I august 2003 stod Ditte Rust som 18-årig på tærsklen til et nyt kapitel af livet. Hun var lige blevet optaget på jurastudiet på Københavns Universitet og havde pakket de sidste flyttekasser ud i sit lille værelse på P.O. Pedersen-kollegiet i Lyngby. Forude ventede endeløse fredagsbarer, kæresterier, fester og ungdomsvenskaber.
Men alle fremtidsplaner blev slået itu, da Ditte Rust i løbet af andet studieår blev indlagt med alvorlig anoreksi, som langsomt havde udviklet sig over et par år. I stedet gennemlevede hun tre turbulente år som patient i psykiatrien med et utal af indlæggelser, udskrivelser, nytteløse terapiformer og ophold på forskellige åbne og lukkede psykiatriske afdelinger.
Først da hun tre år senere fik tilbudt en plads på Rigshospitalets anoreksi-klinik, et specialiseret tilbud til patienter med anoreksi, fik hun sammen med sygeplejersker, læger og psykologer sygdommen under kontrol. Det blev til et 12 måneder langt ophold, hvor Ditte Rust for første gang mødte et sundhedspersonale med den nødvendige viden om, hvordan man behandler patienter med en spiseforstyrrelse.
»Indtil da anede ingen, hvad de skulle stille op med mig. Der var absolut ingen sammenhæng i sundhedssystemet, og indsatserne var så mangelfulde«, fortæller Ditte Rust, som i dag er 37 år, arbejder som jurist i forsvaret og er gravid med sit fjerde barn.
