Læs artiklen senere
Gemt (klik for at fjerne)
Læst
Jeg løber over den knoldede pløjemark, snubler og falder. Det er bælgmørkt og umuligt at se noget. Men jeg kan mærke dem lige bag mig.
»Stop hende, stop hende så, for helvede«, råber en kvindestemme. Det er Ida. Min lærer. Gruppen er tæt på nu. Jeg kommer på benene og humper videre over den våde jord. Men støvlerne er tunge af mudder og hænger fast, så de indhenter mig. De omringer mig i en tæt cirkel.
»Vi har hende, vi har hende!«.
Jeg hiver luft ind, finder nye kræfter og skubber dem væk, mens jeg skriger:
