Sagen om CO2.com og Our Climate har været længe undervejs. Det er en historie om grønne løfter, falske påstande og et ikke-eksisterende hovedkontor i en afrikansk bh-forretning.
Mens klimadebatten har taget til i styrke, er flere og flere virksomheder begyndt at sælge CO2-kompensation herhjemme.
Derfor satte vi os for at undersøge, hvordan hele markedet for klimakompensation fungerer, og om man kan stole på CO2-kompensationen?
Tag med på rejsen her.
Vi begyndte med at danne os et overblik over, hvilke danske firmaer, der er på markedet. I det tidlige efterår 2019 søgte vi i IHS Markit, som er en af de største, internationale registre over klimakreditter, hvor købere kan registrere deres kreditter.
Med søgeordet ’Denmark’ dukkede der et interessant selskab op.
Her fremgik det, at det ellers ukendte selskab CC Denmark tilbage i 2013 havde trukket godt 2,5 millioner tons klimakreditter ud af markedet, hvilket svarer til over 200.000 danskeres årlige CO2-udledning.
Ved hjælp af opslag i diverse erhvervsregistre kunne vi se, at selskabet var gået konkurs og tilhørte en dansker ved navn Peter Alexander Lexander.
Da vi kiggede nærmere på hans aktiviteter, kunne vi se, at han nu havde kastet sig over nyt klimaprojekt. Denne gang handlede det om plantning af træer i Uganda, som blev brugt til modregning (offsetting, red.) af flere danske virksomheders CO2-udledning gennem selskabet Our Climate.
Ourclimate.org stod for plantning af træer i Uganda, mens Ourclimate.com var salgsportalen i Danmark.
Når vi kiggede nærmere på Our Climates hjemmeside var der flere ting, der undrede os.
For eksempel var der dette billede:
Det viste sig hverken at være fra firmaets kontor eller fra en kunde, der havde købt klimakompensation.
Ved hjælp af en billedsøgning i programmet TinEye opdagede vi, at det var et såkaldt stockfoto, som var blevet brugt adskillige gange tidligere.
Blandt andet her:
Et uafhængigt register?
Dernæst søgte vi svar på, hvilke personer og virksomheder, der havde købt CO2-kompensation hos Our Climate. Her kunne vi se, at en god håndfuld særligt vestsjællandske virksomheder havde købt sig ind i ordningen. Blandt andre Fuglebjerg Kistefabrik, der er en af Danmarks største producenter af ligkister.
Kistefabrikken havde fået udleveret et meget seriøst udseende certifikat, hvor det fremgik, at virksomhedens egen CO2-udledning blev reduceret ved hjælp af træplantning i Uganda:
Certifikatet var interessant, fordi det blandt andet fremgik, at CO2-reduktionen var ’verified’ – altså verificeret - i et globalt klimaregister ved navn CO2.com.
CO2.com lignede på overfladen en af de store, internationale registre, men kiggede man nærmere på hjemmesiden stod det klart, at det kun var Our Climates kunder, der stod opført. På Co2.com blev Peter Alexander Lexander samtidig præsenteret som en af »drivkræfterne bag det hele« og som en del af Ourclimate.org.
Af registret fremgik det samtidig, at træprojektet var verificeret af Our Climate Ltd, som rummer den samme personkreds, som planter træerne. Plantagen var altså ikke verificeret af en uafhængig part.
Samme mark - flere virksomheder
Men hvad med marken med træerne? Ingen steder fremgik det præcist, hvor plantagen var placeret. Af CO2.com fremgik det kun, at træerne var plantet et sted i Uganda. Certifikaterne til køberne af CO2-kompensationen fik kun at vide, at de var plantet i ’Plantation Uganda CO2 reduction’, men flere af kunderne fik også tilsendt en Youtube-video, der viste, at der blev plantet nogle kviste et sted i Uganda.
Vi nærstuderede en større mængde billede- og videomateriale for at lokalisere plantagen, men i første omgang uden held.
Under billedsøgningen opdagede vi, at den samme mark ikke kun blev brugt til CO2-kompensation i Danmark. Træerne på marken blev også brugt af en anden skandinavisk virksomhed, som Peter Alexander Lexander, også havde relation til – virksomheden Carbon Cash:
Et helt andet koncept, hvor man ved hjælp af et kompliceret setup, der indeholder træer, kryptovaluta og en pyramidespilslignende struktur både skulle kunne tjene penge og hjælpe klimaet.
Betalte man penge til Carbon Cash kunne man blive oprettet i et register, som til forveksling lignede CO2.com:
Fra registret fandt vi et link til en pjece om Carbon Cash-konceptet.
Her var der heller ikke nogen konkret lokation på plantagen, men en kort tekst, der indikerede, at træerne måske hørte hjemme i Luwero-distriktet. Bag en kort tekst fandt vi et uskarpt udsnit af et kort over et område i Uganda med et lille hjerte placeret i Luwero-distriktet.
Nu begyndte vi at lede efter plantagen igen. Ved hjælp af geolokationsmetoder og satellitbilleder fra Google Earth forsøgte vi at lokalisere stedet.
På det uskarpe kortudsnit i Carbon Cash-pjecen kunne vi se to hovedveje nord for hovedstaden Kampala. De blev vores pejlemærker.
Desuden havde vi disse billeder fra virksomhedernes markedsføring:
Nu gik vi i gang med at lede efter de to hustage i baggrunden på satellitbilleder fra Uganda.
Husene var omgivet af marker og et par træer.
Ellers var der ingen særlige kendetegn.
Men efter flere timers søgning var der bingo på Google Earth.
Vi havde nu et klart match mellem billederne fra jorden og satellitbillederne fra oven og dermed præcise koordinater for plantagen.
Nu kunne vi tage afsted for at inspicere stedet nærmere. Derfor besluttede vi os for at tage til Uganda for at opspore Our Climates lokale selskab.
Ifølge Ourclimate.orgs hjemmeside hørte firmaet hjemme på følgende adresse i hovedstaden Kampala:
Equatorial Building. William Street Plot 94, Room no.068.
Men der var ingen, der kendte Our Climate, der vi nåede frem. Adressen førte os i stedet til et butikscenter, hvor der lå en forretning, der solgte bh’er. Der var intet kontor. Ingen klimakompenserende virksomhed.
Derefter hyrede vi en chauffør og kørte fra hovedstaden mod den lille landsby Butuntumula i Luwero-distriktet nord for Kampala.
De hullede jordveje var i så dårlig stand efter nylige regnskyl, at vores bil til sidst brød sammen i en mudderpøl. Vi steg ud og gik det sidste stykke til fods, indtil vi nåede frem til den lille mark med de to karakteristiske bygninger med rødt tag og gråt tag.
Den største af bygningerne var en gul missionsbygning med et skilt med teksten ’Welcome to CSIM Jesus Farm’. Vi sammenlignede med bygningen fra billedmaterialet. Der var ingen tvivl:
Vi var nået frem til plantagen.
Mellem træerne kunne vi skimte to mænd med gummistøvler på og macheter i hånden. De kom gående mod os.
Her kan du læse, hvad mændene ville, hvordan træerne skal bruges til klimakompensation og byggeri samtidig og hvad Peter Lexander siger til det hele.
Redaktion
Tekst:
Carl Emil Arnfred, Morten Skjoldager & Sebastian Stryhn Kjeldtoft
Foto:
Peter Hove Olesen
Video:
Nima Hajarzadeh
Layout:
David Navarro Delgado & Rasmus Kamper Vendrup
Opsætning:
Frauke Giebner