Rygterne gik. Som altid i Tvinds inderkreds spredtes de fra mund til mund. Lise Mortensen var netop kommet med ind i skolesamvirkets U-gruppe, som havde dedikeret deres liv til Tvind:
»Oplysninger bredte sig altid som ringe i vandet. Man sagde det videre til hinanden. Det var sådan, vi hørte det«.
Oplysningerne var ganske enkelt chokerende: Tvinds leder, Mogens Amdi Petersen, var blevet udsat for et attentat.
Kort forinden i 1979 havde Amdi Petersen valgt at gå under jorden. Han skjulte sig på forskellige adresser i Jylland, før han slog sig ned i en periode sammen med sin inderkreds i en villa i en æbleplantage i Daugård ved Vejle. Men det vidste kun få mennesker.
