På banen fejrede FC København sit mesterskab 4. juni 2023.
På den øverste del af C-tribunen i Parken sad William Kvist sammen med sin søn. Han havde selv købt de to billetter på allerbagerste række, som tilskuerne deler med duerne.
Han havde en af sine gamle kamptrøjer på. Om det var en af de første med nummer 23, som han spillede i som ung, uerfaren spiller uden fast plads, nummer 8 fra hans periode før salget til udlandet eller nummer 6, som han fik, da han kom tilbage til klubben efter en årrække at have spillet i både Bundesligaen og Premier League, kan han ikke huske. Han har spillet så mange kampe, båret så mange trøjer. Han har stadig rekorden som den, der har spillet flest kampe for FC København. 425 blev det til. På landsholdet nåede han 81 kampe.
Efter sin aktive karriere blev han medlem af bestyrelsen i Parken Sport and Entertainment, der ejer FC København, og i en periode var han fungerende sportsdirektør. Derfor havde han været med til at sammensætte det hold, der fejrede mesterskabet på banen.
