Der var ikke meget plads i toget den eftermiddag, så Lars måtte nøjes med en ståplads. Han stod i sine egne tanker, mens toget bevægede sig gennem de københavnske forstæder. Han kan ikke huske, præcis hvad han stod og tænkte på, eller hvad han havde lavet på arbejdet den dag. Men han vil for altid huske, hvad der stod i den Messenger-besked, som tikkede ind på hans telefon i den overfyldte kupé.
»Hej Lars«, stod der.
»Det er lidt svært at finde ud af, hvordan jeg skal starte denne besked. Men til at begynde med vil jeg understrege, at jeg absolut intet forventer fra din side. Jeg fandt i lørdags ud af, at du er min biologiske far. Så det er vel passende at sige tak for livet«.
Lars kunne med det samme mærke et sug i maven. Hans øjne borede sig ned i telefonen, mens han læste videre.
