Ordet akkord får en ny betydning, hvis du risikerer at henslæbe tre dage uden løn eller bliver fyret, fordi du har plukket et par kilo jordbær mindre end dine kolleger.
Men sådan er truslen og den virkelighed, som 16 bærplukkere ved forskellige bærplantager i den spanske region Huelva beskriver for mediet Danwatch.
Danwatch har gennem et halvt års research og 10 dages rejse til jordbærgartnerierne i Spanien afdækket, hvordan bær på hylderne i de danske supermarkeder produceres. Resultaterne har fået supermarkedskæderne til at sætte undersøgelser i gang hos deres leverandører.
Til en dagløn på omkring 41 euro eller 305 danske kroner skal de plukke løs, ofte i omkring 40 graders varme i plastikdrivhusene. Hvor mange kilo de plukker, registreres typisk med et chip-armbånd, og et par gange om ugen gøres listerne op. Står man som en af de fire-fem nederste på listen, bliver man truet med straf, fortæller bærplukkere fra Bionest, som blandt andet leverer bær til Coop.
