som ikke selv har deltaget i den aktuelle undersøgelse.

Han har dog aldersbestemt den ene grønlandshaj, som de fangede under ekspeditionen. Den var cirka 110 år gammel, som er en ung alder for en grønlandshaj.

Søger grønlandshajen mod Nordpolen?

Med de nye resultater i bagagen drømmer forskerholdet om at lave et overvågningsprojekt over en længere årrække langs den grønlandske vestkyst mod nord.

»Hvis vi fandt midler til det, kunne vi tage havprøver en gang om året på udvalgte steder op langs Grønlands vestkyst. På den måde kunne vi for eksempel overvåge, om de rigt repræsenterede grønlandshajer søger mod nord i takt med den globale opvarmning, hvor indlandsisen smelter og vandet bliver varmere. For vi ved, at kuldetilpassede fisk søger mod nordligere himmelstrøg, når omgivelserne bliver for varme«, siger fiskekurator Peter Rask Møller.

Teknikken vil på sigt også kunne bruges til at afsløre, om der findes nye arter af mystiske dybhavsfisk på steder, hvor et bundtrawl ikke kan komme til. Som for eksempel dybhavskoraller eller undersøiske tangskove.

»Hvis vi finder et tydeligt dna-spor fra en fisk, som ikke findes i gendatabasen, så kan det være, at vi har fundet en ny art, som gemmer sig nede i dybet, og som aldrig har set dagens lys. Så vores dna-teknik vil kunne intensivere jagten på at finde nye arter, som garanteret vil overraske med deres farver og former. For i udforskningen af nyt liv på vores planet, vil de store overraskelser komme fra det uudforskede mørke dyb«, siger Philip Francis Thomsen.

Drømmer om vandprøve fra Marianergraven

Forskernes helt våde drøm er at høste vandprøver fra verdens dybeste sted, som findes næsten 11.000 meter under havets overflade. Challengerdybet i Marianergraven. Som den verdensberømte filminstruktør James Cameron, som stod bag filmsuccesen ’Titanic’, udforskede ene og alene med en ubåd tilbage i 2012 og blev den tredje i verdenshistorien, som har opnået den bedrift. Han tog vandprøver og så underlige nye skabninger på rejsen mod bunden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det ville være helt fantastisk, hvis vi kunne analysere en af hans vandprøver for dna-spor. For det ville kunne afsløre, hvad der findes af kendt og ukendt liv i verdens dybeste dyb«, siger Philip Francis Thomsen.

Halvanden liter havvand ville være nok.

DOKUMENTATIONEnvironmental DNA from Seawater Samples Correlate with Trawl Catches of Subarctic, Deepwater Fishes

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden