I de dage, hvor Anders Fogh Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt (S) var de dominerende skikkelser i dansk politik, blev der talt en del om den politiske verdens udbredte mangel på autenticitet på toppen. Der var, mente mange, tale om to talende robotter, hvis evigt kontrollerede og stiliserede fremtoning gjorde det noget nær umuligt at fornemme, hvem der befandt sig inde bag de talende masker. Og hvad de mon mente inde bag den koreograferede facade.
Sådan er det ikke længere. Gennem sine ti år helt på toppen af dansk toppolitik har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udviklet sig til et levende bevis på, at det godt kan lade sig gøre at kombinere et superkrævende job med at vise sig frem som menneske med alle de styrker, skavanker og laster, det indebærer.
Vi har set den officielle Løkke være beleven og charmerende selskab, når han har trykket hånd på hestehandlermåden med Donald Trump. Og når han har givet den som festtaler for Barack Obama. Men vi har så sandelig også oplevet ham både eddikesur og rasende bitter, når ting er gået ham imod. Han har skældt journalister eller politiske modstandere huden fuld og hvæset, så det kunne høres.
Og talt lige så belevent og utvungent med journaliststanden, når han har været i humør til det. Hvilket lige så godt kan ske på en tilfældig dag på Christiansborg som efter Venstres valgsejr i søndags. Modsat sin socialdemokratiske udfordrer virker Løkke ikke tynget af den ansvarsfulde rolle, han kæmper alle døgnets vågne timer for at bevare.
