Der er forskellige opfattelser af, hvor voldsomt det var.
Men episoden i udkanten af et radikalt hovedbestyrelsesmøde i januar er ikke desto mindre et sted at starte, hvis man vil forsøge at forstå, hvad der martrer Radikale Venstre, der for nylig måtte vinke farvel til tidligere minister og nuværende folketingsmedlem Christian Friis Bach, der skiftede til Venstre.
Det var det omtalte hovedbestyrelsesmøde, der endte med, at daværende landsformand Mikkel Irminger Sarbo og daværende næstformand Kathrine Olldag trak sig. Ifølge beretningerne derindefra med hovedbestyrelsens pistol for panden.
Da de mange hovedbestyrelsesmedlemmer efterfølgende vandrede ud af salen på Hotel Nyborg Strand, var det, at netop Christian Friis Bach angiveligt kom med en bemærkning, der udløste en decideret konfrontation med et andet stort navn internt i partiet, hovedbestyrelsesmedlem Anders Thomsen.
