Gennem de store vinduer i stuen har familien Krogh en udsigt, som er svær at slå her til lands. Måske vil de have indvendinger i Allinge, Blåvand eller Hirtshals, men fra toppen af højdraget på Røsnæs ved Kalundborg kan blikket i klart vejr kastes først på den dybe blå fjord og så videre til skoven på halvøen Asnæs, mens Storebæltsbroen, Sprogø og den nordfynske kyst anes i horisonten.
Omkring spisebordet har Kasper og Sarah Krogh placeret parrets tre børn, Augusta, Cornelius og Benjamin, som har fået en bolle hver, inden de skal i skole og børnehave. Familien er vel noget nær de perfekte tilflyttere til en by som Kalundborg, der som andre byer på Vestsjælland slås med, at lidt for mange af egnens egne børn flytter til København og aldrig vender tilbage.
Byen har nogle af de samme problemer som andre områder på Vest- og Sydsjælland. Næsten hver fjerde kalundborgenser har ikke adgang til en fast læge. Knap hver fjerde elev i udskolingen er overvægtig mod knap hver femte på landsplan. Næsten hver femte afgangselev i Kalundborg Kommune består ikke dansk og matematik ved grundskolens afgangseksamen.
Men Kalundborg har ét trækplaster, som mange provinsbyer må være misundelige på. Og det er ikke udsigten.
