Hver generation har sin begivenhed, der indprenter sig i den fælles hukommelse. For vores allerældste er det ordene i radioen 4. maj 1945 om, at de tyske tropper i Danmark havde overgivet sig. 68’erne husker, hvor de var, da præsident Kennedy blev dræbt 22. november 1963, mens midaldrende kan lukke øjnene og se tv-billeder af de to fly, der 11. september 2001 fløj ind i World Trade Center i New York. Den 11. marts 2020 fik nutidens børn og unge deres dato. Det var det berømte pressemøde, som statsminister Mette Frederiksen (S) indledte med ordene om, at det, hun ville sige, kom til at få store konsekvenser for alle.
Til højre for hende stod en mand, der måske mere end nogen anden kom til stå i centrum af det, som fulgte i de to år, hvor corona styrede store dele af vores liv. Han viftede med en planche og forklarede, at samfundet lukkede ned, for at vi kunne få den grønne, dæmpede smittekurve i stedet for den røde, stejle top, hvor hospitalerne ville knække. Som vi havde set det i Wuhan i Kina og i Norditalien. Med ét blev sundhedsminister Magnus Heunicke et landskendt ansigt, som befolkningen så i stadig trættere udgaver på de mange pressemøder.
Torsdag i denne uge var det slut. Coronaministeren takkede af. Sagde farvel til medarbejderne i Sundhedsministeriet og gav stafetten videre til Sophie Løhde.
Det lignede en overdragelse af et ministerium, som de er flest. Der var borde med hvide duge, boblende champagne i glassene, fin chokolade i små fade, masser af kram, latter og hilsner fra såkaldte interessenter, der ønsker den nye minister tillykke i håbet om, at hun husker dem i det politiske arbejde.
