Uden for Marias lejlighed ligger der en dørmåtte. Motivet er tre farvestrålende ugler, og det er Marias femårige datter, der har valgt den.
Inde i lejligheden er det også børnene, der fylder rummene. Selv når de ikke er hjemme. Alle rum i den treværelseslejlighed er fyldt med puslespilsmåtter, et lyserødt legetøjsklaver, køjeseng og Hello Kitty-sengetøj. Over sofaen hænger to store portrætter af datteren og den treårige søn. Det var Marias julegave til sig selv, så hun kan kigge på dem, når hun savner dem.
»Du kan ikke sidde på mit skød for evigt, men du vil altid have en plads i mit hjerte«, står der i kursiv under billederne.
På sofabordet og spisebordet er der spor efter børnene. Farverige tuschstreger, der tydeligvis er ført med børnehånd, bryder med den ellers glatte overflade. Men det gør ikke noget.
