Når man træder ind på Politiken og går fra receptionen gennem biblioteket, forbi redaktørkontorerne og sporten, og ind i storrumsredaktionen, hvor der arbejder knap 100 mennesker, er journalisten Hans Davidsen-Nielsen den første, man møder. Han sidder foran sin skærm, og til trods for at han ofte skærmer sig fra verden bag nogle solide hørebøffer, er han en lettilgængelig mand.
Han er 54 år og har været journalist i 28 år. På Weekendavisen, Jyllands-Posten og de sidste 19 år på Politiken. Han er graverjournalist og sammen med sin kollega Carl Emil Arnfred modtog han sidste år Publicistklubbens Dokumentarpris for sin dækning af sagen, der endte med en rigsretsdom på 60 dages ubetinget fængsel til tidligere udlændingeminister Inger Støjberg.
Han har også skrevet bøger om efterretningstjenesterne, og da Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i 2017 udgav et jubilæumsskrift, bad de ham om et bidrag, da han hører til de journalister i Danmark, der kender de hemmelige tjenester bedst.
Ingen af de sager, han har dækket, tåler dog sammenligning med FE-sagen. 8. december 2021 anholdt Politiets Efterretningstjeneste (PET) spionchefen Lars Findsen og sigtede ham for landsskadelig virksomhed efter en paragraf, der ikke har været brugt i over 40 år, og som kan give op til 12 års fængsel.
