»Tænk, at selv en gammel so kan finde på at lege. Ligesom en hund«

Vigtigt at lytte

Her løber grisene rundt på marken. Vi når frem til en hytte, hvor en so har faret – altså født – samme dag. Hun ligger op mod hyttens ene væg og giver die til sine grise. Det gør hun de næste syv uger. Det er næsten dobbelt så lang tid, som hvis hun havde ligget i en konventionel stald, hvor pattegrisene fravænnes fra deres so allerede efter tre eller fire uger.

Frisk luft, motion og en lang dieperiode er medvirkende til, at forbruget af antibiotika og anden medicin er særdeles lavt i økologisk griseproduktion.

Soen i hytten er heller ikke fikseret mellem bøjler, når hun føder og giver die, som en so er i en konventionel stald. Derfor fortæller Kaleb Trul, at det er vigtigt, at soen ligger rigtigt, så hun ikke kommer til at klemme en eller flere pattegrise til døde.

FAKTA

Økologiske frilandsgrise

Alle søer er på friland, hvor de bor i hytter på marken. Her har de mulighed for at græsse og rode i jorden, og om sommeren skal grisene have adgang til sølehuller, hvor grisene kan køle sig af.

Smågrisene bliver født på friland og går sammen med soen, til de er mindst 7 uger gamle. Det betyder, at de i deres første leveuger lever af somælk, men også langsomt vænnes til almindeligt foder. Samtidig har de mulighed for at rode i jorden. Det styrker deres immunforsvar.

Når de opnår en vægt som slagtegrise, kommer de oftest ind i en stald. Her har de et indendørsareal med halm, de kan rode i, og lige så meget grovfoder, som de kan æde. De har også mulighed for at komme udenfor i en tilhørende løbegård.

Kilde: Landbrug & Fødevarer

»Ellers skal man, når man er herude, bare høre efter. Er der en gris, der skriger, så skal man løbe hen og se, om man kan gøre noget«, fortæller han.

Soen kigger nysgerrigt på de fremmede og har ikke noget imod, at Kaleb Trul tager en pattegris op i hånden og stryger den hen over ryggen. Han forklarer, at søerne er meget søde og rare, hvis de bliver »passet ordentligt«.

»Hvis man er sød ved dyrene, er de også søde ved én«, siger Kaleb Trul, der også får lov til at stryge soen hen over ryggen.

Færre pattegrise

Da soen denne gang helt usædvanligt kun har fået 5 pattegrise, er de større, end de plejer at være. Normalt får søerne på Gelstrupgård mellem 14 og 16 grise per kuld, fordi de tilhører en særlig avlslinje kaldet topigs norsvin.

I forhold til den mest udbredte gris i det konventionelle landbrug har topigs norsvin en højere fødselsvægt og føder lidt færre pattegrise. Soen har 16 patter, og det stemmer som regel overens med antallet af levendefødte pattegrise.

FAKTA

Prisen på grisen

Danske smågrise er blevet en eftertragtet råvare på verdensmarkedet og en særdeles lukrativ forretning for svineproducenterne. De sender millioner af smågrise på lange transporter ud i Europa, hvor de bliver opfedet og slagtet lokalt.

Men jagten på effektivisering og omsætning koster på dyrevelfærden og lukker tusindvis af arbejdspladser, lyder det fra kritikerne.

Politiken undersøger i en artikelserie den industrialiserede svineproduktion og alternativet i form af økologiske frilandsgrise.

Derfor er der ikke brug for ammesøer som i det konventionelle landbrug, hvor der i gennemsnit sidste år var omkring 20 pattegrise per kuld. Heraf var knap 2 grise dødfødte, så en so fødte cirka 18 levende pattegrise. Så konventionelle svineproducenter er nødt til at bruge ammesøer. Det er søer, som har fået fravænnet deres egne pattegrise og derfor kan give mælk til en anden sos overskydende pattegrise.

De mange ekstra pattegrise per kuld er en god økonomisk gevinst for konventionelle svineproducenter, for så er der mulighed for større indtjening. Men det presser søernes helbred og fører til pattegrise, der ikke er så robuste.

Det er ikke problemet med pattegrisene på Gelstrupgård. De 5 pattegrise i hytten piler rundt om deres mor og udforsker området inde i hytten. Kaleb Trul oplever tit, at besøgende får lyst til at tage en kælegris med hjem.

»Men man må ikke tage nogen med hjem. Det er forbudt«, smiler Kaleb Trul.

Ud på dybt vand

Inde i varmen ved spisebordet på gården fortæller gårdens ejer, 64-årige Jesper Adler, at han har været på noget af en udviklingsrejse i forhold til at have økologiske frilandsgrise. Først var han i 20 år en traditionel landmand, der havde overtaget sine forældres gård med en konventionel svinebedrift.

Hvert år sendte Jesper Adler omkring 3.500 smågrise videre til opfedning hos en anden svineproducent. Men efterhånden blev han og hans daværende hustru overbevist om, at der måtte være en anden og mere bæredygtig måde at drive landbrug på. Først lagde han sine marker om til økologiske afgrøder i 1999 – og i 2007 kom turen til grisene.

Og det var som at springe ud på det dybe vand uden at kende de rigtige svømmetag.

»Vi havde ikke rigtig noget sted at få inspiration fra, så vi prøvede os frem«, fortæller Jesper Adler.

Han fik sin første ahaoplevelse, da han sendte sine grise fra de konventionelle stalde ud i det fri. Han tænkte, at de kunne da godt gå direkte ud på en græsmark.

»Det var jeg overbevist om, at de kunne. Men grisene havde jo ikke nogen muskler i kroppen, så de faldt jo nærmest sammen. Det var fuldstændig, som når man har ligget i en hospitalsseng i tre uger og pludselig skal rejse sig op. Det kunne de ikke«.

Jesper Adler opdagede også, at grisene havde en elendig kondition, fordi de ikke var vant til at bevæge sig. Han måtte sende en tredjedel af grisene ind i staldene igen og lade dem gå rundt på betongulvet et halvt års tid, så de fik opbygget både muskler og kondition til at klare sig på en mark.

Lege som en hund

Til gengæld fik han en uventet glædelig overraskelse.

»Jeg opdagede, at grisene kunne lege. Tænk, at selv en gammel so kan finde på at lege. Ligesom en hund. Når der er plads omkring dem, kan de løbe og røre sig. Og så gad de godt have med mig og mine medarbejdere at gøre, når man bare snakkede med dem. De var ikke skræmt og hylede ikke«, fortæller Jesper Adler.

Især var han imponeret over, at en so kunne bruge flere timer på at bygge en rede, når hun skulle fare. Et urinstinkt, som den slet ikke kan udleve i en konventionel svinestald, men som har overlevet de mange års forædlingsarbejde til konventionel gris – og som kommer op til overfladen igen, når den bliver frilandsgris.

Han oplever, at det er mere meningsfuldt at drive en økologisk bedrift, men det er også hårdere.

»Når du arbejder med økologiske dyr, har du 250 vidunderlige dage. Og så har du 50 dage, hvor du tænker: ’Det her er fandeme ikke sjovt’. Og så har du 65 dage, hvor det er et mareridt. Altså, hvor det bare vælter ned med vand, så du er våd hele tiden«, siger Jesper Adler og tilføjer:

»I en konventionel stald går grisene jo indenfor, og der løber regnen bare ned ad taget og ud i den nærmeste mose eller i Isefjorden, men herude drukner marken. Så hvis det regner konstant i to dage, er vi nødt til at flytte hytterne op på et højdedrag«.

Når de økologiske grise efter omkring 12 uger når en slagtegris’ vægt, kommer de oftest ind i en stald. Her har de et indendørsareal med halm, de kan rode i.

Færre grise

De økologiske grise i Danmark udgør kun en meget lille del af det samlede antal grise, som slagtes i Danmark. I 2022 var der kun 165 økologiske bedrifter med i alt 157.000 grise. Til sammenligning bliver der i alt slagtet omkring 14 millioner grise i Danmark, mens andre cirka 16 millioner smågrise eksporteres til opfedning og slagtning i udlandet.

I forvejen er fjorde og de indre farvande ofte ramt af iltsvind, fordi de er hårdt belastet af kvælstofudledningen fra de danske landbrug. Og Jesper Adler er godt klar over, at en total omlægning til økologisk produktion af frilandsgrise af den nuværende samlede griseproduktion ikke kan lade sig gøre. Det handler om at producere langt færre grise.

»Vi kan ikke producere økologisk mad til 20 millioner mennesker. Men vi kan lave økologisk mad til måske omkring 8 millioner mennesker. Og det er det, vi skal gøre, hvis vi skal have naturen tilbage«, siger han.

Jesper Adler leverer grise til Friland, som er et selskab under den danske slagterigigant Danish Crown. Her har der tidligere været et dyk i omsætningen, fordi de seneste års høje inflation har fået færre kunder til at lægge økologisk kød ned i indkøbskurven i supermarkederne. Men nu stiger salget igen, og selskabet fik i det seneste regnskabsår en omsætning på omkring 965 millioner kroner.

Det økologiske grisekød er som regel mere end dobbelt så dyrt som kød fra konventionelle grise, når det ligger i supermarkedernes kølediske. Det skyldes, at omkostningerne for den økologiske svineproducent er langt større.

»En konventionel landmand får i øjeblikket cirka 11 kroner per kilo grisekød, og jeg får omkring 25 kroner per kilo. Så det er forskellen«, siger Jesper Adler.

Han undrer sig dog over, at prisforskellen mellem økologisk og konventionelt svinekød er langt større i butikkerne, hvor der ofte kan være mellem 40 og 70 kroner i forskel per kilo.

»Det er jo derfor, at økologiens muligheder og potentiale holdes nede«, mener han.

Jesper Adler har tidligere solgt til danske kunder, men i dag bliver hans svinekød via Friland solgt til USA, og han får besøg af de amerikanske indkøbere, som tjekker hans produktionsforhold:

»Det er det, der er det fede ved at tale med amerikanerne. De er ikke ligeglade. De går op i det og spørger endda, om mine medarbejdere får en ordentlig løn. De ser holistisk på det, og de har aldrig svigtet. Jeg får mine penge«.