Det er et rent lykketræf, at den tre måneder gamle gyldenbrune golden retriever-hvalp Nala tumler omkring på gulvet hjemme hos familien Milling Hossy. Med sin våde snude, store mørke øjne og leg i den logrende hale er den et superhit hos familiens børn, som for tiden går i digital hjemmeskole i villaen få minutter uden for Hillerød.
»Vi havde længe gerne villet have en golden retriever og havde kontaktet forskellige opdrættere, men der var op til flere års ventelister. Så lagde jeg en efterlysning ud i en Facebook-gruppe og blev kontaktet af en opdrætter, som lige havde fået et afbud på en hvalp. Hun var faldet for min beskrivelse af vores familie. Om vi kunne komme og hente den i morgen. Så der var glædelige nyheder at fortælle børnene ved morgenbordet«, smiler Mikala Juliette Milling Hossy.
Familien er langtfra ene om at ønske sig firbenet familieforøgelse. Tusindvis af danskere deler hvalpedrømmen, og sidste år steg antallet af nyregistrerede hunde herhjemme med 7,5 procent, viser nye tal fra Dansk Hunderegister, så Danmark i 2020 blev 67.715 nye hunde rigere, hvilket er 4.706 flere end i 2019. Siden nedlukningen af samfundet i marts 2020 er stigningen i enkelte måneder nået op på 25 procent sammenlignet med året før. I alt bor der ca. 800.000 hunde i Danmark, hvilket svarer til, at cirka hver fjerde husstand har en hund.
Hos Dansk Kennel Klub, som er Danmarks største organisation for hundeejere, kunne befolkningens øgede interesse for at få hund mærkes allerede dage efter, at statsministeren lukkede landet ned i marts.
