Det er fredag morgen, og 2. n på Greve Gymnasium er netop mødt ind til første time. Klassen skal have tysk. De skal øve sig i at holde en samtale kørende og prøve at få bugt med den drilske grammatik. Men Laura Kehlers stol er tom. Hun er hjemme, halvt liggende og halvt siddende i sin grå sofa. Alligevel er hun stadig til stede i undervisningen. For i klasseværelset står der en lille robot, der udgør Lauras øjne, ører og mund.
Eleverne skal gætte en kendt person ud fra tysklærerens ledetråde. Laura er glad for tysk, for familien har haft en lejlighed i Berlin i otte år. Hun har et spørgsmål til en ledetråd, der måske kan bringe klassen tættere på svaret. Hun rækker hånden op. Og i klasseværelset begynder robottens hoved at blinke i en lys farve. Det er signalet, der viser, at Laura gerne vil have ordet hjemme fra sit værelse.
Først opdager læreren det ikke. Så en af Lauras klassekammerater gør opmærksom på det, Laura får ordet og slår lyden til.
»Es ist ein Fußballspieler?«, spørger Laura.
