Kritikken mod landets øverste anklager, rigsadvokat Jan Reckendorff, var usædvanlig hård.
Rigsadvokaten skal ikke være »justitsministerens håndlanger« eller »regeringens skødehund«.
I et interview i 2018 havde Jan Reckendorff sagt til Politiken, at han »har meget stor lydhørhed over for den siddende regering«, og »hvis der er nogle politiske ønsker om noget bestemt, skal Rigsadvokaten spille ind med juridiske løsninger«.
Udtalelserne passer mindre godt til lovens krav om, at anklagemyndigheden i Danmark skal være objektiv og kun rejse straffesager, hvis det er overvejende sandsynligt, at den tiltalte dømmes.
