S-togene kørte forbi i en fast rytme. Banetracéet lå klos op ad den lejlighed, hvor Anne Sofie Boelsmand tilbragte barslen med sin nyfødte dreng. Det var i foråret, og den 30-årige kvinde havde netop født sit første barn. Han græd, hver gang hun lagde ham i barnevognen, så hun flyttede sig sjældent væk fra hjemmet. Det var bare de to. Hver eneste dag.
Det uafbrudte samvær skulle være lykkeligt og meningsfuldt. Det var det, hun var blevet lært. Men lykken var ikke vedvarende. Livet på barsel var isolerende, og hun havde svært ved at genkende sig selv i rollen som mor. At passe en baby kunne ikke indfri alle hendes behov. Og det skabte følelser af at være forkert. De forbikørende tog fristede med deres påmindelse om frihed.
»Der var tidspunkter, hvor jeg tænkte, at nu hopper jeg på et tog, og så kommer jeg aldrig tilbage. Men hvor skulle jeg tage hen?«, siger Anne Sofie.
Hun elsker sin dreng inderligt. Han hverken må eller kan forsvinde. Men nogle dage ville hun ønske, at hun ikke skulle være mor for ham. Moderskabet og dets tilhørende forventninger har gjort hende fremmed for sig selv.
