Når 27-årige Rebekka går op ad de tre trappetrin og ind ad hoveddøren på Prinsessegade 72 ved havnen i Fredericia håber hun, at ingen ser hende.
I huset for unge misbrugere hænger der graffitikunst med ord som ’kommunekaffe’ på væggene, der ligger fidgetspinnere på anonyme kontorborde, og sammenfoldede liggestole står klar, hvis trætheden overtager under en behandling. Egentlig skammer hun sig ikke over, at hun går i huset, men det er bare ikke alle i hendes liv, hun har lyst til at inddrage i, at hendes 20’ere har været præget af morfinmisbrug, eller at det er en del af årsagen til hendes to år lange sygemelding fra jobbet.
»Der er altid nogen, der ikke kan forstå det«, siger Rebekka, der er et opdigtet navn. Politiken kender hendes fulde identitet.
Hun sætter sig i den sorte læderstol, hun normalt sidder i, når hun er til samtale med sin misbrugsbehandler Martin Grønbech. Også i dag skal hun tale om, hvordan hun som den eneste i sin vennegruppe blev dybt afhængig af morfin. Det har hun allerede brugt to år af sit liv på at tale om. Og nu prøver hun sammen med sin misbrugsbehandler at finde ud af at leve et liv uden de piller, der for nogle er smertedulmende, og for andre dulmer livets smerter og kan ende med at tage livet af dem.
