»Kunsten at kunne aflæse barnets behov i hverdagen er det vigtigste«
Oliver giver Sofia en lille grøn krukke, der skal forestille at indeholde vin. Hendes terningkast viser nemlig grøn, og nu mangler hun en vin at sætte på sørøverskibet, hvor dækket vipper.
Vinen bliver stående sammen med skattekisten og kanonkuglerne. Oliver tager en imaginær slurk af en af sine vine, han endnu ikke har måttet afgive til sørøverskibet.
Ulla Nielsen er også med i legen. Hun stiller endnu en lille skattekiste på skibets dæk, der ender med at tippe over, så alt godset falder ned på bordet.
»Ulla, du tabte«, siger Oliver, der sidder og vipper med fødderne under bordet i stjernernes stue.
Men faktisk handler det ikke om at vinde over hinanden, men om sammen at besejre sørøverskibet, forklarer Ulla Nielsen.
»Det her er et spil, hvor vi alle sammen skal hjælpe hinanden med, at vi ikke taber«, siger hun.
Man skal sætte tingene strategisk, så skibet ikke tipper til siden. De starter forfra, og snart er den gal igen. Skibet er dækket til med genstande, der gør det ustabilt.
»Omg!«, udbryder Sofia og skjuler øjnene med sine hænder.
Ulla Nielsen er pædagog i Gug Børnehave ved Aalborg og er en af syv vindere af Politikens Pædagogpris for sit arbejde med at forvandle dem fra børnehavebørn til skolebørn og med fokus på metoder for at undgå mobning.
Hver gang man har en overgang fra dagpleje til børnehave, fra børnehave til skole, så skal man have noget ballast, og man skal være lidt robust for at kunne klare den
Ulla Nielsen, vinder af Politikens Pædagogpris
Differentieret pædagogik
Ulla Nielsen lægger meget arbejde i at bemærke hvert barn om morgenen og stille sig selv spørgsmål som: Virker barnet ikke så glad? Hvordan kan det være? Har det være en svær morgen? Eller en nem morgen, hvor barnet bare er fulgt med? Hvad har det brug for?
»Kunsten at kunne aflæse barnets behov i hverdagen er det vigtigste i mit arbejde. Hvis et barn har brug for bare at sidde og kramme i 10 minutter, skal de ikke presses til andet. Det samme barn har måske brug for at blive krammet den ene morgen, hvor det den anden morgen bare løber direkte ind og leger«, siger hun.
Ifølge hende er erfaring og nærvær det vigtigste for at kunne aflæse børn og deres behov. Hun har dog også taget kurser i det, pædagoger til hverdag kalder ICDP, som står for International Child Development Program.
Programmet har til hensigt at gøre voksne mere lydhøre over for børns behov og forbedre voksnes evne til at møde børn på børnenes præmisser. Ulla Nielsen nævner et eksempel, hun har reflekteret over: Hvem er det, der slipper først i et kram? Er det barnet? Eller den voksne, der synes, at det er nok og må videre. Ifølge ICDP skal det være barnet, der giver slip først, så det bliver krammet så længe, det har brug for det.
Hvis trygheden er der, kan man skabe læring. Når læringen først er der, så laver man et godt læringsmiljø til at udvikle sig videre
Ulla Nielsen, vinder af Politikens Pædagogpris
I sit arbejde har Ulla Nielsen fokus på overgangene, som kan være svære. Når barnet går fra en vuggestue eller dagpleje til en børnehave eller fra børnehave til skolen.
»Så gælder det om at skabe tryghed. Hver gang man har en overgang fra dagpleje til børnehave, fra børnehave til skole, så skal man have noget ballast, og man skal være lidt robust for at kunne klare den. Så prøver jeg at vise, at jeg er her. Og jeg vil gerne hjælpe dig i gang. Børn kan også komme og sige: »Jeg savner min mor«. Så er det vigtigt at fortælle barnet, at man hører, hvad det siger. Og sige: »Jeg kan godt forstå, at du savner din mor. Din mor savner sikkert også dig«. Jeg viser dem, at det er helt i orden at blive ked af det«.
Synes du altid, at du har tid til det?
»Nej. Men differentieret pædagogik er en af mine højeste værdier. Så det skaber jeg tid til. Hvis der er en telefon, der ringer, må den altså vente. Selv om det kan være en vigtig besked fra en forældre. Så må de jo ringe igen. Det er børnene, det er kerneopgaven«.
Tryghed kommer før læring
Stjernerne, som er de ældste børn i Gug Børnehave, skal begynde i skole til sommer næste år. For at forberede dem på skolelivet, har hun en konkret øvelse, hun gør brug af.
Børn skal tage deres yndlingsbog med hjemmefra og skal fra en voksenstol, der er beklædt med et rødt tæppe, fortælle de andre børn om, hvorfor de godt kan lide netop den bog.
»De får en følelse af at være på, og de mærker en tryghed, hvor de finder ud af, at der sker faktisk ikke noget ved at stille sig frem. Og ellers sidder jeg lige ved siden af og kan hjælpe dem. Det handler om at turde stå frem. Og den dag, man kommer i skole, og er en del af en større gruppe, skal man turde at række hånden op, byde ind med noget, turde at sige fra, turde at stille sig op ved tavlen, man skal have modet. Hvis trygheden er der, kan man skabe læring. Når læringen først er der, så laver man et godt læringsmiljø til at udvikle sig videre. Det er vigtigt, at børn tør«, siger Ulla Nielsen.
I syv år har hun arbejdet i Gug Børnehave, hvor hun siden har lagt stor vægt på at implementere metoder fra ’Fri for mobberi’-universet – et forebyggende antimobbeprogram, som Mary Fonden og Red Barnet står bag, og som seks ud af ti børnehaver har indført.
Gennem fortællinger i bøger, tavler med eksempler på børns samtaler fra legepladsen og konceptet ’Bamseven’, der handler om at få sin bamseven med i lege, er meningen at forebygge mobning.
Børn gør ikke noget med vilje, som er ondt ved andre
Ulla Nielsen, vinder af Politikens Pædagogpris
Ulla Nielsen kan pege på en af de situationer, der beskrives fra hverdagen i børnehaven, og spørge børnene, om de mon har prøvet det før.
»Der er jo altid nogen, der har været uvenner på legepladsen, eller som har været kede af det i børnehaven. Så kommer det frem, og vi får snakket om det. Samtaletavlerne viser konkrete situationer. Det er der, børn lærer at aflæse andre børn, i hvert fald på papiret. Så snakker vi om det og forsøger at bringe det med ud på legepladsen«, siger Ulla Nielsen.
Hvis der opstår en situation på legepladsen, hvor et barn er ked af ikke at have nogen at lege med, kan Ulla Nielsen spørge, om de kan huske den situation, de har drøftet til morgenens samling, hvor et barn var ked af det. Hun spørger: Var det noget med, at han ikke måtte være med? Hvad kan som barn gøre for, at det andet barn ikke er ked af det? Spørge om han eller hun vil med.
»Børn gør ikke noget med vilje, som er ondt ved andre. Man kan måske godt glemme det indimellem og tænke: ’Arg, hvorfor gjorde han nu det?’. Men det er jo, fordi der er noget, han vil fortælle os. Der er noget, som ikke er, som det skal være. Pilen peger altid på de voksne. Det er vores ansvar, at børnene er gode relationer«.