Der er to retninger, man kan vende blikket i, hvis man vil forstå, hvad det er for en ulykke, der tirsdag morgen rammer København. Enten ind i flammernes orange rasen i den hullede facade og op af det, som indtil tirsdag morgen var den ældgamle børsbygnings tag, men som nu bare åbner sig mod himlen i et enormt, rektangulært hul.
Eller ud mod de hundredvis af skikkelser, som bliver ved med at stå på fortovene og stirre, som om de alle sammen oplever den samme sjældne blanding af ærefrygt, pludseligt opstået fællesskab og et tab, som føles personligt. Og som måske derfor ikke rigtig kan få sig selv til bare at gå videre i dagen og lade Børsen brænde alene.
Da Politiken ankommer klokken ti minutter over otte, er bygningens indre allerede oplyst af et flammehav, og med korte mellemrum lyder nogle gevaldige brag derindefra, mens flammer slynger sig halvvejs op ad dragespiret, og en sort og hvid røg vælder hundredvis af meter op i luften.
»Jeg forstår ikke, hvad de laver«, siger en tilskuer, som står og betragter scenen med sit barn i barnevogn.
